Valg til forretningsudvalg
Jeg vil sikre mere direkte medlemsinddragelse
Når Socialpædagogerne afholder kongres i november, skal der vælges nyt forretningsudvalg. En af de foreløbig syv kandidater, der stiller op til de fire poster, er Kathja Ryom. Hun opstiller som næstformand – og her kan du læse lidt om hendes mærkesager og visioner
30. september 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Line Marie Sommer
Valg til forretningsudvalg
Kathja Ryom, stiller op som 2. forbundnæstformand
45 år, Kredsnæstformand Socialpædagogerne Nordjylland siden 2017.
Uddannet socialpædagog. Har primært arbejdet med mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Valgt som TR i 2009 og FTR i 2010. Valgt som faglig sekretær i 2017.
Hvad vil du som medlem af et nyt forretningsudvalg arbejde for? Nævn tre konkrete mærkesager:
- Den røde tråd i det, jeg står for, er det faglige fællesskab. Og her spiller vores tillidsvalgte en nøglerolle. Jeg vil derfor arbejde for, at vi involverer TR og FTR langt mere, end vi gør i dag – og det skal vi gøre ved at give dem reelle kompetencer til at agere på organisationens vegne. Det er dem, der skaber mest værdi ude på arbejdspladserne, så deres rolle skal styrkes – og de skal have samme muligheder uanset hvilken kreds, de hører til.
- Jeg er meget optaget af reelt medlemsdemokrati og direkte medlemsinddragelse, og kigger man på vores nuværende struktur med hovedbestyrelsen og de underliggende udvalg, så mener jeg, at de organer i langt højere grad skal bestå af ’almindelige’ medlemmer og ikke overvejende frikøbte. Det vil give nogle helt andre debatter – og det vil gøre det faglige fællesskab mere synligt og vedkommende for medlemmerne.
- Jeg vil gerne være med til at ændre diskursen i forhold til den måde, vi taler om organisering på. Det har længe handlet meget om økonomiske udfordringer og om, at vi mister medlemmer – men jeg vil hellere snakke om, hvorfor det er så vigtigt at være medlem af en fagforening som vores, der kæmper for alt det vigtige: løn, arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, medlemmernes uddannelse og deres faglighed.
Hvordan vil medlemmerne kunne mærke, at du bliver valgt?
De vil mærke, hvordan jeg arbejder for at sikre mere direkte medlemsinddragelse. Vi skal ikke gå og sige, at det er medlemmernes fagforening, hvis ikke vi har tænkt os at være det. Det kræver nogle ændringer i vores organisation, hvis vi vil sikre mere direkte medlemsinddragelse, men jeg er sikker på, at medlemmerne med mig vil mærke, at de bliver set, hørt og inddraget. Og så vil de møde mig oftere – som medlem af forretningsudvalget vil jeg prioritere at være mere synlig ude i kredense og deltage i de mange relevante arrangementer, de tilbyder medlemmerne.
Hvor ser du Socialpædagogerne om fem år?
Om fem år er vi forhåbentlig der, hvor langt de fleste socialpædagoger og andre medlemsgrupper – uanset hvilket socialpædagogisk område de arbejder indenfor – kan se en værdi i at være en del af vores fagforening. Til den tid har vi et Socialpædagogerne, hvor medlemmerne oplever, at de har mulighed for at få direkte indflydelse på de beslutninger, der træffes. For vi skal huske på, at alle de beslutninger, vi træffer centralt i Socialpædagogerne, har kæmpestor betydning for medlemmernes arbejdsliv og hverdag.
Kort om forretningsudvalget
Forretningsudvalget er forbundets daglige politiske ledelse og består af forbundsformanden, to forbundsnæstformænd og forbundskassereren.
De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget.
Læs mere om kongressen på sl.dk/kongres24