Jeanette får erstatning efter fem års kamp: ’Mit liv bliver aldrig det samme’

– Det har været en kamp, jeg aldrig troede skulle ende.

Sådan siger plejemor Jeanette og ser tilbage på de godt fem år, der er gået, siden hun blev sygemeldt og rejste en arbejdsskadesag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I dag er arbejdet som plejemor udskiftet med en førtidspension, gården er solgt til fordel for en andelslejlighed på 70 kvadratmeter – og koncerter, familierejser og andre store begivenheder er for længst ude af kalenderen.

– Mit liv er totalt forandret. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg må få det bedste ud af det. Men det er også derfor, at jeg har kæmpet for at få anerkendt, hvad jeg har været igennem, siger hun.

Det her er historien om en plejemor, der har betalt den højeste pris for at passe sit arbejde. Det er også historien om, hvad det betyder – ikke mindst i kroner og ører – at du rækker ud og får hjælp fra din fagforening, når du har brug for det.

LÆS OGSÅ hvordan du får erstatning, hvis du bliver syg af dit arbejde

Blev overrasket

I dag er det 24 år siden, at Jeanette blev specialiseret plejemor efter at have arbejdet som socialpædagog i en kommune, hvor hun arbejdede med udsatte familier i forebyggende indsatser.

– Som plejefamilie har man en chance for at opbygge en stabil hverdag, hvor børnene kan stole på de voksne – langt væk fra stoffer, skænderier og direkte tæsk, siger Jeanette.

Og hun glemmer aldrig det første møde med en lille pige på knap tre år, der skulle i pleje hos Jeanette og hendes mand.  En køn, genert pige, der havde været i akutpleje i et år, og nu atter var revet ud af det velkendte. Om pigen stod der anført, at hun var en stille pige, der nærmest kravlede langs panelerne.

– Men jeg skal da love for, at vi blev overraskede, konstaterer Jeanette.

Til fare

Den første tid hang pigen uløseligt fast på Jeanette. Men hun var også tydeligt udadreagerende og impulsstyret. Og den egentlig kilde til den kroniske belastningsgrad, som Jeanette lever med i dag, var, at pigen oftere og oftere var til fare for sig selv og andre.

Det begyndte med små ’uhensigtsmæssige hændelser’, som da hun kom til at klemme sine fingre under en køkkenrulleholder. Og allerede som 4-årig lykkedes det pigen at starte Jeanettes bil og totalskade den.

– Forsikringsselskabet troede, at jeg var gået fra snøvsen. Det var så traumatisk en oplevelse, for tænk hvis bussen var kommet forbi og havde kørt ind i hende, siger Jeanette.

Aldrig ro

Pigens adfærd tog til, da hun nåede skolealderen og begyndte i en almindelig folkeskoleklase med 25 timers støtte om ugen. Jeanette blev ofte ringet op – fx fordi plejebarnet havde stukket sig i ganen med en blyant, taget en saks rundt om fingrene eller helt forladt skolens område. Og kort før efterårsferien efter få måneders skolegang lød konklusionen: Trods støtte kunne hun ikke rummes i klassen.

– Der gik det for alvor op for mig, hvor udfordret hun var, siger Jeanette.

Indtil der blev fundet et nyt skoletilbud til pigen, var hun hjemme hos Jeanette, hvor de voldsomme episoder tog til. En dag, mens Jeanette var på toilettet – altid med døren på klem – åbnede pigen ovnen og tog et brandvarmt fad med frikadeller ud, som hun holdt i sine bare hænder.

– En anden dag lagde vi mærke til, at hun lugtede sært kemisk. Det viste sig, at hun havde inhaleret benzindamp ved at lægge læberne om tankens åbning på sin firehjulscrosser. Den afskærmede vi med det resultat, at hun gik videre til havetraktoren og siden plæneklipperen, hvor hun udsatte sig selv for det samme, fortæller Jeanette og sukker træt.

– Det var så opslidende, at jeg aldrig kunne vende ryggen til hende. Der var aldrig ro. Heller ikke om natten.

Et kæmpe ansvar

Den uafbrudte årvågenhed og de mange traumatiserende situationer satte sig i Jeanettes krop og psyke. Hun kunne ikke sove, fik smerter i kroppen og blev grådlabil. Men det fik ikke plejeforældrene til at give op.

– Efterfølgende bebrejdede jeg mig selv, at vi ikke sagde fra noget før, og det fyldte mig med skyld og skam. Men et plejebarn er jo ikke bare en ting, man giver fra sig, når hverdagen er svær. Der er følelser og et kæmpemæssigt ansvar investeret i opgaven. Derfor forsøgte jeg at holde modet oppe og tænke: ’Vi kan også lige prøve den her pædagogiske metode’,' husker Jeanette. 

Samtidig forsøgte plejeforældrene sig med aflastning. Men efter et par måneder sagde aflastningsfamilien stop, og Jeanette og hendes mand var igen alene med plejeopgaven. Jeanette fik det tiltagende værre. Og hvad der begyndte med træthed og hørenedsættelse endte med 14 dage i sengen, hvor Jeanette kæmpede med svimmelhed og opkast. I dag er hun ikke i tvivl om, at det var en direkte konsekvens af den belastende plejeopgave.

– Det var alvor. Jeg var så syg. Ingen kunne kende mig. Jeg kunne ikke passe mit barnebarn, fordi mine børn var bekymrede for alt, hvad der skete herude – og for mig, fortæller hun.

Og den 11. februar 2019 var der ingen anden udvej: Jeanette blev sygemeldt, og pigen flyttede. Men historien slutter langt fra her.

Husk dokumentationen

For da Jeanette efterfølgende modtog sin lønseddel. havde hun kun fået løn for månedens første 11 dage med den begrundelse, at hun selv ønskede at indstille sin plejeopgave og ikke havde tænkt sig at være plejemor længere.

Jeanette tog derfor kontakt til Socialpædagogerne, der klagede over kommunens manglende lønudbetaling og bemærkning om, at Jeanette selv valgte at stoppe som plejemor. Det førte til, at Jeanette fik den resterende løn fra februar udbetalt, og kommunen anerkendte samtidig hendes sygdom som årsag til ophøret.

– Og dokumentation er vigtig, når det handler om psykiske arbejdsskader. For det kan have betydning for arbejdsskadesagen at have arbejdsgiverens ord for, at man er syg pga. arbejdet og dokumentation for belastningerne på arbejdet, siger Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulent Eva Schramm, der har hjulpet Jeanette med hendes sag gennem alle årene.

Professionel viden

Efterfølgende blev Jeanettes sag indstillet til behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som behandler arbejdsskadesager – men blev afvist som arbejdsskade. Og Jeanette måtte endnu en gang kontakte Socialpædagogerne – denne gang for at få hjælp til at klage til Ankestyrelsen.

Her fik Eva Schramm fuldmagt til at modtage post om Jeanettes sag. Hun modtog Jeanettes beskrivelser af, hvordan hun havde det, og hvad hun havde været ude for, og hjalp hende med at konvertere beskrivelserne til en egentlig klage. Og så holdt hun overblik over forløbet gennem alle årene, ligesom hun havde den professionelle viden til at kunne se, hvad Jeanettes handlemuligheder var.

For Jeanette var det en uvurderlig hjælp at have Eva Schramm med i processen.

– Jeg har end ikke tal på, hvor mange papirer jeg har udfyldt og spørgsmål, jeg har svaret på. Men Eva kunne altid se, hvis noget ikke var tilstrækkeligt beskrevet eller korrekt forstået – hvor jeg nok bare havde accepteret eller var brudt grædende sammen ved tanken om at skulle udfylde endnu mere, siger Jeanette.

For at få anerkendt en længerevarende belastning som arbejdsskade er det bl.a. afgørende, at man i videst muligt omfang dokumenterer den belastning, man har været udsat for. Og Eva Schramm kunne fx se, at der ikke var tilstrækkeligt med oplysninger om plejebarnets selvskadende adfærd.

Sagen genoptages

I 2021 fik Jeanette omsider medhold i, at sagen skulle gå om. Som konsekvens af Socialpædagogernes klage indhentede AES en speciallægeerklæring om Jeanettes tilstand og bad hende skrive navnene på en række vidner, der kunne bakke op om hendes oplevelser med plejebarnet.

Og vidneudsagn er særdeles vigtige ved arbejdsskader på familieplejeområdet, siger Eva Schramm.

– Som plejeforælder, hvor arbejdet primært foregår i hjemmet, har man ikke sin arbejdsgiver eller kolleger til stede på arbejdspladsen. Derfor kan en ægtefælle eller andre, der kommer i hjemmet, være helt essentielle for afgørelsen.

Afgørelsen blev imidlertid udsat flere gange. Og i det lange forløb kneb det ofte med energien og udholdenheden, fortæller Jeanette.

– Men det blev også en principsag for mig – ikke mindst fordi jeg oplevede fuld opbakning fra min fagforening, og det betød alt. Havde jeg stået i det selv, havde det taget pippet fra mig. Og til sidst gjorde Eva det også klart for AES, at hvis de skulle bruge flere oplysninger, så var det altså nu, fortæller hun.

Da afgørelsen kom

Endelig i forsommeren 2024 – efter næsten fem år – kom afgørelsen. Først blev det anerkendt som en arbejdsskade. Herefter blev det fastslået, at Jeanette havde varige mén og en méngrad på 15 pct. og endelig, at hun havde krav på erstatning.

Jeanette ønsker ikke at fremhæve det konkrete beløb, men fortæller, at der dels er tale om en godtgørelse for varigt mén og dels en klækkelig erstatning for tab af erhvervsevne, som skal række frem til hendes pensionsalder.

Jeanette måtte lige læse afgørelsen en gang mere.

– Det virkede ubegribeligt, at kampen omsider var slut. Jeg tror, mange giver op. Jeg er så taknemmelig for, at nogen holdt mig oppe. Jeg er fuldstændig ligeglad med erstatningen og har hele tiden sagt til Eva, at jeg ikke var ude på at få erstatning. Jeg ville bare have anerkendt, hvad prisen for mit arbejde var, siger hun.

I dag er Jeanette er kommet langt og føler ikke længere føler samme vrede, sorg og bitterhed over, at hun ikke kan det, hun kunne engang. Hun fyldes heller ikke længere af skyld og skam. Alligevel bliver hun stadig bevæget over sin situation – ikke mindst når talen falder på hendes børn og børnebørn.

– Jeg kan ikke have mine børnebørn på besøg så længe ad gangen. Men det er dem, der har holdt mig i live, når jeg på de svære dage har tænkt, at det var nemmere ikke at være her længere. De får mig til at smile. Og i dag ved jeg, at jeg skal huske at se glæden i de små ting og give mig selv lov til at leve og grine igen, siger hun.

Få hjælp

Hvad Jeanette også ved er, at hun har to vigtige råd, hun gerne vil give videre til andre plejefamilier:

– De skal for det første passe på sig selv og lytte til sig selv, hvis de har tegn på overbelastning – fx ved at bede om aflastning. Ingen takker dem bagefter, hvis de ikke gør det. Tværtimod, siger hun og fortsætter:

– Og kommer de så langt ud, som jeg var, så skal de få hjælp fra forbundet – holde ud, holde ved og tage imod alt den hjælp, de kan få.