Skal du være forælder? Her er, hvad du skal vide om barsel
Der er nok at glæde sig til, når en lille ny er på vej. Men også at tænke på og bekymre sig om. For hvordan er det nu lige med reglerne for barselsorlov? Det kan du læse her
3. februar 2025

Forfatter: Mikkel Kamp
Foto: Unsplash
Barsel handler om at være sammen med sit barn, men der er mange måder at fordele barslen på. Derfor er det en god idé, at du danner dig et overblik over dine muligheder for barselsorlov, inden du eller din partner kommer alt for langt hen i graviditeten.
Og har du allerede børn og planlægger endnu et, kan du ikke forvente, at alting var som sidst. Fx er den øremærkede barsel kommet til, og vilkårene for soloforældre og LGBT+ forældre er ændret.
Forvirret? Her gennemgår vi ni vigtige pointer om din barsel en for en.
LÆS OGSÅ: Er du nyuddannet? Vi har samlet brugbar viden til dig her
Du har ret til løn under barsel
Er du ansat i en kommune, region, staten eller i det private og dækket af en overenskomst, har du ret til løn under barsel. I de perioder, hvor du får løn under barslen, modtager din arbejdsgiver barselsdagpenge i refusion. Du kan have ret til barselsdagpenge i længere tid, end du har ret til løn under barsel. Her kan du kombinere de to, så du får løn i den første del af din barsel og slutter med at modtage dagpenge.
Som lønmodtager har du som udgangspunkt ret til barselsdagpenge, når du opfylder beskæftigelseskravet. Ønsker du mere information om det, kan du kontakte Socialpædagogernes A-kasse eller Udbetaling Danmark.
Graviditetsorlov afhænger af, hvor du arbejder
Er du ansat i en kommune eller en region, har du ret til at gå på graviditetsorlov med løn otte uger før din forventede termin. Er du ansat i staten, er det seks uger før termin.
Hvis du er ansat på det private område og ikke omfattet af en overenskomst, har du ret til barselsdagpenge fra fire uger før termin.
Går du over tiden – altså føder efter din terminsdato – påvirker det ikke din barsel efter fødslen.
En del af barselsdagpengene er øremærkede
Efter fødslen har hver forælder som udgangspunkt ret til 24 ugers barselsdagpenge. To af disse uger er øremærket til hver forælder og skal holdes de første to uger efter fødslen. Derudover er ni af de 24 uger øremærket til hver forælder og kan ikke overdrages til den anden forælder. Det betyder, at hvis den ene vælger ikke at holde disse uger inden for et år, bortfalder retten til dem.
Du kan overføre din orlov
Ud over den øremærkede orlov er der 13 uger til hver af forældrene, som de kan overføre til hinanden. De skal som udgangspunkt afholdes inden for barnets første leveår, med mulighed for at forlænge eller udskyde orloven frem til barnet er ni år.
Er du forælder i en LGBT+ familie, kan du overdrage orlov, som ikke er øremærket, til ’sociale forældre’. I alt kan fire forældre få del i orloven. De sociale forældre kan være den juridiske forælders ægtefælle, den juridiske forælders samlevende, som har levet i et ægteskabslignende forhold med forælderen i mindst to år, en donor med en forældrelignende relation til barnet eller den kendte donors ægtefælle eller samlevende med en forældrelignende relation til barnet.
Du kan forlænge din orlov
Som både mor og far/medmor har du som lønmodtager ret til at forlænge de 32 ugers orlov, der ligger efter de første 10 uger efter fødslen. For at forlænge din orlov skal du dog afholde alle de 32 ugers orlov.
Orloven kan forlænges med op til 14 uger, hvor barselsdagpengene således fordeles over en længere periode. Med andre ord modtager du ikke ekstra barselsdagpenge for den forlængede periode, men smører dem tyndere ud.
Du skal give din arbejdsgiver besked om, at du ønsker at forlænge din orlov, senest 6 uger efter fødslen.
Hvis du vælger at forlænge din orlov, vil den pension, du har ret til, blive fordelt over den forlængede periode. Pensionen indbetales forholdsmæssigt for hele perioden, og du optjener ret til ferie, så længe der indbetales pension.
Du kan udskyde dele af din orlov
Du kan udskyde dele af din orlov til senere. Det kræver dog, at du er i arbejde både på tidspunktet, hvor du udskyder orloven, og når du holder den.
Du har ret til at udskyde fem ugers orlov, uden at din arbejdsgiver skal give tilladelse. Du skal dog give besked om udskydelsen seneste otte uger efter fødslen. Når du vil afholde orloven, skal det ske i en sammenhængende periode, og inden barnet fylder ni år. Du skal varsle din arbejdsgiver senest otte uger inden orloven.
Du kan også udskyde orlov efter aftale med din arbejdsgiver. Her aftaler I individuelt, hvor mange uger du vil udskyde. Også her skal orloven bruges, inden barnet fylder ni år.
Du har en række forpligtelser
Senest tre måneder før den forventede fødsel, skal du fortælle din arbejdsgiver, at du er gravid. Du skal også fortælle, hvornår du forventer, at din barselsorlov begynder.
Senere i forløbet – senest seks uger efter fødslen – skal din arbejdsgiver have besked om, hvornår du forventer at vende tilbage til jobbet.
Er du far eller medmor skal du fortælle din arbejdsgiver, hvornår du forventer at gå på orlov. Det skal du gøre senest fire uger før termin.
Soloforældre og enlige har ret til længere orlov
Er du soloforælder, har du ud over de 24 ugers barselsorlov mulighed for at ansøge om yderligere 22 ugers orlov hos Udbetaling Danmark. Det giver dig samlet mulighed for at holde 46 ugers orlov med barselsdagpenge. Af de 46 uger kan du overdrage op til 32 uger med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem. Vedkommende skal holde orloven, inden barnet fylder et år.
Hvis I er to forældre, men I ikke bor sammen, når barnet bliver født, har den forælder, barnet bor hos, ret til 13 ugers ekstra barselsdagpenge, inden barnet fylder et år – altså i alt 37 uger. Har du eneforældremyndighed, kan du ansøge Udbetaling Danmark om ni ugers ekstra orlov. De skal som udgangspunkt afholdet inden barnet fylder et år.
Forældre til flerlinge får ekstra orlov
Har du fået tvillinger, trillinger eller flere, som er født den 1. maj 2024 eller senere, får begge forældre hver 13 ugers øremærket flerlingeorlov, som skal afholdes inden barnet fylder et år. Disse 13 uger kan ikke overføres mellem forældrene. Til gengæld kan de overføres til sociale forældre.