Gå til indhold

Social spisegruppe

Frikadeller med salat og social træning

Generthed, kommunikationsforstyrrelser eller angsten for at dumme sig kan udfordre unge med erhvervet hjerneskade i at være sociale – også ved spisebordet. Men i en social spisegruppe på Neurorehabiliteringen Selma Marie tanker fire beboere tanket selvværd og fællesskabsfølelse over aftensmaden

23. januar 2025

Artikel
Med en social spisegruppe har neuropædagog Marie Louise Esbjerg været med til at give unge beboere på Selma Marie nogle kompenserende strategier, så de på trods af deres kognitive kommunikationsforstyrrelser kan blive attraktive samtalepartnere – også når sproget slår knuder.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Line Falck Christensen

Det ligner en helt almindelig måltidssituation. Bordet er dækket med dug, tallerkner, bestik, glas og dagens ret.

Men intet er almindeligt, når der mandag aften er social spise­gruppe for fire af beboerne på Selma Marie i Ølstykke – et højt specialiseret neurorehabiliteringstilbud for unge med erhvervet hjerneskade. Her er det ikke maden, der er i fokus – men alt det, der foregår rundt om mål­tidet.

Eller det, der ikke foregår.

Svært ved at være sociale

De unge kan nemlig af flere årsager have svært ved at tage initiativ til kommunikation, så hvis ikke rammen sættes, kan der under et helt måltid være helt stille, fordi ingen ved, hvad de skal byde ind med.

– Vores beboere er unge med erhvervet hjerneskade. De har alle kognitive kommunikationsforstyrrelser, og nogle har svært ved at udtrykke sig og være sociale. De er vant til at spise i tavshed og ikke være en del af det, der foregår omkring bordet. Idéen med en
social spisegruppe er derfor at bruge måltidet til at arbejde systematisk med social kommunikation, fortæller neuropædagog Marie Louise Esberg.

LÆS OGSÅ: Måltidet som øvebane: Når vi samles om måltidet, handler det om meget mere end at blive mæt

Samme ramme hver gang

Igennem knap et år har hun i et tværfagligt samarbejde med audiologopæder (arbejder bl.a. med at diagnosticere og behandle mennesker med kommunikative vanskeligheder, red.) gennemført et pilotforsøg med en ugentlig social spisegruppe.

Hver mandag aften har hun dækket bord på præcis samme måde som ugen før – for de samme fire beboere:

– Det har været vigtigt, at rammen – det synlige og det sanselige – var den samme hver gang. Det giver beboerne en tryghed, at de sidder på samme plads, at jeg bruger samme hvide dug med grønne blomster, og at de ved helt præcis, hvad der skal ske, når vi har social spisegruppe.

Der sker noget magisk, når de lærer noget sammen. Når beboerne oplever, at de andre godt gider dem, opstår der nye venskaber.

Karen Kaiser-Fogedby, audiologopæd Selma Marie
Tre af nøglepersonerne i 'Social spisegruppe' projektet på Selma Marie: Lokopæd Jeppe Birkmose Leopold (tv), neuropædagog Marie Louise Esbjerg og audiolokopæd og funktionsleder Karen Kaiser-Fogedby (th).

Kort fortalt

De fleste spiser tre gange om dagen. Alligevel ser mange af os mest måltidet som der, hvor vi får stillet vores sult. Men situationen rundt om spisebordet er på mange måder der, hvor identitet og sociale relationer dannes. Og der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale i at bruge måltidet som en central socialpædagogisk aktivitet, mener eksperter.

I temaet i fagbladet Socialpædagogen fra december 2024, sætter vi fokus på måltidet som social øvebane - og giver dig opskriften på, hvordan du gør måltidet til et vigtigt lærings- og udviklingsrum for kognitive, emotionelle og sociale processer.

Læs Socialpædagogen #6, december 2024

Social spisegruppe på Selma Marie

Fire borgere indgik i pilotforsøget med en social spisegruppe. Over ca. et år mødtes de hver mandag aften for at spise og være sociale sammen. Neuropædagog Marie Louise Esberg deltog og stod for det praktiske omkring spisegruppen, og maden var beboerne på skift med til at lave.

Hver beboer havde en fast opgave – som fx at præsentere maden eller fortælle om en god oplevelse fra den forgange uge. Formålet var at motivere til samtale og sociale fællesskaber.

Med social træning omkring måltidet fik beboerne, der alle er unge med erhvervet hjerneskade, nogle strategier for, hvordan de på trods af kognitive kommunikationsforstyrrelser kan blive attraktive samtalepartnere – også når de flytter fra tilbuddet.

Der sker noget magisk

At bruge måltidet som rammen for at træne sociale færdigheder og kommunikation har vist sig at være en succes.

Efter hvert måltid i den sociale spisegruppe har de fire beboere evalueret – og efter lidt begyndervanskeligheder viste det sig hurtigt, at de oplevede at være en del af samtalen og følte sig hørt og forstået af de andre rundt om bordet, når Marie Louise Esberg sørgede for de rigtige rammer samt den tilpassede støtte.

– Når beboerne oplever at få den støtte, de har behov for, så føler de sig trygge i forhold til at byde ind med det, de kan. Men jeg skal som fagperson være den, der sætter rammen og sørger for, at der er god tid og tålmodighed rundt om bordet. Så fungerer måltidet som et oplagt socialt samlingspunkt, hvor man i trygge rammer kan øve sig i det, der er svært, siger hun.

LÆS OGSÅ: Vi har en neuropædagogisk tilgang til måltidet

Kan bruges i livet uden for Selma Marie

Ifølge Karen Kaiser-Fogedby er de relationer og den udvikling, der opstår i spisegruppen, direkte overførbar til det liv, beboerne skal leve uden for Selma Marie.

– Der sker noget magisk, når de lærer noget sammen. Når beboerne oplever, at de andre godt gider dem, opstår der nye venskaber. Så bliver der grinet og prøvet grænser – og de unges selvværd vokser, i takt med at de mærker, at de er medbestemmende, at de andre lytter til dem – og at de skridt for skridt bliver bedre til at byde ind og holde en samtale i gang.

Lyt til Socialpædagogernes podcast: 'Det gode måltid - i neuropædagogisk perspektiv'

Jeg har lært at være stille

For Marie Louise Esberg har den sociale spisegruppe også været en faglig øjenåbner, fortæller hun.

– Før vi gik i gang, havde jeg et mål om, at jeg ville øve mig i at tale langsommere og bruge færre ord. Jeg ville øve mig i ikke at udfylde hullerne hele tiden. Være mindre uundværlig, men stadig støttende. For når jeg overtager styringen i samtalerne, er der ikke altid læring i det for beboerne.

Og hun opdagede hurtigt, at når hun var stille, tog andre initiativ.

– Med spisegruppen handler det om at give de unge nogle kompenserende strategier, så de på trods af deres kognitive kommunikationsforstyrrelser kan blive attraktive samtalepartnere – også når sproget slår knuder. Så når jeg sad helt stille, var der i starten tavshed rundt om bordet i flere minutter. Men pludselig er der en, der siger ’nå, men hvad har du lavet i dag?’ Og så er samtalen i gang.

På Selma Marie er de nu i gang med systematisk at udbrede sociale spisegrupper til de øvrige beboere, og ønsket er, at der på sigt arbejdes systematisk og kontinuerligt med kommunikationen ved hvert aftensmåltid.

Bliv medlem