Ledere
Indkaldt til tjenstlig samtale? Sådan får du juridisk bistand fra din fagforening
Hvis du som leder oplever problemer i dit eget ansættelsesforhold og har brug for juridisk hjælp, står Socialpædagogerne klar til at hjælpe dig. Læs her, hvad du kan forvente, hvis du fx bliver indkaldt til en tjenstlig samtale eller en påtænkt opsigelse
22. januar 2025

Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Illustrator: Rikke Rhein-Knudsen
For dig, som er leder, kan det godt føles utrygt pludselig at være den, der selv bliver indkaldt til en tjenstlig samtale – eller en påtænkt advarsel eller afsked. Men sker det, skal du vide, at du kan få juridisk bistand fra Socialpædagogerne.
Og er du leder eller mellemleder og har personaleansvar, kan du få rådgivning direkte fra en konsulent i forbundssekretariatet. Alt, hvad du skal gøre, er at henvende dig på 7248 6000 og bede om at tale med en af konsulenterne på området.
Vi kan sparre og bistå lederen
– Når jeg rådgiver øverste ledere, befinder de sig i en meget uvant situation. Når man plejer at være ’in charge’, så er det utrygt pludselig at være den, der måske selv er indkaldt til tjenstlig samtale. Hos Socialpædagogerne kan vi med vores juridiske kompetencer forhandle og sparre med lederen og bistå vedkommende, så han eller hun får sine interesser varetaget bedst muligt, lyder det fra jurist i Socialpædagogerne Troels Petersen.
Hvad skal du gøre?
Hvis du som leder oplever problemer i dit ansættelsesforhold, står vi klar til at hjælpe. Det kan fx være, hvis du bliver indkaldt til tjenstlig samtale, får en advarsel eller står til afskedigelse.
Her vil det som udgangspunkt være vores juridiske lederteam, der står klar til at hjælpe dig - medmindre du selv ønsker, at din lokale kreds varetager sagen.
Læs mere: Sådan får du juridisk rådgivning
Hvordan foregår det?
Socialpædagogernes konsulent gennemgår herefter baggrunden for din henvendelse sammen med dig og giver dig den juridiske bistand, du har brug for.
Hvis du ønsker det, kan du få en konsulent med som bisidder til en tjenstlig samtale, og konsulenten vil også stå for en forhandling med din arbejdsgiver, hvis det bliver aktuelt at indgå en fratrædelsesaftale for dig. Vi vil dog kun indgå en fratrædelsesaftale med din arbejdsgiver, hvis du kan godkende vilkårene i aftalen.
Det får du som ledermedlem i Socialpædagogerne:
1. Få indflydelse
I Socialpædagogernes advisory board for ledere har du mulighed for byde ind med dine erfaringer og perspektiver på højaktuelle temaer inden for fx socialpolitik, ledelse, uddannelsespolitik og andet, der kan bidrage til at udvikle det socialpolitiske felt.
2. Styrk din lederrolle
Du kan som leder få gratis coaching og sparring på din lederrolle hos en professionel erhvervscoach – og du kan gennem Lederlinjen få støtte og rådgivning hos erfarne erhvervspsykologer, hvis du oplever, at dit ledelsesarbejde er under pres.
3. Hjælp til rekruttering
Når du som leder er på jagt efter den mest kompetente socialpædagog, kan du hente hjælp hos Socialpædagogernes jobkonsulenter. Med et solidt kendskab til det socialpædagogiske arbejdsmarked kan de hjælpe dig med at finde de rette kandidater til vikarstillinger eller fastansættelser.
4. Kontante fordele
Socialpædagogernes lønforsikring er en del af dit medlemskab og sikrer dig 80 pct. af din løn i op til seks måneder, hvis du mister dit job. Derudover har du som ledermedlem en attraktiv pensionsordning hos PKA.