Arbejdsskader
Ny voldsskadeforsikring: Det skal du vide om dine forpligtelser som leder
Fra årsskiftet træder en ny voldsskadeforsikring i kraft. Den skal give medarbejdere lettere adgang til erstatning, hvis de har været udsat for vold og trusler – og betyder, at visse arbejdsgivere har pligt til at tegne en voldsskadeforsikring. Her er, hvad du skal vide om dine forpligtelser som leder
5. december 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Colourbox
I mange år har Socialpædagogerne arbejdet for, at det skal være lettere at få erstatning, hvis man som medarbejder har været udsat for vold, trusler og voldsomme episoder i sit arbejde.
Nu er der godt nyt! Fra 1. januar 2025 træder en ny voldsskadeforsikring i kraft, som netop giver ansatte som fx socialpædagoger, der bliver udsat for vold, trusler eller voldsomme hændelser, en lettere adgang til fuld erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsloven.
Voldsskadeforsikringen er en del af den arbejdsskadelov, der blev vedtaget i december 2023. Den medfører, at der indføres en ny forsikringspligt for arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for.
Det betyder, at man som medarbejder ikke længere skal politianmelde eller føre sag mod en borger for at sikre retten til fuld erstatning.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om arbejdsskader og forløbet i en arbejdsskadesag på sl.dk
På Arbejdstilsynets hjemmeside kan du læse mere om - eller se et webinar - om den nye voldsskadeforsikring.
Det skal du vide
Vi har samlet de vigtigste informationer, som du som leder har brug for i forhold til den nye voldsskadeforsikring:
Hvem er forpligtet til at tegne forsikringen?
Arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, har fra 1. januar 2025 pligt til at tegne en voldsskadeforsikring.
Hvad dækker forsikringen?
- Voldsskadeforsikringen omfatter anerkendte arbejdsulykker, mens erhvervssygdomme ikke er omfattet af den nye forsikringsordning.
- Forsikringen dækker forsætlige og uagtsomme voldshændelser. Det kan fx være en situation, hvor en medarbejder kommer til skade i forbindelse med en magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolder, andre beboere eller kolleger – og hvor skadevolderen fx i et forsøg på at komme fri slår den ansatte.
- Forsikringen dækker ikke hændelige uheld. Det kan fx være et hændeligt uheld, hvor en ansat deltager i boldspil med beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra en beboer i forbindelse med en beboers tackling efter bolden.
Hvad er lederens forpligtelser i forhold til voldsskadeforsikringen?
- Arbejdsgiveren har vejledningspligt i forhold til voldsskadeforsikringen. Når en af dine medarbejdere er udsat for en voldsom hændelse, som kan være omfattet af voldsskadeforsikringen, har du som leder – og repræsentant for arbejdsgiver – en vejledningspligt, hvis hændelsen anmeldes som en arbejdsulykke. Dvs. at du skal vejlede medarbejderen om muligheden for at søge erstatning ved voldsskadeforsikringen senest ved anmeldelse af arbejdsskaden. Du skal også anmelde sagen til voldsskadeforsikringen, hvis medarbejderen ønsker det.
- Når en arbejdsulykke med en voldsom hændelse bliver anmeldt til voldsskadeforsikringen, har forsikringen også pligt til at vurdere sagen og evt. vejlede medarbejderen.
Hvornår er det relevant at anmelde?
- Det kan være relevant at anmelde en arbejdsulykke til voldsskadeforsikringen, hvis medarbejderen har sygefravær i forbindelse med ulykken og/eller har fået ødelagt tøj eller andre genstande.
- Ved voldsskadeforsikringen kan man få dækket krav, som ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, der dækker varige mén og erhvervsevnetab samt nødvendig behandling. Det drejer sig om følgende krav:
- Svie og smerte – erstatning pr. sygedag/dage, hvor man er under behandling.
- Tabt arbejdsfortjeneste – erstatning ved løntab efter en skade.
- Tort/krænkelsesgodtgørelse ved særligt krænkende hændelser som indespærring eller seksuelle overgreb.
- Ødelagte genstande som fx tasker og tøj.
Hvad er fristen for at anmelde?
- Arbejdsgiver har alene pligt til at vejlede i forbindelse med anmeldelsen af arbejdsulykken. Medarbejderen har herefter en frist på to år fra ulykkestidspunktet til at anmode om erstatning enten selv eller via arbejdsgiver.
Er der mulighed for at klage?
- Hvis arbejdspladsen er uenig i forsikringsselskabets vurdering af forsikringspligten, kan man klage over afgørelsen til Arbejdstilsynet inden for fire uger. Arbejdsgiver får ikke oplysninger om erstatningsbeløbet og har ikke klageadgang til denne del af sagen.