Reform
Ny uddannelse: Politikerne har givet håndslag – hvad sker der så nu?
Med den politiske aftale om en reform af professionsuddannelserne er rammen for en ny uddannelse til socialpædagog sat. Nu skal Socialpædagogerne være med til at fylde den ud, fortæller næstformand Lene Kümpel. Her er hvad vi ved, og 3 ting vi ikke ved
31. marts 2025

Forfatter: Lea Holtze
Opgaven er klar. Professionsuddannelserne skal have et stort og tiltrængt kvalitetsløft, som helt konkret betyder en ny uddannelse til socialpædagog.
Der er kastet milliarder ind i den samlede reform, som bl.a. skal bruges på en længere og styrket socialpædagogisk specialeretning, uddannelsessteder der kun udbyder socialpædagogisk specialiseringsretning, flere undervisningstimer, uddannede praktikvejledere og meget andet.
Det hele skal stå færdigt med sommeroptaget i 2027. Så hvad så nu?
LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om den nye uddannelse til socialpædagog
Skitsen ligger klar
Nu er rammen sat. En ramme, som Socialpædagogerne har arbejdet hen mod i flere år. Nu er det tid til, at den skal fyldes ud med indholdet til uddannelsen, fortæller Socialpædagogernes næstformand Lene Kümpel.
– Vi er så glade for den aftale, der er landet, for der er ingen tvivl om, at det er en reform med et stort potentiale. Men vi er stadig i arbejdstøjet, for nu starter arbejdet med indholdet på uddannelsen – sammen med uddannelsens andre interessenter. Det bliver en kæmpe opgave at lykkes med, siger hun.
Målet er det samme, som Socialpædagogerne har spillet ind med til politikerne gennem flere år: En ambitiøs, attraktiv og målrettet uddannelse til socialpædagog, der kan tiltrække og fastholde flere studerende og sikre, at de nye socialpædagoger er rustet til det arbejdsmarked, de skal ud til.
– I forbindelse med vores arbejde for en ny uddannelse til socialpædagog har vi forberedt os på forskellige scenarier. Og vi har udviklet nogle forskellige skitser med vores bud på, hvordan en ny og styrket uddannelse kan se ud. Det er det gode grundlag, vi nu arbejder videre fra, siger hun.
LÆS OGSÅ: Fortsat fald i ansøgere kalder på en ambitiøs, attraktiv og målrettet pædagoguddannelse
Alt i alt ligger der et vigtigt arbejde foran os. Det bliver stort, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger hun.
Temaer og fag på tegnebrættet
Socialpædagogernes bud på konkret indhold tager både afsæt i ministeriets evaluering og fagforeningens egne undersøgelser, hvor ledere, dimittender og studerende har givet udtryk for, hvad der mangler på den nuværende pædagoguddannelse.
– Vi skal fx sikre, at de studerende får indgående viden om målgrupperne på det specialiserede socialområde – fx hele voksenhandicapområdet og psykiatrien. Vi har også bud på gennemgående tematikker, der bør være fokus på i uddannelsen – fx socialpædagogisk professionsidentitet og socialpædagogiske metoder, siger hun og fortsætter:
– Og så skal der jo udvikles en helt ny fagrække, der erstatter den nu skrottede modulstruktur. Faget Socialpædagogik er naturligvis helt indlysende, men vi har også foreslået mere nytænkte fag som ’Kunstig intelligens og velfærdsteknologi’ og ’Fysisk og mental sundhed i socialpædagogisk praksis’.
Tre ting vi ikke ved
Planen er, at det konkrete indhold til en ny og bedre uddannelse skal udvikles i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og centrale aktører omkring uddannelsen – herunder arbejdsgivere og arbejdstagere.
Her skal der bl.a. findes svar på nogle af de mange endnu ubesvarede spørgsmål: Hvordan bliver fordelingen mellem undervisning og praktik? Hvor skal de nye udbudssteder, hvor der kun udbydes specialiseringsretning til det sociale område, ligge? Hvordan skal en ordning skrues sammen, så socialpædagoger og socialpædagogiske ledere kan undervise deltid på uddannelserne?
– Alt i alt ligger der et vigtigt arbejde foran os. Det bliver stort, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger hun.