Gå til indhold

Magtanvendelsesregler

Socialpædagogerne: Borgere skal mødes med socialpædagogisk faglighed – ikke med indespærring

Regeringens udspil til nye regler for magtanvendelser rummer flere gode forslag, som mindsker unødigt bureaukrati. Men det indeholder også helt uacceptable tiltag som fx langvarig indelåsning af borgere, mener Socialpædagogerne

11. april 2024

Artikel
Stofsele_1128x600.jpg
Stofseler skal ikke længere nødvendigvis betragtes som en magtanvendelse, men derimod som et hjælpemiddel. Det lægger regeringen op til i sit udspil om nye magtanvendelsesregler, og det glæder Socialpædagogerne.

Forfatter: Malene Dreyer

Reglerne om magtanvendelse er ved at blive ændret. Regeringen har sendt et nyt lovforslag i høring, som allerede i flere uger har ført til heftig kritik fra flere kanter. Overordnet går kritikken på, at forslaget rummer alt for vidtgående magtbeføjelser og indskrænker selvbestemmelsesretten for udsatte borgere.

Socialpædagogerne deler kritikken på nogle af punkterne. Navnlig at forslaget giver ret til at låse beboere på botilbud inde i deres egen bolig i op til 10 timer i døgnet med en forhåndsgodkendelse i op til 6 måneder i helt særlige tilfælde. Den tilgang, mener Socialpædagogernes formand Benny Andersen, er den helt forkerte vej at gå.

– Borgere skal mødes med socialpædagogisk faglighed – ikke med indespærring. Når mennesker med svære udviklingshandicap har udadreagerende adfærd, handler det ofte om mistrivsel eller om, at borgeren bliver stillet overfor krav, de ikke kan overskue. Det skal forebygges med faglige metoder – ikke ved at låse borgere inde, siger Benny Andersen.

Peger i forkert retning
Set i sammenhæng med de øvrige vidtgående forslag til aflåsning af døre giver det indtryk af, at lovforslaget peger i en retning, hvor grænserne mellem lukkede sikrede institutioner og åbne pædagogiske tilbud udviskes.

– Det er ikke en udvikling, vi ønsker for mennesker, der har brug for socialpædagogisk støtte – eller for de medarbejdere, der yder støtten, siger Benny Andersen.

Han pointerer, at det er et vigtigt princip for Socialpædagogerne, at man først skal gribe til magtanvendelse, når det har vist sig umuligt at løse situationen med en socialpædagogisk indsats. Og da andelen af uddannet personale er kritisk lav flere steder på botilbuddene, er der grund til bekymring over det faglige niveau. For det kan betyde, at der er tidspunkter på døgnet, hvor der ikke er uddannet personale til stede til at forebygge eller foretage en faglig vurdering i forhold til en magtanvendelse.

Derfor foreslår Socialpædagogerne i sit høringssvar til lovforslaget en national specialeplan med skærpede krav til medarbejdernes og ledernes uddannelse – som en vigtig forudsætning for at kunne forebygge magtanvendelser med socialpædagogiske indsatser.

Positivt at sløjfe overflødige registreringer
Forslaget rummer dog også en række gode forslag set med Socialpædagogernes øjne. Først og fremmest at omfanget af det, som opleves som unødvendigt bureaukrati, mindskes. Forslaget lægger nemlig op til, at der ikke skal foretages løbende registreringer af en række handlinger, når der foreligger en forhåndsgodkendelse, fx når det gælder brug af stofseler.

– Vi er rigtig godt tilfredse med den ændring, for det er en af de uhensigtsmæssige regler, som vores medlemmer oplever, stjæler tid fra arbejdet sammen med borgerne, siger Benny Andersen.

Socialpædagogerne har gennem en årrække peget på, at der er brug for at nuancere forståelsen af, hvornår der er tale om magtanvendelse, så fx stofseler, som hjælper borgere til at sidde rigtigt i deres kørestol, ikke opfattes som en magtanvendelse men derimod som et hjælpemiddel.

Det argument er der også blevet lyttet til. I lovforslaget udgår således ordet ’fastspænding’ – og i stedet understreges det, at stofseler anvendes til at beskytte borgeren og øge funktionsniveauet. Det samme gælder brugen af fx kamerakig, når det er den bedste løsning og nødvendig af hensyn til borgerens sikkerhed.

– Det er vores vurdering, at der er tale om en række forslag, som både kan forbedre beboernes livsforhold og frigøre mere tid til den socialpædagogiske kerneopgave, siger forbundsformanden.

Børne- og ungeområdet
Lovforslaget omfatter også ændringer på børne-, ungeområdet, den såkaldte Lov om voksenansvar. Der lægges bl.a. op til at give personale på børne- og ungehjem nye beføjelser til at anvende fysisk magt som fx at fratage et anbragt barn alkohol eller euforiserende stoffer og inddrage deres mobiltelefon og lignende.

Socialpædagogerne mener, at disse forslag er problematiske, da den socialpædagogiske indsats er afhængig af, at barnet eller den unge har tillid til personalet, lyder det fra Benny Andersen.

– Den tillid bryder man, når personalet bruger fysisk magt eller inddrager den unges ejendele, og det kan i nogle situationer være konfliktoptrappende, fordi barnet oplever det som et voldsomt indgreb. Derfor kræver det solid fagligt viden og indsigt at kunne lave en afvejning i situationen.

Socialpædagogerne foreslår derfor, at man foretager en grundig evaluering af lovforslagets ændringer.

Læs hele Socialpædagogernes høringssvar

Elementer i lovforslaget som Socialpædagogerne er positive overfor:

  • At der ikke skal foretages løbende registreringer ved anvendelse af stofseler, tryghedsskabende velfærdsteknologi, kortvarig fastholdelse i hygiejnesituationer mv., når der foreligger en forhåndsgodkendelse.
  • At der bliver bedre muligheder for at bruge velfærdsteknologier som vigtige redskaber til at yde støtte og omsorg for borgerne, herunder mulighed for kamerakig og lyd/bevægelsesmonitorering.
  • At der bliver mulighed for at opsætte særlige døråbnere på yderdøre og låger, når det er nødvendigt for at sikre at mennesker, som er i risiko for alvorlig fare, hvis de forlader matriklen alene.
  • At ordet ’fastspænding’ udgår, og at det understreges, at stofseler anvendes til at beskytte borgeren og funktionsniveauet. Og at epilepsialarmer ikke betragtes som indgreb i selvbestemmelsesretten og derfor tages ud af reglerne om magtanvendelse.
  • At der bliver mulighed for et generelt alkoholforbud på børne- og ungehjem via husorden.
  • At man på sikrede døgninstitutioner kan kræve, at besøgende undersøges for effekter, der kan true sikkerheden og kan afvise en besøgende, hvis vedkommende nægter at lade sig undersøge eller lade sine effekter opbevare.

Elementer i lovforslaget som Socialpædagogerne er kritiske overfor:

  • At en beboer på et botilbud kan indelåses i egen bolig i op til 10 timer i døgnet med en forhåndsgodkendelse på op til 6 måneder.
  • Forslaget om mulighed for yderligere aflåsninger af døre til fælles opholdsrum.
  • Forslaget om yderligere magtbeføjelser i forhold til at fastholde, tilbageholde eller føre en person tilbage til boligen eller et opholdsrum.
  • Forslaget om, at personalet på børne- og ungehjem kan anvende fysisk magt for at fratage barnet/den unge alkohol eller stoffer samt mulighed for at undersøge vedkommendes værelse for alkohol og stoffer og fratage fund.
  • Forslaget om at udvide magtbeføjelserne på børne- ungehjem, så det bliver muligt midlertidigt at inddrage mobiltelefoner.
Bliv medlem
Bliv medlem