Vilkår
Syg i ferien? Du kan have ret til erstatningsferie
For mange er det ved at være ferietid, og der er nok styr på ferieplanerne. Men har du også styr på reglerne, hvis du bliver syg i forbindelse med ferien?
7. oktober 2024
Forfatter: Malene Dreyer
Foto: Colourbox
Ferien står for døren for mange, og måske har du styr på ferieplanerne. Men hvad gør du, hvis uheldet er ude, og du bliver syg?
Der gælder forskellige regler alt efter, om du bliver syg, før din ferie begynder, eller du bliver syg, mens du holder ferie. Få en hurtig gennemgang af reglerne – og se, hvornår du har ret til erstatningsferie.
Syg inden ferien begynder
Hvis du bliver syg, før du er gået på ferie, har du ret til ikke at afholde din ferie alligevel. Det er vigtigt, at du senest sygemelder dig til din leder på den første aftalte feriedag ved arbejdstids begyndelse. Du skal følge retningslinjerne for, hvordan man sygemelder sig på din arbejdsplads.
Hvis du raskmelder dig, før din planlagte ferie er slut, kan du vælge at holde resten af ferien i forlængelse af raskmeldingen og holde erstatningsferien, som du får for sygedagene, senere. Du skal aftale med din leder, hvornår erstatningsferien holdes.
Du kan også vælge at holde hele ferien senere.
Hvis du ikke ønsker at holde resten af den planlagte ferie i forlængelse af raskmeldingen, skal du genoptage dit arbejde ved raskmelding. Når du melder dig rask, skal du give din leder besked om, hvad du vælger.
Syg under ferien
Hvis du allerede er gået på ferie og så bliver syg, og hvis du er syg i mere end fem dage (karensdage), så kan du få erstatningsferie – men kun for den sygdom, der ligger ud over de fem første dage af din ferie. Brækker du fx benet på anden feriedag, så kan du altså ikke få ’erstattet’ de fem første dage, men udelukkende den ferie, du havde aftalt ud over det. Det er desuden et krav, at du kan fremvise en lægeerklæring til din leder. Lægeerklæringen skal du selv betale for.
Det er vigtigt, at du giver din leder besked om, at du er syg allerede den første sygedag, da karensdagene (de fem dage) først løber fra den dag, du har sygemeldt dig til din leder.
Hvis du når at blive rask igen i den aftalte ferieperiode, så skal du raskmelde dig hos din leder. Ved raskmelding kan du vælge, om du vil starte på arbejde igen med det samme, eller om du ønsker at afholde resten af din ferie. Det er vigtigt du giver din leder besked om, hvad du ønsker, når du melder dig rask.
Du skal også aftale med din leder, hvornår erstatningsferien skal holdes. Du kan ikke regne med, at den kan afholdes i forlængelse af den ferie, du har tilbage.
Få hjælp og rådgivning
Det er ikke altid helt enkelt at gennemskue reglerne. Ikke mindst hvis du er helt eller delvist sygemeldt, hvor der gælder særlige regler for afvikling af ferie. Husk, at du som medlem kan få rådgivning fra din TR eller lokale kreds, hvis du bliver syg under, op til og før ferieafviklingen.
Læs mere om ferie og sygdom på sl.dk.