Gå til indhold

OK25

Her er kravene til din overenskomst: Særligt 4 ting vil Socialpædagogerne kæmpe for

Om et par måneder sætter Socialpædagogerne sig ved forhandlingsbordet for at forhandle dine løn- og arbejdsvilkår på det private område. Og det bliver med fire centrale krav til arbejdsgiverne i hånden

16. december 2024

Artikel
Socialpædagogernes hovedbestyrelse har udtaget kravene til de kommende overenskomstforhandlinger på det private område på baggrund af prioriteringer fra fagforeningens lokale kredse og medlemmernes ønsker. Se, hvad det endte med.

Forfatter: Lea Holtze

Det var en enig hovedbestyrelse i Socialpædagogerne, der torsdag den 12. december besluttede, hvilke krav Socialpædagogerne skal stille til arbejdsgiverne, når forhandlingerne om dine løn- og arbejdsvilkår på det private område går i gang i starten af det nye år. 

Kravene er udtaget på baggrund af prioriteringer fra fagforeningens lokale kredse og de ønsker, som medlemmerne er kommet med på medlemsmøder og ved at indsende digitale postkort.

LÆS OGSÅ: Dét vil socialpædagogerne have mere af 

Det private område skal være attraktivt 

Udgangspunktet for Socialpædagogerne er at gøre de private arbejdspladser mere attraktive for medlemmerne, forklarer forbundsformand Benny Andersen. 

– Det er vigtigt for området, at det fortsat kan rekruttere og fastholde kvalificeret arbejdskraft i konkurrence med kommuner og regioner. Vi anerkender samtidig, at overenskomsterne fortsat skal være fleksible og give plads til forskellighed, siger han. 

Derfor har Socialpædagogerne helt konkret fire emner med til forhandlingsbordet, når Landsoverenskomsten for private opholdssteder, som de fleste socialpædagoger er ansat på, skal forhandles med Dansk Erhverv.

LÆS OGSÅ: Formand om private lønstigninger: Der ligger et pres på arbejdsgiverne 

1. Løn

På det private område aftaler man de specifikke lønninger lokalt. Overenskomsten definerer rammerne, der skal sikre det bedste grundlag for de lokale forhandlinger.  

Socialpædagogerne rejser derfor krav om, at tillidsrepræsentantens rolle i lønforhandlinger styrkes bl.a. ved, at TR indgår i lønsamtaler – og at medarbejderen kan vælge at lade sig repræsentere af sin lokale kreds i Socialpædagogerne, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant. Både kredsen og tillidsrepræsentanten kan kræve en lønforhandling. 

Desuden ønsker Socialpædagogerne lokale aftaler om lønsystemer, der sikrer, at særlige grupper stiger i løn – det kan være særlige funktioner, kvalifikationer eller anciennitetsbestemte lønninger. 

Endelig har privatansatte socialpædagoger en såkaldt særlig opsparing (fritvalgskontoen) på 7 pct., som Socialpædagogerne ønsker at udbygge. 

2. Arbejdstid 

Når det kommer til arbejdstid, er mulighederne for at regulere gennem overenskomsten meget begrænsede på det private område, fordi arbejdspladserne laver deres egne lokale arbejdstidstidsaftaler. 

Alligevel er der nogle forhold, der er særligt vigtige at få på plads, som Socialpædagogerne derfor ønsker nogle minimumsbestemmelser på. 

Derfor rejser Socialpædagogerne krav om få præciseret, hvad ulempetillægget dækker, herunder at få en graduering af tillæggets størrelse, og et krav om at ulempetillægget forhøjes.  

Desuden ønsker Socialpædagogerne en bestemmelse om, at den daglige arbejdstid udgør mindst 5 timer, at den ansatte skal kende sin arbejdsplan 4 uger i forvejen, og at overarbejde opgøres og udbetales hver tredje måned. Endelig skal beskyttet fridøgn fremgå af arbejdsplanen 

LÆS OGSÅ: Her er alt, hvad du skal vide om feriereglerne

3. Pension 

Pension er også løn, som du bare får senere i livet. Og på pensionsområdet rejser Socialpædagogerne krav om fortsat at udbygge pensionsordningerne, forhøje pensionsprocenten og sikre fuld arbejdsgiverbetalt pension. 

LÆS OGSÅ: Godt nyt om din pension: Nu stiger renten

4. Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter 

De tillidsvalgte er på mange måder rygraden og livsnerven i en fagforening som Socialpædagogerne, fordi de er med til at sikre gode løn- og arbejdsvilkår for socialpædagoger lokalt.  

Socialpædagogerne rejser krav om at udvide TR-beskyttelsen og at få præciseret, at TR har ret til den fornødne tid til at udføre deres funktion i arbejdstiden. Tillidsrepræsentanterne skal også have stillet nødvendigt lokale og udstyr til rådighed for at kunne udfylde TR-rollen.  

Der stilles desuden krav om, at arbejdsmiljørepræsentanterne har ret til frihed med løn, ligesom der skal være mulighed for at vælge en fællestillidsrepræsentant.  

Ud over de fire hovedemner, lægger Socialpædagogerne også en stribe andre krav på bordet, fx: 

    • reglerne for barns 2. hele sygedag skal følge reglerne for barns 1. hele sygedag 
    • lovbestemte omsorgsdage (omsorgsorlov) med løn  
    • betalte seniordage 
    • forhøjelse af det særlige ferietillæg 
    • forbedrede barselsvilkår

Hvad sker der nu? 

Ligesom at Socialpædagogerne stiller krav til arbejdsgiverne, stiller arbejdsgiverne også krav til Socialpædagogerne. Kravene udveksles i begyndelsen af 2025. 

Herefter begynder selve forhandlingerne. Socialpædagogernes forhandlinger foregår på baggrund af de såkaldte gennembrudsforlig på hhv. industriens og transportens områder, som sætter retning for overenskomstforhandlingerne på hele det private område. Først når de er på plads, påbegynder Socialpædagogernes egne forhandlinger. 

Er du ansat på vikaroverenskomsten? 

Socialpædagogerne har to forskellige overenskomster på det private område: Landoverenskomsten, som de fleste socialpædagoger er ansat på, og vikaroverenskomsten, som er delt med FOA og BUPL. 

Vikaroverenskomsten ligner det, vi kender fra det offentlige område, hvor man aftaler lønnen for den kommende overenskomstperiode ved forhandlingsbordet. Her er Socialpædagogernes krav, som koordineres med FOA og BUPL: 

  • Forhøjelse af satser for løn og arbejdstidsbestemte tillæg 
  • Forbedrede pensionsvilkår 
  • Indførelse af bestemmelse om kørselsgodtgørelse ved benyttelse af egen bil under tjenesten 
Bliv medlem
Bliv medlem