Gå til indhold

Ny politisk top i Socialpædagogerne: Se, hvem der blev valgt

På Socialpædagogernes kongres har de delegerede nu valgt, hvem der skal stå i spidsen for fagforeningen de kommende år. Der var kamp om pladserne. Se, hvem der blev valgt

14. november 2024

Artikel
På Socialpædagogernes kongres blev der valgt nye medlemmer til forretningsudvalget.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Nils Lund Pedersen

Som Socialpædagogernes øverste myndighed er det op til kongressens 195 delegerede medlemmer at vælge fagforeningens daglige politiske ledelse, forretningsudvalget.

Ved dette års kongres var der kamp om pladserne. Og der blev valgt tre nye medlemmer til forretningsudvalget, som nu består af: Benny Andersen, der er forbundsformand. 1. forbundsnæstformand bliver Gert Landergren Due. 2. forbundsnæstformand bliver Lene Kümpel, og forbundskasserer bliver Tina Lai Holmgaard.

– Det er en kæmpe ære fortsat at få lov at stå i spidsen for Socialpædagogerne de næste to år. Socialpædagogers faglighed forandrer liv for mennesker med handicap, psykiske lidelser og udsatte børn, unge og voksne hver eneste dag. Socialområdet er kernevelfærd – og det er vores medlemmer, der leverer den. Og sammen skal vi fortsætte med at knokle for vores medlemmers løn, vilkår, arbejdsmiljø og faglighed, siger forbundsformand Socialpædagogerne, Benny Andersen.

SE LISTEN med de 5 vigtigste beslutninger: Det betyder de for dig

Det vil vi arbejde for

Det var en glad og taknemmelig nyvalgt 1. forbundsnæstformand, der gik på talerstolen.

– Arbejdsvilkår og arbejdsmiljø skal være et hovedfokus ud over de dagsordner, vi allerede har. Der er en klar vilkårstræthed, for få uddannede, for meget vold, for meget unødvendig dokumentation, og det slider alt sammen, sagde Gert Landergren Due.

Også den nyvalgte 2. forbundsnæstformand, Lene Kümpel, meldte sig klar til opgaven.

– Der er tre helt centrale punkter, jeg vil arbejde for: Vi skal sikre, at den socialpædagogiske faglighed får den anerkendelse og status, den fortjener. Vi skal være helt skarpe på at være medlemmernes fagforening i tiden. Og vi skal skabe fagforeningen sammen, sagde hun.

Og som den sidste på talerstolen meldte en nyvalgt kasserer sig ydmyg og klar til at repræsentere landets socialpædagoger.

– Det er en forudsætning for en bæredygtig organisation, at vi har en sund økonomi. Samtidig tror jeg på, at vi sammen kan skabe nye måder at forstå og bedrive fagforening på, hvor vi er mere i øjenhøjde med vores medlemmer, siger Tina Lai Holmgaard.

LÆS OGSÅ: Socialpædagogernes 10 kredse lægges sammen til 6

Følg dem på Facebook

Du kan følge de fire medlemmer af Socialpædagogernes forretningsudvalg på Facebook:

Forbundsformand Benny Andersen

Forbundsnæstformand Gert Landergren Due

Forbundsnæstformand Lene Kümpel

Forbundskasserer Tina Lai Holmgaard

Farvel til afgående

Med de nye poster siger de tre nyvalgte farvel til posten som kredsformænd for henholdsvis Socialpædagogerne Østjylland, Socialpædagogerne Midtsjælland og Socialpædagogerne Bornholm.

Valget af det nye forretningsudvalg betyder farvel til nu tidligere 1. forbundsnæstformand Marie Sonne, og tidligere 2. forbundsnæstformand Verne Pedersen, der begge har besluttet at gå på pension, samt forbundskasserer Michael Madsen.

Hvad er en kongres?

Kongressen er Socialpædagogernes øverste myndighed og består af 195 delegerede medlemmer.

Når kongressen træder sammen, diskuterer og beslutter de vigtige ting for Socialpædagogerne. Her bliver den daglige politiske ledelse (forretningsudvalget) valgt, og de strategiske rammer for de kommende år lagt.

På Socialpædagogernes kongres 2024 skulle det bl.a. også besluttes:

  • om det skal hedde formand eller forperson
  • om Socialpædagogernes 10 kredse skal lægges sammen til 6
  • om der skal holdes kongres hvert 4. år i stedet for hvert 2.
Se det vigtigste fra kongressen
Bliv medlem
Bliv medlem