Gå til indhold

OK25

Ny overenskomstaftale for socialpædagoger giver flere penge og mere fleksibilitet

Socialpædagogerne og Dansk Erhverv er blevet enige om en ny treårig overenskomstaftale for pædagogisk personale på landets private botilbud og opholdssteder. Aftalen giver bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv, bedre pension og større særlig opsparing.

13. marts 2025

Artikel
Sent onsdag aften skrev Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, under på overenskomstaften med Dansk Erhverv.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Sent onsdag aften faldt en ny overenskomstaftale på plads for pædagogisk personale, som er ansat på landets private botilbud og opholdssteder. Det gælder blandt andre landets privatansatte socialpædagoger.

Socialpædagogerne og Dansk Erhverv er blevet enige om en aftale, hvor der skabes bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.

- Det var hårde forhandlinger, og der gik et stykke tid, før vi kunne begynde at nærme os hinanden. Men vi har landet en rigtig fornuftig aftale. Den sikrer blandt andet, at vi får markante forbedringer, som omhandler work-life-balance. Desuden indebærer aftalen, at indbetalinger til særlig opsparing stiger, og at pensionen bliver forbedret. Overenskomsten er en såkaldt minimallønsoverenskomst, som betyder, at den konkrete løn aftales på arbejdspladsen. Derfor er det også et godt og vigtigt skridt, at der nu indføres ret til en årlig lønforhandling, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.

LÆS MERE om overenskomstforhandlingerne

Fleksibilitet og balance

Indbetalinger til særlig opsparing stiger med to procentpoint, og pensionen stiger med én procent.

Benny Andersen glæder sig over, at aftalen lykkes med at give mere fleksibilitet og bedre balance mellem privatansatte socialpædagogers familie- og arbejdsliv.

Der indføres blandt andet udvidet mulighed for at passe børn under sygdom, længere tids orlov med løn i forbindelse med barsel samt omsorgsdage til bedsteforældre.

Hvad er en minimal-lønsoverenskomst?

Overenskomsten for socialpædagoger på private tilbud er en såkaldt minimallønsoverenskomst. Det betyder, at man ikke aftaler specifikke lønninger i overenskomsten. I stedet aftales hele lønnen til medarbejderen på den enkelte arbejdsplads.

Ved overenskomstforhandlingerne aftaler man til gengæld rammerne, der skal sikre det bedste grundlag for de lokale forhandlinger. Det kunne fx være aftaler om tillidsrepræsentantens rolle, og hvad der sker, hvis der ikke kan opnås enighed ved de lokale lønforhandlinger.

Styrker arbejdsmiljøet

Derudover vil der som et nyt tiltag blive indført et årligt vederlag på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlem af Socialpædagogerne. Dette er på linje med, hvad man har set i tilsvarende aftaler fra andre fagområder.

- Vores mange arbejdsmiljørepræsentanter er med til at udgøre rygraden i fagbevægelsen. Derfor er tillægget en klog måde at anerkende deres indsats. Rigtige fagforeninger skaber rigtige resultater. Det gælder i høj grad vores arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, som hver dag tager ansvar og finder løsninger på udfordringerne på landets socialpædagogiske arbejdspladser, siger Benny Andersen.

Landets privatansatte socialpædagoger arbejder blandt andet på botilbud, børne- og ungehjem og herberger. Her støtter de mennesker med komplekse handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.

Forliget sendes nu til afstemning blandt medlemmerne.

Overenskomstaftalen for pædagogisk personale på private botilbud og opholdssteder

  • Pensionsprocenten stiger til 14,5 procent for socialpædagoger, 13,8 procent for pædagogmedhjælpere og 15 procent for ledere.
  • Særlig opsparing stiger to procent fra syv til ni procent. Det er fordelt med ét procentpoint stigning i 2026 og det samme i 2027.
  • Bedre forhold under barsel. Det indebærer to ugers ekstra orlov med løn samt mulighed for at dele orlov med sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.
  • To børnebørns-omsorgsdage.
  • Indførelse af barnets tredje sygedag.
  • Frihed til at ledsage nærtstående ved sygdom mv.
  • 15 øre ekstra per præsteret time til Samarbejds- og uddannelsesfonden.
  • Forhøjelse af ulempetillægget med 3,5 procent per år.
  • Vederlag på 9.000 kr. årligt til arbejdsmiljørepræsentanter

Vikaroverenskomsten er også landet

Socialpædagogerne har også indgået en overenskomst for pædagogiske vikarer. Det betyder blandt andet at:

  • Både timelønnen, ulempetillægget og tillægget for deltagelse i koloniophold forhøjes med 2,5% pr 1. maj 2025, 2,8% pr 1. marts 2026 og 2,9% pr 1. marts 2027
  • Pensionssatserne forhøjes med 1 procentpoint for månedslønnede og 1,11 procentpoint for timelønnede
  • Normperioden forlænges fra nuværende 4 måneder til 4,5 måned
Bliv medlem