Kønsidentitet og autisme hænger mere sammen end du tror

Ens kønsidentitet er den oplevelse, man har af sit eget køn. Den kan være svær at definere, ligesom det kan ændre sig i løbet af et liv, uanset om man er ciskønnet, transkønnet, nonbinær eller andet. For nogle rykker køns­identiteten sig på et meget lille spektrum inden for enten det feminine eller maskuline, mens den for andre rykker sig over et større spektrum og helt skifter mellem det maskuline og feminine.

Kønsbevidstheden, altså bevidstheden om, hvad det vil sige at være en dreng eller pige, former sig allerede ved to-tre-årsalderen. Det er også allerede her i den tidlige barndom, at nogle transkønnede får mistanke om, at deres kønsidentitet ikke stemmer overens med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

Baseret på tal fra Sexologisk Klinik i København omtalt i Kristeligt Dagblad i 2023 ses et stort overlap mellem personer med autisme og personer med en anden kønsidentitet end den, de blev tildelt ved fødslen. Det anslås således, at mellem 30 og 40 pct. af børn og unge, der ønsker at modtage behandling for kønsdysfori, har autisme. Til sammenligning har 1,7 pct. af børn og unge en autismediagnose.

Årsagen til overlappet er endnu uvis, fortæller psykologfaglig konsulent ved LGBT+ Danmark Eva Goldfinger:

– Nogle har ledt efter et gen til at forklare sammenhængen, lige­som man i 90’erne ledte efter et særligt gen hos homoseksuelle, siger hun og tilføjer, at det er vigtigt, at man ikke behandler spørgsmålet om kønsidentitet anderledes på baggrund af en autismediagnose.

Personlige pronominer

Som socialpædagog har man daglig berøring med sårbare mennesker, som er dybt afhængige af den rette hjælp og støtte fra fagpersoner. Men for nogle kan det være svært at vide, hvordan man forholder sig professionelt til personens kønsidentitet. For det kan godt komme til at virke grænse­overskridende, uden at det er meningen.

Fra LGBT+ lyder et af de vigtigste råd derfor, at man som fagperson først og fremmest skal acceptere og ikke sætte spørgsmålstegn ved personens kønsidentitet, ligesom det er vigtigt at spørge nysgerrigt til fx, hvilke pronominer (de ord vi bruger til at omtale hinanden med, og som kan bøjes, red.), personen gerne vil omtales med.

– Det vigtigste er at være nysgerrig og ikke styrende. Man kan ikke vurdere andres køns­identitet, selvom vi alle har en tendens til at gøre det. Man kan godt have et kønsudtryk, der ser anderledes ud end ens kønsidentitet. Og i bund og grund skal man jo bruge sin socialpædagogiske faglighed, som man gør på andre tidspunkter, når man har med mennesker med udfordringer at gøre, siger Eva Goldfinger.

Selvom der ikke er en one-size-fits-all, og alle mennesker er forskellige, er det bare med at spørge.

– Så længe man er oprigtigt nysgerrig og vil gøre sit bedste for at anerkende de mennesker, man møder, så kan det ikke gå helt galt. Og selvom jeg arbejder som psykologfaglig konsulent for LGBT+ Danmark, kan jeg heller ikke alle begreberne for kønsidentitet og seksualitet – så man skal aldrig være bange for at spørge, siger Eva Goldfinger. 

En indre kamp

Hun forklarer, hvordan kønsidentitetsprocessen kan bære en del andet med sig end den personlige og indre kamp. LGBT+-personer i alle facetter oplever generelt mere diskrimination, udsathed, stofmisbrug osv. end ciskønnede heteroseksuelle. Det kan være diskrimination i systemer, på gaden – eller følelsen af, at man ikke hører til. 

Det understreges fx ved, at noget så simpelt som et juridisk kønsskifte, der blot er at skifte CPR-nummeret til at repræsentere personens kønsidentitet, kan ende med at blive en sej kamp. Som i det eksempel, Eva Goldfinger beskriver, om en transmand, der stødte på udfordringer i sundhedssystemet pga. sit juridiske kønsskifte.

– Da vedkommendes læge sendte en celleskrabsprøve til analyse, blev den sendt retur med den begrundelse, at de ikke kunne teste en celle­skrabsprøve fra en mand, da mænd ikke har livmodere. Men sådan forholder det sig jo ikke, siger Eva Goldfinger.

Første udfordring kan dog for mange transmænd finde sted allerede inden mødet med lægen. Da mange trans­mænd har en livmoder, skal de, ligesom alle andre med en livmoder, tilbydes et celleskrab hvert tredje år for at teste for celleforandringer, der kan lede til kræft. Eftersom mange trans­mænds CPR-nummer afspejler, at de er mænd, får de ikke en automatisk indkaldelse til lægen, som personer med et kvindeligt CPR-nummer ville få. Det kan desværre lede til, at mange ikke bliver screenet for de potentielt dødelige celleforandringer.

– Som socialpædagog kan man derfor støtte og vejlede personen i deres møde med systemer og autoriteter – og sørge for at være på deres side, hvad der også kaldes en allieret, forklarer Eva Goldfinger.

Vær nysgerrig

I processen med at finde sin køns­identitet kan man som fagperson hjælpe borgeren med at kontakte Center for Kønsidentitet eller Sexologisk Klinik, der begge er specialister i at vurdere, hvad der vil være mest gavnligt for personen.

Nogle transmænd, transkvinder eller personer med andre køns­identiteter kan have det fint med at præsentere sig hhv. maskulint eller feminint ved hjælp af hår eller tøj, mens det for andre vil være passende at starte på hormonbehandling eller gennemgå kirurgi.

Igen, lyder rådet fra Eva Goldfinger, er det afgørende, at man som fx socialpædagog holder fast i at forholde sig nysgerrigt – og holder sig fra at vurdere borgerens kønsidentitet.