Måltidet handler ikke bare om at blive mæt – men hvad handler det så om?

Hvorfor smager persille af surt græs, hvis man holder sig for næsen, mens man tygger? Og hvad sker der inde i munden, hvis der bliver fortalt en ulækker historie?

Den slags sanseoplevelser gik et hold af medarbejdere fra Geels­gårdskolen for børn med svære fysiske og psykiske handicap for nylig på opdagelse i sammen med en madkonsulent. Og ikke kun her er ny viden og tilgange til måltidet på menuen.

Socialpædagogiske arbejdspladser som døgnrehabiliteringstilbuddet Selma Marie etablerer spiseklubber for at træne kommunikation og relationsdannelse, mens andre steder bruger måltidet til at sætte fokus på fællesskab, madglæde, samvær og sanselighed.

LÆS OGSÅ: Social spisegruppe: Frikadeller med salat og social træning

Men mange steder handler måltidet stadig mest af alt om at blive mæt – måske er det ligefrem en pause fra de socialpædagogiske aktiviteter. Og det er synd. Ja, lige­frem et tab af udviklingsmuligheder.

Kompleks opskrift på det gode måltid 

Det mener flere fagfolk, Socialpædagogen har talt med. Og der er god grund til at dykke ned i, hvorfor – og hvordan – du i så fald selv kan arbejde med måltidet som en central socialpædagogisk aktivitet. For opskriften på det gode måltid er uhyre kompleks.

Men først og fremmest er måltidet vigtigt, fortæller Jon Fuglsang, der er lektor og vejleder i måltidssociologi ved Københavns Professionshøjskoles Ernærings- og Sundhedsuddannelse.

– De fleste af os spiser tre gange om dagen, så måltidet betyder jo meget for os, selvom vi ikke ser det som noget særligt. Men måltidet er på mange måder dér, hvor vores identitet og sociale relationer dannes. Samfundsvidenskabeligt har det været opfattet som et kønnet felt, der hørte til privat­sfæren. Men måltidet er noget, vi er nødt til at interessere os mere for, for der er et kæmpe uudnyttet potentiale, siger han.

Det er et sundhedsmæssigt svigt

Jon Fuglsang har selv været optaget af det pædagogiske måltid i 15 år. I den tid har der i stigende grad været fokus på gode madvaner i daginstitutioner, på skoler og i ældresektoren. Men han savner, at socialområdet følger trop.

– Jeg oplever, at måltidet opfattes som et privat anliggende, fordi borgerne i forvejen bliver reguleret meget. Så man trækker sig som fagprofessionelle – for selv at få et frirum og for ikke at overskride borgernes selvbestemmelsesret. Men ud over at miste glæden ved at dyrke måltidet er det et sundhedsmæssigt svigt, siger han.

Måltidet er et vigtigt udviklingsrum

Men én ting er, at udsatte borgere boner negativt ud i sundhedsstatistikkerne. Noget andet er, at måltidet er et vigtigt lærings- og udviklingsrum for kognitive, emotionelle og sociale processer.

Det fortæller blandt andre Lise Justesen fra Københavns Professionshøjskoles Ernærings- og Sundhedsuddannelse, der forsker i mad og måltider på ældreområdet.

– Vi ser en tydelig sammenhæng mellem borgernes funktionsevne, appetit og livskvalitet. Måltidets sanselighed vækker erindringer og evner til at udtrykke sig. Måltidet er også en vej til at gøre noget sammen, som øger muligheden for anerkendelse og interaktion med hinanden. Og endelig ligger det dybt i os, at måltidet er noget socialt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Vi har en neuropædagogisk tilgang til måltidet

En løftestang for sociale forandringer

Netop hvad angår det sociale, har et nyt begreb for alvor vundet indpas de sidste godt og vel otte år: socialgastronomi. Ordet dækker over at tænke mad og måltider som løftestang til at skabe sociale forandringer og fællesskaber på tværs af kulturer, aldre og social status.

Herhjemme er der bl.a. gjort forsøg med at etablere fællesspisning og madklubber i boligblokke og såkaldte ’skæve boliger’ for at fremme fællesskab og tryghed i et område – og ikke mindst give empowerment til folk ved at involvere dem i at tilberede maden frem for at blive passivt bespist.

Når alle sanser bombarderes

Men som socialpædagog ved du om nogen, at borgernes fysiske og kognitive forudsætninger og behov er lige så forskellige, som folk er flest. Og netop måltidet kan være præget af uro, stress og dårlig stemning – og det kan være en stor opgave at deltage i det sansebombardement, et måltid er, hvor trivslen ikke mindst er afhængig af det, der kommer indenbords.

Så nok er måltidet vigtigt. Men hvad er så opskriften på det gode måltid?

Den findes næppe – i hvert fald er ingredienslisten lang. Men der kan fx være to veje at gå ind i arbejdet med det gode måltid. Den ene er at arbejde med ’værtskabsmåltider’. Den anden er at arbejde med måltidet ud fra et neuropædagogisk perspektiv.

Jeg er vært i dag

Lise Justesen har gjort forsøg med at etablere morgenmadsklubber i plejeboliger, hvor værtskabet spillede en central rolle.

– Værtskab er en metode til at understøtte individet og fællesskabet i et måltid. På et bosted har man sikkert nogle måder og faste tidspunkter, man spiser sammen. Der er ofte også fokus på medicin og måske på en særligt urolig borger. Men det er vigtigt at understøtte, at vi også skal nyde hinanden og maden. Og her skal personalet tage teten og sige: Jeg er vært i dag og fortæller, hvordan vi skaber rammerne og hjælper med at styre samtalerne, så du får et godt måltid, siger hun og fortsætter:

– Mad er ikke bare noget fysisk. Det er tilberedt af nogen, og det kan være meget vigtigt at vide, hvem ’nogen’ er. I det hele taget er måltidet noget, vi strukturerer store dele af vores liv ud fra. Derfor skal strukturen være klar – hvad spiser vi, hvornår spiser vi, hvor spiser vi, og hvordan spiser vi? Når vi kender strukturen, kan vi lege med mad og måltid som et læringsrum.

LÆS OGSÅ: Spiseforstyrrelser: De små skridt skaber håb

Klara elsker smør

I morgenmadsklubberne for ældre – nogle med demens – gjorde Lise Justesen bl.a. forsøg med at overdrage værtskabet til de ældre, som stod for at planlægge, tilberede og præsentere morgenmaden.

– Her arbejdede vi med at overlade initiativ, beslutnings- og vurderingsevne til værten. Og gruppen lærte efterhånden, at Klara elskede at lave hjemmelavet smør, og Sussanne holdt af at lave juice, så de fik forskellige roller i fællesskabet. Det understøttede deres selvforståelse og identitet, fortæller hun.

Funktionsevnen steg markant

Gruppen fandt frem til ting, som var fælles for dem – fælles forklæder, en særlig dug eller te-kande, der skulle på bordet. Og gruppen udviklede sig gennem drømme. En ville fx gerne rejse med klubben, så de rejste hen på en anden afdeling og lavede morgenmad til dem.

– Efter ni gange var den madrelaterede funktionsevne steget markant. Anerkendelsen gennem værtskab understøttede relationsdannelsen. Og læren om sund mad og tilberedning gav kompetencer med videre, siger Lise Justesen og understreger, at måltidet er et relevant udviklings- og læringsrum for alle.

– For borgere uden sprog kan stærke kropslige ritualer som at skåle, nikke til hinanden, få skænket vand eller overrække saltet være en vigtig måde at blive set og hørt. Der er mange veje. Fagligheden ligger i at styre måltidet i forhold til gruppen og de enkeltes behov og kompetencer, siger hun.

Holdninger til måltidet er forskellige

Bliver du overvældet af de mange muligheder? Eller tænker du, at de rammer ved siden af din hverdag? Netop derfor anbefaler Merete Sand, der er lektor ved Pædagoguddannelsen UCN, at bruge et neuropædagogisk perspektiv som indgang til måltidet – uanset målgruppe.

For måltidet er uhyre komplekst: Borgernes biologiske processer i hjernen og erfaringer med relationer er vidt forskellige. Ligesom holdninger til måltidet kan være præget af forskellige værdier og opvækst.

– Vi skal væk fra synsninger. Måltidet skal løftes op på et niveau, hvor det har en fælles faglig refleksionsramme. Neuropædagogikken kan samle den kompleksitet, siger hun.

Fire forskellige perspektiver 

Når Merete Sand underviser socialpædagoger i mad og måltider i et neuropædagogisk perspektiv, har hun modellen ’Det neuropædagogiske firkløver’ med (se illustration, red.). De fire blade – det psykologiske, det biologiske, det filosofiske og det sociologiske – repræsenterer forskellige perspektiver, man kan være nysgerrig på i forhold til tegn, borgeren udviser ved måltidet.

– Når man bevæger sig rundt på hvert enkelt blad, kan man se, hvad der lykkes i relation til måltidet, og hvad der skal skrues på. Derfra går vi ned i socialpædagogikken og planlægger den pædagogiske aktivitet, siger hun.

Et godt råd: Tænk det småt

At analysere hver enkelt borger ud fra hvert af de fire blade i firkløveren kan måske synes som noget af en mundfuld. Og et vigtigt budskab fra Merete Sand er da også: Tænk det småt.

– Kig i stedet på konteksten først: Indeholder konteksten en god grundstemning? Har vi fokus på, hvilke stole borgerne sidder på? Kan du på individniveau møde borgerne med lidt mere ro og spejling? Kan I på teamniveau beslutte at flytte bordene lidt fra hinanden? Eller kan I på organisationsniveau beslutte at lave en mad- og måltidspolitik? siger hun.

Du skal kende grænsen

Og med til arbejdet med måltidet hører bestemt også at kende grænsen for, hvornår måltidet skal være et pædagogisk læringsrum, og hvornår det ikke skal, understreger hun.

– Det vigtige er at være bevidst om måltidets kompleksitet, og hvad man vil i mål med. Hvis målet er fred og ro til at spise, skal borgerne udvikle sig socialt via samtaler i en anden kontekst. Det vigtige er, at man gør sig overvejelserne. For ellers tror jeg, vi alle kender til, hvor anspændt, ubehageligt og stresset et måltid kan være, når det ikke fungerer, siger hun.

Velbekomme.