Fleksible arbejdstider
Overvejer I også at indføre lange arbejdsdage? Få arbejdsmiljørepræsentantens bedste råd
Som socialpædagog er Anne Johansson glad for muligheden for lange tjenester i jobbet på Botilbud Rude Skov. – Det giver mere rolige arbejdsdage, siger hun. Men som AMR er hun opmærksom på de udfordringer, der også følger med de lange dage. Få Annes fem gode råd til, hvordan I lykkes
25. februar 2025

Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Sofia Busk
En arbejdsdag på 15 timer – og til gengæld færre weekender og flere sammenhængende fridage. Den model med lange tjenester har de indført på Botilbud Rude Skov til de medarbejdere, der selv ønsker det. Og en af dem er socialpædagog og AMR Anne Johansson, som arbejder i et 1:1 projekt, hvor hendes arbejdsdag foregår sammen med én enkelt beboer i timerne fra kl. 6:45 til 22:15.
– Fordelene ved de lange tjenester er først og fremmest, at der er mere ro på, fordi vi ikke har så mange skift i løbet af dagen, og fordi jeg oplever en anden fleksibilitet i og med, at jeg ikke skal være færdig med en aktivitet til et bestemt tidspunkt. Jeg tror, jeg udstråler en anden ro, siger Anne Johansson.
Personligt er hun også glad for, at skulle afsted færre gange i løbet af en måned:
– Jeg cykler 17 km på arbejde, så det betyder da noget for mig, at jeg ikke skal afsted helt så mange gange.
LÆS OGSÅ: For Johnny giver lange arbejdsdage fagligt overskud
Fem gode råd
Det var i forbindelse med KL’s projekt ’En fremtid med fuldtid’, at Botilbud Rude Skov valgte at afprøve lange tjenester. Og Anne Johansson er som udgangspunkt rigtig glad for muligheden for at kunne vælge de lange arbejdsdage.
Men – når man er på arbejde så mange timer i træk, kræver det en særlig opmærksomhed på fx pauser og kommunikation. Her får du fem gode råd fra arbejdsmiljørepræsentanten:
Husk pauserne
Med lange dage er det vigtigt at forholde sig til, hvad en pause er, og hvornår man holder den. Er det fx en pause, når man går ud og laver lidt frugt til beboeren? Og hvor går man hen, når der ikke er et egentligt pauserum? Det er vigtigt, at man tager behovet for pauser og restitution alvorligt – ikke mindst i 1:1 projekter, hvor det kan være svært at trække sig fra arbejdet med borgeren. Det kræver fleksibilitet kollegerne imellem, så man kan dække ind for hinanden og sikre, at alle får mulighed for at trække sig fra arbejdet og holde de nødvendige pauser. Og det er bedst, hvis man har et pauserum.
Der skal være nok afløsere
Hvis lange tjenester skal blive en succes, skal der være nok afløsere. Det sikrer, at man ved sygdom eller andet fravær er nødt til fra arbejdspladsen at kalde en kollega på arbejde, som fx er i gang med sine fire sammenhængende fridage. Hvis det sker for ofte, at man får afbrudt sine fridage, så mister man muligheden for at restituere – og det er nødvendigt, for man er ganske enkelt mere brugt, når man har været på arbejde i 15 timer. Så det kræver et vist antal afløsere at få det rigtige rul.
Sæt fokus på kommunikationen
Når man er færre dage på arbejde i løbet af en måned, går der længere tid mellem, at man ser kollegerne. Det kræver et ekstra fokus på kommunikation i forhold til både pædagogik og delmål samt beboernes udvikling og alle de betragtninger og notater, man gør sig i løbet af en arbejdsdag. Men også et særligt fokus på alle de små praktiske ting som fx, at der mangler shampoo, eller at beboeren bliver hentet næste gang af sine forældre. Ledelsen skal bakke op om, at det er vigtigt, at vi kommunikerer og overleverer, når vi ser hinanden sjældnere. Ellers risikerer man, at der går for meget viden tabt.
Husk at det kræver rutine
Når man ansætter nye medarbejdere, får de typisk et vist antal følvagter. Men når det gælder lange tjenester, kræver det noget mere rutine, fordi man som socialpædagog ofte er alene med beboeren i mange timer. Og det kan godt være en stor mundfuld for en nyansat medarbejder, som ikke kender alle rutiner og den struktur, den enkelte beboer har brug for. Derfor er det godt at vente med de lange tjenester, til man har opbygget en vis rutine.
Mærk efter
Lange arbejdsdage slider mentalt og fysisk – så det er vigtigt, at man mærker efter, om man kan holde til det. Og at man kan sige fra, hvis ikke det fungerer for en. Man skal også sørge for at have nok mad med, så man ikke går ned på energi i løbet af dagen. Og så er det min oplevelse, at den første fridag efter en lang arbejdsdag skal bruges på at restituere og undgå aftaler, der kræver for meget af en.