Nysgerrig på borgernes perspektiv

Når socialpædagog Michael Aarestrup skal forklare, hvad den socialpædagogiske metode LA2u (low arousal 2 – understøttet) har betydet konkret i hans arbejde, er det først og fremmest mindsettet bag metoden, han lægger vægt på: at være nysgerrig på borgeren og stille spørgsmålet: Hvad mon x foretrækker?

– Beboerens trivsel er udgangspunktet og skal skinne igennem det hele. Metoden hjælper os til at stille skarpt på, hvad en bestemt handling bidrager med i forhold til trivsel. Det åbner for faglige diskussioner, og vi handler ud fra faglige punkter. Det mindset er det bedste ved det hele, siger Michael Aarestrup.

Han er ansat på Fønixgården i Struer – et bosted for voksne med udviklingshæmning og funktionsnedsættelser og en af de otte arbejdspladser, som har implementeret LA2u i forbindelse med et projekt, hvor VIVE undersøger, om og hvordan metoden kan bruges til at forebygge udadreagerende adfærd blandt beboere med udviklingshæmning.

Metoden har fokus på at forstå borgerne og deres behov, bl.a. ved at medarbejderne forsøger at se verden fra borgernes perspektiv.

Nuancerer spørgsmålene

Michael Aarestrup ser LA2u som et godt redskab til at komme hele vejen rundt om borgeren, fordi metoden bl.a. lægger op til, at man tager udgangspunkt i billeder og pikto­grammer – og tænker i idéer, som måske ikke kommer frem af sig selv.

Han giver et konkret eksempel: ’Jørgen’ er beboer på Fønixgården. Adspurgt, om han vil med ud at gå, lyder svaret nej! Samme svar til spørgsmålet, om han vil med en tur ud i haven eller ned til bålhuset.

Men da Michael Aarestrup viser Jørgen billeder af den cykel, de bruger til at køre ture på, og billeder af solskin og blomster, kommer det frem, at Jørgens modvilje er noget mindre kategorisk.

– Det viste sig, at Jørgen godt ville ud at sidde på terrassen, når det er godt vejr, og han godt vil ud at plukke blomster, hvis han kunne sidde i kørestolen. Og en cykeltur ned til havnen ville faktisk være helt fantastisk, fortæller han og fortsætter:

– Der er meget mere i det end bare, om Jørgen vil udenfor eller ej. Vi fik nuanceret spørgsmålet ved at folde det ud, validere vores antagelser og komme rundt om, hvad han egentlig gerne vil, siger Michael Aarestrup.

Et kvalificeret og fælles bud

Når det gælder mennesker, som er særlig kognitivt udfordrede eller ikke har noget sprog, stiller opgaven med at finde frem til beboerens ønsker og meninger større krav til både medarbejdernes faglige tilgang og deres evne til at samarbejde.

– Flere af beboerne kan vi ikke bare spørge og få svar fra. Vi skal finde et tilstræbt indefra-perspektiv, som kommer så tæt som muligt på det, vi tror, er deres ønsker. Vi har haft mange snakke om, hvordan man undgår at komme til at trække sin egen mening ned over hovedet på beboerne. Det gør vi bl.a. ved, at vi altid har flere øjne på. Vi lytter til hinandens observationer og bud og analyserer os frem til nogle hypoteser, som vi løbende validerer. På den måde rammer vi tæt på – velvidende, at det ikke er 100 pct., siger Michael Aarestrup.

At det er en fælles opgave at nå frem til et tilstræbt indefra-perspektiv, har samtidig gjort det mere legitimt at forholde sig til sine kollegers ageren.

– Vi er blevet bedre til at undre os over for hinanden. Hvis man fx oplever, at en kollega er fraværende i samværet med en beboer, kan man sige det observerende. Man øver sig i at turde være uenige, tage fat i hinandens ageren og få italesat det, siger Michael Aarestrup.

Løfter fagligheden

Et andet af de bosteder, der har været med til at afprøve LA2u, er bostedet Fjordbo i Struer. Her er socialpædagog Jane Elkjær teamleder – og hun har i arbejdet med at implementere metoden også erfaret, at LA2u gør det nemmere at samarbejde om beboerne.

– Det er nemmere at turde være undrende og spørge ind til hinanden, også selvom man ikke er enige. Vi bruger hinanden meget og spørger fx: Hvad ser du? Hvad tror du, der er på spil? Er der noget, vi har misset? Det er lettere at holde det fagligt, siger hun.
Jane Elkærs oplevelse er også, at metoden har løftet fagligheden på arbejdspladsen.

– Vi har fået et fælles sprog i hele personalegruppen. Vi taler mere fagligt og bruger fagudtryk i stedet for ’synsninger’. Det, der tidligere var tavs viden, har vi nu fået skrevet ned, siger teamlederen.

Michael Aarestrup forklarer, at medarbejderne på Fønixgården nu fast i hver vagt registrerer, om det for den enkelte beboer har været en tidsperiode med trivsel, sårbar trivsel eller mistrivsel. Og hver sjette uge følger de op og får på den måde skabt et fælles samlet billede af beboernes grundstemning.

– Hvis beboeren samlet set har haft flere grå dage end grønne (grå betyder ’i sårbar trivsel’, red.), så skal vi generelt sætte vores krav, så de svarer til den grundstemning – også selvom den specifikke dag er god. Vi får mere kvalificerede snakke, og arbejdet løfter sig fra, at overleveringen bliver, ’han havde en god dag’, til en mere konkret status, siger han.

Færre konflikter

Begge steder ser de også eksempler på, at metoden har en positiv indflydelse på beboerne. Et eksempel er en beboer, som for nylig er flyttet til Fønixgården og dermed har mistet sine vante rammer. Forberedende analyserede personalet, hvad der kunne gøre overgangen til et nyt bosted god for borgeren – og det blev en kæmpe succes, fortæller Michael Aarestrup:

– Vi undersøgte, hvad der er det fede for ham, og hvordan vi kan imødekomme det. Det har betydet, at vi sørger for at holde fast i nogle aktivitetsdage for beboeren, hvor han kan bibeholde den struktur, han havde før – og se sine gamle venner fra sit tidligere aktivitetstilbud.

På Fjordbo er en beboer begyndt at sætte flere ord på sine følelser frem for blot at reagere voldsomt, fortæller Jane Elkær:

– Han siger: ’Jeg har det svært’ og ’du er nødt til at hjælpe mig’. Vi er også blevet meget bevidste om at anerkende og møde beboernes følelser og give udtryk for, at det er okay, at du er vred.

Færre konflikter

En erfaring, som de to arbejdspladser også har gjort sig, er, at flere konfliktsituationer nu bliver taget i optakten, fordi personalet arbejder bevidst med redskaberne fra LA2u – som fx at skifte kontekst ved enten at flytte sig fysisk eller ved at skifte medarbejder, aflede eller skærme beboeren.

Og så er medarbejderne også blevet mere bevidste om at lade beboerens eget tempo sætte dagsordenen.

– Vi har fx en beboer, som har en lang latenstid. Han tager lang tid om at komme ind ad en dør. Men det respekterer vi. Det er okay, at han står udenfor og tager det i sit eget tempo, siger Ole Korsgaard, medarbejder på Fjordbo.

Endelig oplever de også begge steder, at arbejdsglæden er steget.

– Vi oplever en større samhørighed og glæde, både fra beboernes og personalets side, fordi man kan se, at det giver mening. Man bliver glad af at gå på arbejde, når man oplever, at vi er i stand til at møde beboernes behov, siger Michael Aarestrup.