Gå til indhold

Valg til forretningsudvalg

Uanset hvad jeg laver, har jeg medlemmerne med

Når Socialpædagogerne afholder kongres i november, skal der vælges nyt forretningsudvalg. En af de foreløbig syv kandidater, der stiller op til de fire poster, er Benny Andersen. Han genopstiller som forbundsformand – og her kan du læse lidt om hans mærkesager og visioner

6. august 2024

Artikel
De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget. Her genopstiller Benny Andersen til posten som forbundsformand.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Nils Lund Pedersen

Valg til forretningsudvalg

GENVALGT: Benny Andersen blev genvalgt som forbundsformand på kongressen den 14. november 2024.

63 år. Har været formand for Socialpædagogerne siden 2010.

Udover flere tillidshverv i fagbevægelsens top er Benny Andersen præsident for den internationale sammenslutning af socialpædagoger, AIEJI.

Hvad vil du som medlem af et nyt forretningsudvalg arbejde for? Nævn tre konkrete mærkesager:

  1. Løn og ansættelsesvilkår er stadig kernen i mit arbejde. I kølvandet på en historisk OK24 kommer OK25 på det private område og siden OK26, så vi skal fortsat have fokus på at sikre ordentlige vilkår for vores medlemmer. Det handler både om at forhandle overenskomster, der kan understøtte en god løn, som matcher socialpædagogers faglighed og indsats – men der er også mange andre elementer, der spiller ind lige fra arbejdstidsregler til bedre muligheder for frit valg.
  2. Faglighed forandrer liv – som har været motto og rettesnor for vores politiske og professionsfaglige arbejde siden kongressen i 2022 - er stadig vigtig. Vi skal klø på i forhold til at sikre både flere uddannede socialpædagoger og en uddannelse, der matcher vores arbejdsmarked. Vi ved, at det betyder noget for såvel arbejdsmiljøet som kvaliteten i arbejdet, at vi får øget andelen af uddannede socialpædagoger. Det spor skal vi videre udad. Og så skal vi have flere til at søge mod verdens bedste fag – flere unge skal vælge at uddanne sig til socialpædagog, og flere ufaglærte skal vælge at tage en merituddannelse.
  3. At få Indflydelse og skabe resultater, det skal vi hele tiden søge og arbejdede for. Det med, at vi er en resultatfagforening og ikke en protestbevægelse, skal være ved i alt det, vi laver. Det er for mig en måde at tænke på – og det skal også fremover være den røde tråd i vores arbejde.

Hvordan vil medlemmerne kunne mærke, at du bliver valgt?

De vil mærke det på den måde, at uanset hvad jeg laver, så har jeg medlemmerne med. Om jeg er til et møde med en minister, en forhandling med en arbejdsgiver eller har en snak med en samarbejdspartner, vil socialpædagogernes dagligdag og vilkår altid være med. Det er medlemmernes dagsorden og deres arbejdsliv, det handler om. Det er derfor, jeg prioriterer at tage på arbejdspladsbesøg og møde medlemmerne – og derfor jeg konstant opsøger dialogen med medlemmerne på sociale medier, konferencer eller webinarer.

Hvor ser du Socialpædagogerne om fem år?

Om fem år er vi endnu mere end i dag en fagforening, som alle socialpædagoger ved, de har i ryggen, hvis de støder på udfordringer i deres arbejdsliv. Vi er en fagforening, hvor medlemmerne får den viden og inspiration til at udvikle deres fag og faglighed – og en fagforening, som søger indflydelse og sætter socialpædagogers faglighed på dagsordenen. Når medlemmerne står med et spørgsmål, hvad end det handler om deres faglighed eller vilkår, skal de søge os først – ud fra tanken om, at hov, det ved de helt sikkert noget om i min fagforening.

Kort om forretningsudvalget

Forretningsudvalget er forbundets daglige politiske ledelse og består af forbundsformanden, to forbundsnæstformænd og forbundskassereren.

De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget.

Læs mere om kongressen på sl.dk/kongres24

Bliv medlem
Bliv medlem