Mit faglige fokus: Jeg tager stress ud af kommunikationen med de unge

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Ina Lützner Buch

Uddannet i 2000. Ansat på Kilden STU og botilbud i Store Heddinge der er et selvejende tilbud til unge i alderen 16-25 år.

Hvad er dit faglige fokus?

Mit fokus er dobbelt. Del har jeg fokus på den unge – og dels har jeg fokus på, at jeg selv er i low arousal og kan affektsmitte med ro og nærvær. Jeg er afventende og giver plads til, at den unge kan udtrykke sig, hvad enten det er verbalt eller på andre måder. Derved kan den unge føle medbestemmelse og tage ansvar for, hvad der skal ske.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have?

Mange af vores unge bliver overrumplet af forventningerne til dem. Høje krav kan presse dem ud i tilstande, som de ikke selv kan håndtere. Hvis vi stiller et spørgsmål og forventer et hurtigt svar, og hvis vi glemmer at udvise forståelse for, at den unge kan have en forlænget latenstid, så stresser vi de unge. Dermed presses deres metalliseringsevne, ligesom deres adgang til løsningsorienteret og kreativ tænkning forringes. Jeg arbejder derfor med at tage stress ud af kommunikationen, så de unge ikke føler sig overrumplet og misforstået.

Giv et eksempel fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Når vi har statusmøder, bliver de unge mødt med mange spørgsmål fra deres sagsbehandler om deres hverdag og deres ønsker for fremtiden. Hvis ikke de svarer ret hurtigt, får de ofte spørgsmålet igen – men nu stillet på en ny måde. Selvom den måde at spørge på er ment som en støtte, så oplever jeg ofte, at man på den måde afbryder deres tankerække. Her er det min opgave som socialpædagog at have en klar aftale med den unge om, at jeg beder sagsbehandleren vente et øjeblik og dermed giver den unge ro. Jeg kan også spørge ind til, om spørgsmålet giver mening for den unge.

Hvorfor griber du situationen sådan an?

Hvis de unge bliver frustrerede eller opgivende og bare vil væk, kan vi ikke forvente, at de forstår, hvad vi taler om. Forventningsafstemningen og de aftaler, jeg laver med den unge før mødet, giver mulighed for, at vi efterfølgende kan italesætte oplevelsen af empowerment og følelsen af at være aktør i eget liv fremfor fortællingen om, at det er svært at finde ord.

Hvad ville der ske med de unge, hvis man tog dig ud af ligningen?

Vi fungerer som bindeled, og uden os vil afstanden til at opnå et selvstændigt liv på egne præmisser blive større. Vi afsøger i samarbejde med den enkelte unge ambivalens, interesser og drivkraft. Og vi hjælper dem med at få vaner, der giver struktur på hverdagen og redskaber til at lade op og geare ned alt efter situationen.

Et aktuelt konkret eksempel på, hvordan vi arbejder med at give de unge udviklingsmuligheder, er det Danhostel Stevns, vi for nylig har forpagtet, og hvor beskæftigelse og STU-uddannelsen er samlet omkring service og turisme. Her får de unge mulighed for at indgå i læringsforløb og udvikle deres faglige færdigheder. Vi arrangerer jævnligt aktiviteter, der gør vandrehjemmet til et kendt sted for de unge som fx den årlige sommerfest eller mindre sammenkomster, hvor en enkelt afdeling holder hyggeaften. På den måde har de unge mulighed for at blive fortrolige med omgivelserne, hvilket gør det lettere for dem at forestille sig en hverdag på vandrehjemmet. Samtidig giver det os på bodelen mulighed for at indgå i positive samtaler – med vandrehjemmet og fremtidsudsigterne som det fælles tredje.

Hvilke redskaber kan du ikke undvære?

Jeg er uddannet socialpædagog. Jeg har været praktikvejleder i 15 år, og det holder mig nysgerrig på mit fag. Jeg har løbende uddannet mig inden for pædagogisk psykologi, psykosocial recovery for psykisk sårbare, LA2 og i kunst- og kulturformidling til børn og unge. Samlet set vil jeg ikke kunne undvære nogle af delene.