Nu er Pia socialpædagog og kunne aldrig forestille sig at lave andet: Det er hér, magien opstår

– Du skal glæde dig til at møde beboerne. Det er nogle rigtig dejlige mennesker, siger en socialpædagog til Pia Kræfting, da hun første gang bliver vist inden for i Mette Mariehjemmet. 

På det socialpsykiatriske botilbud bor 16 mennesker med en sindslidelse og et aktivt problembrug af rusmidler. Der er ingen overfaldsalarmer. Ingen indelåste knive. Og da de passerer en beboer i fællesrummet, bliver Pia Kræfting hjerteligt introduceret for ham – før de går videre ind til forstanderens kontor, hvor hun pænt må vente uden for, mens en beboer får lettet sit hjerte. 

– Deres menneskesyn var sådan en lettelse, siger Pia Kræfting, mens hun sænker skuldrene med et suk ved tanken om mødet med stedet, hvor hun havde sit sidste praktikforløb under pædagoguddannelsen. 

Socialpædagogen har sat Pia Kræfting i stævne til en snak om, hvorfor det er, hun ser et uendeligt potentiale i faget – og hvorfor hun samtidig er kritisk over for uddannelsen. Måske er begge dele noget, du kan genkende? 

Der er aldrig ét facit

Tilbage på Mette Mariehjemmet lærte Pia Kræfting, at målet med den faglige indsats ikke nødvendigvis var at gøre en mand på 60, der har taget metadon i årtier, stoffri og klar til en tilværelse i egen bolig. Men ved at møde ham – efter et liv i et hårdt miljø på gaden – på en respektfuld og anerkendende måde, kunne de rykke ved hans evne til at være i gode relationer med andre mennesker. 

Pia Kræfting fik også lært, at i arbejdet som socialpædagog gjaldt det om at lave prøvehandlinger. Der var aldrig ét facit. Og hun kunne ikke gøre noget forkert, så længe hun kunne argumentere fagligt for det, hun gjorde.  

– Det handlede grundlæggende om at se mennesket og forstå, at vi aldrig kommer til at forstå det fuldstændig – og alt det magiske der ligger i det. For dermed kan vi heller aldrig udtømme mulighederne for at hjælpe dem. Det gør det stadig fedt at gå på arbejde. Ikke fordi jeg nødvendigvis altid kan se alle de redskaber, der er at gribe ud efter, men fordi håbet aldrig slipper op. Det synes jeg er fedt, siger hun. 

Må råbe op om uddannelsen 

Og netop den begejstring har Pia Kræfting i dag med sig ud i faget, efter at hun i godt og vel et halvt år har kunnet kalde sig færdiguddannet socialpædagog. Men hun husker også tilbage på sin studietid med frustration.

– Jeg ville til sidst bare virkelig gerne være færdig, fordi jeg var så frustreret over uddannelsen. De problemer, jeg oplevede, ser jeg det nu som min opgave at sige højt, siger hun.  

 Pia Kræfting peger bl.a. på, at der var alt for lidt undervisning, og at den undervisning, der var, havde et akademisk fokus afkoblet fra praksis.  

– Arbejdet som socialpædagog handler bl.a. meget om relationskompetencer og evnen til at reflektere, men det er ikke en del af uddannelsen. Vi lærer måske om tilknytningsteori, men hvordan er man en hensigtsmæssig voksen over for en ung med tilknytningsvanskeligheder? Og hvad er mit eget tilknytningsmønster? De spørgsmål bliver ikke stillet. Du kan læse nok så meget om low arousal, men det skal kobles til refleksioner over, hvordan du er i low arousal, når du står over for en ung, der lige har selvskadet, siger hun. 

Pia Kræfting oplevede, at hun fik for lidt viden om målgrupperne, at fremmødet haltede gevaldigt, og at den faglige barre blev sat derefter.  

– Det er problematisk, at du skal ud at arbejde med mennesker, men nærmest kan komme igennem uddannelsen uden at være der. For mig handler det grundlæggende om at tage socialområdet og de mennesker, vi støtter, seriøst – det begynder med prioriteringen af uddannelsen og anerkendelsen af, at det er verdens vigtigste fag, siger hun. 

På bogreolen i hjørnet af den lille lejlighed i Emdrup står biografier om den pakistanske menneskerettighedsforkæmper Malala Yousafzai og journalisten Daniel Rye side om side med studierelaterede bøger om nærvær og om, hvordan samfundet påvirker pædagogisk praksis, såvel som spirituelle bøger om nuets kraft. 

Det handler alt sammen om at forstå, hvad der sker inde i hovedet på andre mennesker, forklarer Pia Kræfting. 

– Og så har jeg gerne villet forstå, hvem jeg er, og hvordan jeg er mest hensigtsmæssigt i verden. Jeg fandt ret sent ud af, hvordan det er at have grænser og opretholde dem. I den proces har jeg lært så meget om relationer. Det har samtidig indkapslet, hvad jeg synes, professionen handler om, siger hun. 

Endte i faget ved et tilfælde 

I helt korte overskrifter er Pia Kræfting vokset op i Nordjylland i et landsbysamfund, hvor hun ikke følte, hun passede ind. Som 11-årig blev hun indlagt på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling med en depression – eller hvad der langt senere skulle vise sig at være fejldiagnosticeret ADD. Herefter fulgte nogle kaotiske teenageår, indtil hun som 19-årig flyttede til København for at finde sin plads i verden.  

– Det var nærmest tilfældigt, at jeg fik et løntilskudsjob i en børnehave. Ved siden af begyndte jeg at tage enkeltfagene til at komme ind på pædagoguddannelsen et efter et, fortæller hun. 

Siden fik Pia Kræfting arbejde i en vuggestue, hvor der var et barn med motoriske vanskeligheder, som ofte slog de andre børn. Hun begyndte at arbejde med at stimulere barnet med en sansepude, når de spiste – og brugte også bolde under barnets fødder.  

– Det var magisk at se hendes udvikling. Og fra ikke rigtig at tro på, at jeg kunne blive socialpædagog, tænkte jeg, at her var noget, jeg måske godt kunne finde ud af, og som gav supergod mening, siger hun. 

Giver unge livsmuligheder 

I dag arbejder Pia Kræfting på Nødebogård, som er et tilbud til unge med særligt vanskelige og komplekse psykiatriske udfordringer, der bl.a. kommer til udtryk gennem selvskade og selvmordstanker. 

Hun lægger ikke skjul på, at hendes egen fortid har motiveret hende til at søge i retning af netop den målgruppe. Men selvom det også betyder, at hun har erfaringer at trække på, er det ikke de personlige erfaringer, der gør hende til en dygtig socialpædagog.  

Men én ting har Pia Kræfting taget med sig fra sin tid på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling: vigtigheden af et godt grin. For da hun var indlagt, var der en socialpædagog, som forstod at løfte stemningen, og som ikke var berøringsangst i forhold til også at have det sjovt med de unge midt i alt det svære:  

– Det lyder måske banalt, men for mig kan humor være indgangen til en relation. De unge er spærret inde og overvåget døgnet rundt, og jeg har set dem gøre forfærdelige ting ved sig selv. Det nemmeste i verden ville være at sætte sig ned ved siden af dem og have ondt af dem. Når jeg ikke er berøringsangst og også tør grine sammen med dem, viser jeg dem, at jeg stadig er her og synes, de er skønne mennesker at være sammen med. Det, tror jeg på, er med til at give dem håb. 

Vil aldrig lave andet 

Pia Kræfting har mere end én gang været på sygehuset med en ung, der havde slugt batterier eller glasskår. Og det har hun godt kunnet rumme.  

Og spørger man Pia Kræfting om hendes egne håb og drømme for fremtiden, er hun ikke i tvivl: Hun kan aldrig forestille sig at lave andet.  

– De virkelig dygtige socialpædagoger er dem, der holder fast i, at ligegyldigt hvor uhensigtsmæssigt et menneske har handlet, er der en gnist et sted derinde. Det er dér, magien bor – i alt det uforståelige i mennesket. Og så er der ikke noget bedre end at have grineflip med vedkommende bagefter – og slippe det hele en lille smule. Og så høre hende sige: Jeg kan mærke, at nu har jeg lyst til, at det skal blive bedre.