Ferie
Hold øje med din lønseddel: Der er ferietillæg på vej
Får du løn under ferie? Så har du også ret til et ferietillæg. Hvor meget du får, og hvornår det tikker ind, afhænger af, om du er offentligt eller privat ansat. Se her, hvad du skal holde øje med
28. marts 2025

Forfatter: Lea Holtze
Foto: Colourbox
Langt de fleste socialpædagoger får løn under ferie. Er du en af dem, har du også ret til et ferietillæg.
Men ferietillægget udbetales på hele tre forskellige tidspunkter, så der er grund til at holde tungen lige i munden. Ferietillæggets størrelse og udbetalingstidspunkt varierer også afhængigt af, om du er offentligt eller privat ansat.
Her får du svar på, hvad der helt præcis gælder for dig.
Ansat i en kommune eller region
Som offentligt ansat har du ikke alene ret til det lovpligtige ferietillæg på 1 pct. af din løn. Socialpædagogerne har også forhandlet en overenskomstaftale for dig, som gør, at du derudover får en særlig feriegodtgørelse, der er højere end 1 pct.
Som ansat i en kommune eller region får du derfor et ferietillæg, der består af to dele:
- Det lovpligtige ferietillæg på 1 pct, som udbetales i to rater: Med majlønnen og med augustlønnen.
- En særlig feriegodtgørelse (forhøjet ferietillæg), som Socialpædagogerne har forhandlet til dig, og som er højere end det lovbestemte niveau. Du får feriegodtgørelsen udbetalt sammen med aprillønnen.
Den særlige feriegodtgørelse udgør:
Kommuner:
- 1,48 pct af lønnen
- 1,68 pct af lønnen, hvis du er lærer
Regioner:
- 1,49 pct. af lønnen
- 1,69 pct. af lønnen, hvis du er lærer
Den særlige forhøjede feriegodtgørelse bliver beregnet ud fra din ferieberettigede løn i det forudgående ferieår.
LÆS OGSÅ om det fleksible arbejdsliv: Johnny får større fagligt overskud med lange arbejdsdage
Ansat i staten
Som offentligt ansat har du ikke alene ret til det lovpligtige ferietillæg på 1 pct. af din løn. Socialpædagogerne har også forhandlet en overenskomstaftale for dig, som gør, at du derudover får en særlig feriegodtgørelse, der er højere end 1 pct.
Som statsansat får du derfor alt i alt et ferietillæg på 2,02 pct af din løn. Udbetalingen af dit ferietillæg sker på to måder:
- Enten får du udbetalt ferietillægget i to rater: Den første rate bliver udbetalt sammen med majlønnen og dækker over perioden 1. september til 31. maj. Den anden del af ferietillægget får du udbetalt med augustlønnen og dækker over perioden 1. juni til 31. august.
- Ellers modtager du ferietillægget, når du holder ferie. I så fald beregner din arbejdsgiver løbende dit optjente ferietillæg og udbetaler den del, der svarer til den ferie, du afholder.
Det er din arbejdsgiver, der bestemmer, om ferietillægget udbetales i de to rater, eller når du holder ferie.
Privatansat
Er du privatansat får du som minimum 1 pct. af din løn i ferietillæg. Hvis du arbejder et sted med overenskomst, kan tillægget være højere.
Udbetalingen af ferietillægget kan ske på to måder:
- Enten får du udbetalt ferietillægget over to rater: Den første rate bliver udbetalt sammen med majlønnen og dækker over perioden 1. september til 31. maj. Den anden del af ferietillægget får du udbetalt med augustlønnen og dækker over perioden 1. juni til 31. august.
- Ellers modtager du ferietillægget, når du holder ferie. I så fald beregner din arbejdsgiver løbende dit optjente ferietillæg og udbetaler den del, der svarer til den ferie, du afholder.
Er du fratrådt?
Er du fratrådt dit job, og har du afholdt ferie, inden du fik udbetalt ferietillægget på 1 pct.? Så skal du have udbetalt ferietillægget for den ferie, du har afholdt, i forbindelse med din fratrædelse.
Hvis du er i tvivl om, hvad du får i ferietillæg, kan du altid kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale kreds.