Med 5 greb fik socialpædagogerne på Hertughaven bugt med tvang og magt

På Hertughaven taler man åbent om et før – og et efter. Et før, hvor der på det socialpsykiatriske botilbud i Sønderborg Kommune var op mod ti tvangsindlæggelser hver måned, et højt antal magtanvendelser og konflikter – og et anstrengt ’dem og os’ forhold til behandlingspsykiatrien.

Og et efter, hvor magt og tvang er minimeret, høj faglighed og beboerinddragelse er i fokus – og hvor den regionale psykiatri er en vigtig samarbejdspartner i hverdagen.

På Fremfærds vidensdag om det specialiserede voksenområde, der blev afholdt i Odense 10. juni, beskrev centerleder Anders Olsen og socialpædagog Bjarke Svendsen på en workshop fem konkrete værktøjer, Hertughaven har arbejdet med for at få vendt den negative spiral.

– Vi har sat ind på flere parametre. Vi har deltaget i et landsdækkende projekt om at nedbringe omfanget af tvang, og så har vi arbejdet med vores sprog – både overfor borgerne, men også tværfaglig kommunikation internt og i samarbejde med behandlingspsykiatrien, ligesom vi har styrket beboerinddragelsen og skabt rum til faglig refleksion, lød det fra Anders Olsen, som blev suppleret af socialpædagog Bjarke Svendsen:

– I dag har vi kun uddannede medarbejdere – og det gælder både fastansatte og vikarer. Det gør, at vi aldrig behøver at gå på kompromis med fagligheden. Resultatet er, at vi forebygger og løser konflikter mere effektivt og oplever en reduktion i antallet af politibesøg på vores botilbud og markant færre tvangsindlæggelser og episoder med vold mod medarbejderne, sagde han.

Her er Hertughavens fem værktøjer

De fem værktøjer, botilbuddet har arbejdet med, er hhv. at skabe et anderledes sprog, aktiv beboerinddragelse, brug af forhåndstilkendegivelser, refleksion i hverdagen – og et styrket samspil og samarbejde på tværs.

1. Anderledes sprog:

• Vi møder ikke borgerne med et sprog om magt og tvang. Vores udgangspunkt er altid deeskalerende og konfliktnedtrappende.
• Vi har udviklet fælles begreber og et fælles sprog på tværs af de sundhedsfaglige – og de pædagogiske medarbejdere.
• Vi taler regionens sprog ind i vores eget sprog, så vi nu alle er bekendte med og bruger fx GAF (Global Assessment and Functioning Scale) til at angive en persons psykosociale funktionsniveau – eller BVC (Brøset Violence Checklist) som et redskab til at forudsige voldelig adfærd.

2. Et styrket samspil og samarbejde på tværs:

• Vi har haft medarbejdere i praktik på sengeafsnit i et par dage for at observere, hvordan det fungerer, når man taler om hhv. borgere og patienter. Det er med til at sikre en fælles forståelse og mere smidige overgange, at vi kender hinandens praksis.
• Ved tvangsindlæggelser er vi også med til selve udskrivelsen for at sikre en god overgang.
• Vi har en tæt dialog med behandlingspsykiatrien og politiet, så vi holder os opdateret på, om der fx er nye stoffer på gaden, vi skal være opmærksomme på. Det sikrer en større fortrolighed – og betyder, at vi kan tage mange ting i opløbet.

3. Aktiv beboerinddragelse: 

• Vores udgangspunkt er altid at inddrage beboerne aktivt i hverdagen og anerkende deres behov, ønsker og drømme. Relationsarbejde på beboernes gode dage gør, at de dårlige dage går bedre.
• Vi laver konkrete aftaler både med hinanden og beboerne – og vi hjælper hinanden med at holde fast i dem. Hvis det fx betyder noget for en borger, at en bestemt medarbejder giver depotmedicin, og at det skal gøres på en bestemt måde, så lytter vi til det. Aftalerne træffes ud fra rigtig mange prøvehandlinger, hvor vi helt ned i de små detaljer finder ind til, hvad der betyder noget for beboeren.
• Vi er forsigtige med at skyde over målet. Beboerne har ofte et helt andet behov end det, vi tror som professionelle. Fx kan en tur i Bilka onsdag aften eller en gåtur rundt om botilbuddet være lige præcis det, beboerne ønsker – i stedet for den sommerhusferie, vi forestillede os. Ofte handler det mest om, at vi bare er til stede.

 4. Refleksion i hverdagen:

• Vi skaber tid og rum til faglig refleksion – ikke kun på møder, men også uformelt og løst i hverdagen.
• Vi undgår ’det vi plejer’. Vi forholder os aktivt til vores egen praksis og er villige til at prøve noget nyt.
• Vi prioriterer refleksion på tværs af fagligheder og har faste teams med både social- og sundhedsfaglige kompetencer, så vi altid har både den pædagogfaglige og den sundhedsfaglige vurdering af alle borgere. Nogle gange er det måske tandpine eller eksem, der gør en borger udadreagerende, så det perspektiv er vigtigt.

5. Brug af forhåndstilkendegivelser:

• Med forhåndstilkendegivelser (giver patienten mulighed for at tilkendegive personlige ønsker i forhold til indlæggelse og behandling, red,) formår vi at inddrage beboeren også der, hvor vedkommende kan have svært ved at rumme det.
• Vi har lavet en dialogguide til forhåndstilkendegivelse, hvor vi bl.a. sammen med beboeren beskriver advarselstegn, triggere, reaktioner og mestringsstrategier. Her fremgår også, hvordan personalet bedst kan hjælpe beboeren, hvis han bliver urolig, vred, bange eller frustreret. Vi bruger det som et fælles værktøj med den regionale psykiatri.