Dennis arbejder med rusmiddelbrugere: ’Man kommer langt, hvis man pakker det velkendte fixergen væk’

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Dennis Haulrich Thomsen

Uddannet socialpædagog i 2015 og har siden 2021 arbejdet som rusmiddelbehandler i VAMiS (Videncenter for Afhjælpning af Misbrugsproblemer blandt Særlige målgrupper) i Aalborg Kommune. 

Hvad er dit faglige fokus?

Hos VAMiS hjælper jeg visiterede borgere, der har både kognitive, psykiske udfordringer og et problematisk forbrug af rusmidler. Det kan være borgere med et udviklingshandicap og lav IQ, men også højtuddannede med psykiske lidelser. Men selvom det er en bred og kompleks målgruppe, arbejder vi ud fra den samme tilgang med alle. Og relationsarbejdet er altid det, der kommer først.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?

Stort set alle borgerne har haft rigtig dårlige erfaringer med relationer og tillid til andre. Og fordi de samtidig har vanskeligheder, der enten er medfødte eller betinget af opvækst, og er det vigtigt, at vi skaber en god relation og opbygger tillid. Det er et godt fundament for behandlingsalliancen, som vi skal indgå i, og som i sidste ende kan hjælpe borgeren med at reducere eller stoppe med at bruge rusmidler.

Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Til opstarts- og netværksmøder omkring borgere, der skal i behandling hos os, får vi tit at vide, at alt er prøvet, men intet har virket.
Fortællingen om borgeren er ofte, at der ikke er noget, der er lykkedes indtil videre, selvom borgeren har været henvist til psykiatrien, og man har forsøgt at opstille forskellige indsatser i både kommunen og psykiatrien. Af og til er det borgere med komplekse udfordringer og en voldsom traumehistorik og indlæggelser i bagagen.

Jeg står for den kognitive samtalebehandling, som er en såkaldt top-down tilgang. Når vi kombinerer det med en bottom-up kropslig tilgang, gennem fx kropsterapi og psykomotorisk terapi, får borgeren en mere samlet fornemmelse og forståelse af sig selv og de reaktioner, de har på forskellige følelser. Det hjælper dem med at kunne handle mere hensigtsmæssigt, og den kombination har vi set som en kæmpe fordel.

Og i sidste ende er det lykkedes at behandle borgerne med succes, fordi vi tager os tid og er tålmodige. Vi presser ikke på eller sætter regler op om, at de bliver afvist, hvis de ikke dukker op, for vi ved, at der altid er en årsag til det.

LÆS OGSÅ: Socialpædagog Jari motiverer borgere til at stoppe med at buge rusmidler

Hvorfor griber I behandlingen an på denne måde?

Fordi vi kan se, at det har effekt. Når vi spørger borgerne, hvad der virker, nævner de sjældent kognitive modeller, en metode, eller samtaleteknik. De nævner vores behandlingsalliance. De nævner, at den måde, de er blevet mødt på – ud fra hvor de er i deres situation, og som det menneske de er – virker for dem.

Hvilke konsekvenser ville det have for borgeren, hvis man tog dig og dine kolleger ud af ligningen?

Når borgerne bliver visiteret gennem kommunen, er det, fordi vi er den bedste mulighed. Så hvis de ikke kan få behandling hos os, er der ikke et andet alternativ. Det vil blive meget vanskeligt for vores målgruppe at få den hjælp, som de egentlig har brug for, hvis vi blev fjernet fra ligningen.

Hvilken faglig viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

Jeg har erfaring fra botilbudsområdet og fra forsorgsområdet, og den faglige viden, jeg har fået her, er grundlæggende og helt essentiel for, at jeg kan sidde i min stilling. Den faglighed og det menneskesyn, jeg har fået med mig derfra, er grundlæggende i mit arbejde.

Derudover kan jeg ikke undvære mit faglige bekendtskab med den motiverende samtale. Og en rigtig god portion tålmodighed. Man kommer langt, hvis man kan sidde på sine hænder og pakke det velkendte fixergen væk. 

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder du med Den Motiverende Samtale