Gå til indhold

OK24

OK24: Det synes vi om aftalerne

Overenskomstforhandlingerne om socialpædagogers løn- og arbejdsvilkår de kommende to år er afsluttet. Nu skal du stemme. Her deler fire socialpædagoger deres tanker om OK24, og hvorfor de stemmer

2. april 2024

Artikel
Design uden navn - 2024-03-22T132852.614.png
Læs, hvorfor socialpædagog og TR Maria Gaia Gommesen (tv.) ikke bare er glad, men superglad for resultatet af overenskomstforhandlingerne. Og hvorfor hun og tre andre socialpædagoger især er enige om en ting: Nu skal du stemme.

Højere løn, forbedrede tillæg for at arbejde på skæve tidspunkter og bedre pension. Det er nogle af de ting, Socialpædagogerne har kæmpet for ved overenskomstforhandlingerne. Nu er alle aftaler i hus, og det er din tur til at stemme.

Fire socialpædagoger har gjort sig forskellige overvejelser om resultatet. Og de er helt enige om en ting. Det er vigtigt at stemme. For det gælder dit arbejdsliv

Se, hvad resultaterne betyder for dig

Maria Gaia Gommesen, socialpædagog og TR på et botilbud for borgere med enten udviklingshandicap eller senhjerneskade. 

Hvad er du glad for ved OK24-resultatet?

Jeg er ikke bare glad, jeg er superglad. Det er fuldstændig ekstraordinært, og jeg har ikke set noget lignende i de 19 år, jeg har været socialpædagog. Som jeg forstår det, har overenskomsten en værdi per socialpædagog på 5.800 kr. om måneden i gennemsnit, når aftalen er fuldt indfaset. Det er virkelig mange penge. Jeg synes også, det er fedt, at man nu har mulighed for enten at afholde sine seniordage eller få dem udbetalt, for jeg har mødt flere, der gerne ville benytte sig af begge muligheder.

Hvad så du gerne, at der havde været mere fokus på?

Jeg synes ikke, der er noget, der mangler. Nogle har behov for at ytre sig - bl.a. på min arbejdsplads om - at det var på tide med det lønløft, eller at det skulle være sket for længe siden. Men nu sker det, og lad os da være glade for det. Jeg synes virkelig, resultatet er en fin måde at udvise respekt for det, vi laver.

Hvorfor skal man stemme?

Alle skal stemme. Hvis du vil have indflydelse på dine arbejdsvilkår, så skal du stemme. Hvad enten det bliver ja eller nej, så er det her, du skal gøre din indflydelse gældende.

 

OK24: Sådan stemmer du

Afstemningen løber frem til den 11. april kl. 12.

Du stemmer på sl.dk/mitsl, hvor du logger ind med MitID.

Hvis du har problemer med at få adgang til afstemningen, så kontakt din kreds.

STEM HER

Maria Gaia Gommesen, socialpædagog og TR.

Sif Luna Koch, socialpædagog og TR ved Bofællesskabet Rugmarken for voksne med udviklingshandicap.

Hvad er du glad for ved OK24-resultatet?

Jeg er glad for, at vi får højere løn og bedre pension, selvom det kan være en underlig ting at skulle forholde sig til, når man er et ungt menneske. Og så synes jeg, det er dejligt med bedre tillæg for arbejde på skæve tidspunkter. Det er vigtigt, fordi nogle af os netop arbejder på tidspunkter, hvor mange andre holder fri, og det kræver meget at få livet til at hænge sammen ved siden af.

Hvad så du gerne, at der havde været mere fokus på?

Jeg kunne ønske mig mere fokus på en normering af socialpædagoger. Nu bliver vi jo dyrere, så jeg er bange for, om arbejdsgiverne vil være mere tilbøjelige til at vælge omsorgspersonale, som mangler socialpædagogikken.

Hvorfor skal man stemme?

Man skal stemme, fordi det gælder vores arbejdsliv og vores fremtid. Jeg vil stemme ja, men det må folk jo selv tage stilling til. Der er gjort så meget for at få landet nogle gode aftaler, så nu må det være vores tur til at vise vores støtte.

 

Sif Luna Koch, socialpædagog og TR.

Kenneth Ingemann Plass, TR og socialpædagog inden for socialpsykiatrien i Køge.

Hvad er du glad for ved OK24-resultatet?

Jeg er selvfølgelig glad for, at vi får mere i løn, men mest fordi jeg håber, det kan tiltrække flere til vores fag og fastholde flere kolleger. En ting, jeg også personligt kan bruge til noget, er aftalen om afspadsering. At man kan spare op og så tage 15 sammenhængende dage. Der vil jeg faktisk sammen med mine seniordage kunne tage en tur til Langbortistan. Og nu har jeg rent faktisk også råd til det.

Hvad så du gerne, at der havde været mere fokus på?

Jeg synes, det hele er blevet favnet rigtig godt. Men at seniordagene bliver skubbet, så de nu følger pensionsalderen, der er steget, det tror jeg, flere vil være ærgerlige over. Jeg tror også, at reglen om, at man kan gå på arbejde 12 timer i streg, er hård for nogle. Men omvendt tror jeg, at mange vil være glade for, at man kan klumpe noget arbejde sammen og have et aktivt liv ved siden af. Det giver mulighed for at lokke arbejdskraft til provinsen, så man kan arbejde tre dage i stedet for fem og derved spare to dages transport.

Hvorfor skal man stemme?

Det er den måde, din stemme i demokratiet bliver hørt. Det gælder lige fra folketingsvalg til sådan noget som overenskomster. Det er en del af vores kultur, at man giver sit besyv med, når man kan.

 

Kenneth Ingemann Plass, socialpædagog og TR.

Berit Eidesgaard Boesen, familiekonsulent ved Børne- og familiehusene, Malehuset, og fællestillidsrepræsentant

Hvad er du glad for ved OK24-resultatet?

Jeg er rigtig glad for, at der er kommet nogle penge i kassen. De lønstigninger, der kommer, er mærkbare. Der er kommet en opmærksomhed på, at det er en belastning at have skiftende arbejdstider, og nu bliver vi rent faktisk lønnet for det. Der er selvfølgelig nogle, der ikke er blevet tilgodeset af trepartsmidlerne, men alle får via OK24 lønstigninger, de vil kunne mærke.

Hvad så du gerne, at der havde været mere fokus på?

Vi vil jo altid have mere, men vi skal også være gode til at være glade for det, vi har fået. Men da vi havde TR-stormøde, spurgte jeg formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, om TR’erne får mere tid til at møde nye medarbejdere i praksis. Der er sat mere tid af i den nye overenskomst, men jeg oplever ofte, at det kan være svært at få den nødvendige tid i praksis. Det skal sikres, at der skal handling bag ordene.

Hvorfor skal man stemme?

For at værne om den danske model og demokratiet er vi forpligtede til at stemme. Hvis vi skal vise, at vi synes, det her enten er godt eller skidt, så er vi nødt til at stemme ja eller nej. Hvis der sidder nogle og kæmper for vores sag, og vi er ligeglade og ikke stemmer, hvorfor skal de så blive ved?

Berit Eidesgaard boesen, familiekonsulent og FTR.
Bliv medlem