Se og modtag kærlighed i det professionelle relationsarbejde

Gennem den sidste tid har jeg været meget optaget af begrebet kærlighed i forhold det professionelle relationsarbejde. Denne optagethed opstod dels gennem min parterapeutuddannelse og dels ved at læse Kierkegaard.

Ofte betragter vi kærligheden som en privat sag. Første gang, jeg blev udfordret i det syn, var da jeg tog familie- og psykoterapeutuddannelsen på DFTI (Dansk Familieterapeutisk Institut). Jeg citerer fra deres hjemmeside:

’Vi betragter kærligheden som den største drivkraft i livet. Den eksistentielle udfordring består i, om og hvordan vi tør lade den få plads. Hvilken åbning, vi møder andre med, er grobunden for, hvad der sker mellem mennesker’. (Ruth Hansen) 

Den betingelsesløse kærlighed har jeg oplevet i forhold til vores fire børn. En kærlighed der på godt og ondt ønsker det bedste for vores børn. En kærlighed som også er villig til at give mere, end man egentlig kan klare, hvis omstændighederne kræver det. I denne kærlighed er der et lag af intuitiv forståelse og følelsesmæssigt engagement, som bedst kan sammenlignes med, når man stemmer en guitar. Når tonen er rigtig, vil resonansen alene få den anden streng til af vibrere.

Med andre ord: At der opstår en samhørighed, som kan være svær at forklare.

LÆS OGSÅ: Moralsk stress – når faglighed og arbejdsvilkår ikke kan følges ad

Kærligheden til andre og sig selv

Vi kender vendingen: ’Du skal elske din næste som dig selv’. For mig betyder det, at det er to sider af samme mønt, der er indbyrdes forbundne. Kierkegaard er inde på det samme:

’At have kærlighed til et andet menneske betyder ikke, at man undertrykker sig selv, derimod at man elsker den anden som sig selv. ’Kærlighed’ indeholder altid ’ligelighed’ idet ’den rette selvkærlighed’ er identisk. (Kierkegaard: Kjærlighedens gjerninger)

Der er altså ingen forskel er på disse to udtryk. Selvsamme kærlighed, vi viser til vores børn, skal vi også give til os selv. Og her må vi hele tiden finde den svære balance mellem omsorgen for os selv og til de andre. For den balance er nødvendig for at kunne genspejle kærligheden fra andre – som vi så taknemmeligt skal tage imod.

Desværre bliver disse gen-kærlighedsgaver let tilsidesat, fordi de bliver overdøvet i kravet om effektivitet, resultater, usikkerhed, manglende gensidighed eller generthed. Et personligt fokuspunkt bliver at øve os i at se og modtage kærligheden fra andre og lade kærlighedens følelse få lov til i øjeblikket at berige os så meget, at den også får lov til at blive en del af os. Når det sker, udløses hormonet Oxcytocin i hjernen.

Belønningshormonet Oxcytocin

Vi har flere ’belønnings-hormoner’ i hjernen. De mest kendte er Dopamin, som udløses ved individuelle præstationer og Oxytocin, som udløses gennem omsorg for sig selv og andre.

I forhold til os selv udløses oxcytocin bl.a. gennem:

• At have omsorg og forståelse for sig selv

• Alle typer beroligende sansestimuli

• Pauser og være langsom
• Gåture og lyde i naturen
• Kigge på smuk kunst

• Musik, som gør dig glad
• Læse en god bog
• Meditation

I forhold til andre udløses oxcytocin både hos dig og andre bl.a. gennem:

• At være sammen med (dine) børn, lege med dem, forstå og drage omsorg for dem

• Forståelse og anerkendelse fra andre
• Gøre noget for andre
• Tale om følelser og behov
• Berøring, kram 

Kilde: https://psykologmaiken.dk/blog/aktiviteter-der-giver-oxytocin

Valgets betydning

Det bedste, vi kan gøre ifølge Kierkegaard, er at træffe et bevidst valg: At kærligheden til mig selv og alle dem, jeg møder, bliver den grundtilgang, som i alle forhold kommer til at bestemme mine ord og handlinger. Men at det er et valg, vi skal finde i os selv – på et følelsesmæssigt plan.

’Det er ikke noget, der kan opnås ved i en immanent (i kraft af sig selv) intellektuel anstrengelse at erhverve en viden. Men er en viljesakt, hvor mennesket overgiver sig betingelsesløst til det transcendente (grænseoverskridende): Kærligheden selv’. (s. 92 Kierkegaard, kristendom og konsekvens af Birgit Bertung)

Vi er her inde i et område, som sprænger rammerne for logisk tænkning. Som ’kun nås ved et valg eller et spring ind på troens, livets, lidenskabelige, usikrede vej og ikke via den sikre videnskabelige’. (s. 131 Kierkegaard, kristendom og konsekvens, af Birgit Bertung)

Men det vil kun ske, når ydmygheden bliver en del af min tilgang (kunsten bliver så, at ydmyghed ikke bliver til selvfornægtelse). Den anden må ikke blive mit projekt, fordi hvis vi bevidst ønsker at bruge kærligheden som middel – så mister vi den, fordi den gøres instrumentel/betinget.

Kærlighed kræver etik

At træffe valget indebærer også et stort etisk ansvar. Jeg kommer til at tænke på ræven i ’Den lille prins’, som siger, at prinsen har gjort den tam. Hvis prinsen her havde overskredet etikken og udnyttet det til egen fordel, så havde det pludselig været endnu mere ødelæggende for ræven, fordi den tillid, den viste, pludselig bliver svigtet.

Det er netop der, hvor vi enten går fra at være personlige til at blive for private eller professionelle, at kærlighedens helende kraft forsvinder.

LÆS OGSÅ: Må man takke ja til en privat invitation?

Kærligheden forandrer

Men hvis kærligheden skal få lov til at præge os i vores væren med andre, kræver det, at vi er i balance. Uden denne grounding kan vi ikke skabe de mødeøjeblikke/nærvær, hvor kærligheden vækkes/træder i karakrater hos os selv og dermed lægger grunden for, at den også vækkes hos den, vi er sammen med.

Når andre oplever denne tilgang, kan man over tid opleve, at kærligheden gør, at dem vi er sammen med selv får mere fat i selvsamme følelser. Hvilket gør, at de bliver mere kærlige, empatiske, tillidsfulde, gavmilde, samarbejdsvillige, moralske, mindre angste og hvor deres indlæringsevne styrkes! 

Kilde: https://behandler-guiden.dk/livskvalitet/oxytocin

Min påstand er, at når fx Åben Dialog, Recovery eller vellykket psykoterapi skaber resultater, er det netop fordi, kærligheden i en eller anden udstrækning har været i spil!

Eksempel fra det virkelig liv

I Bogen Zebrapigen fortæller Sofia Åkerman om hendes anoreksi og cutting. Hun får bl.a. hjælp af psykologen Mia, om hvem hun skriver:

’Jeg spurgte hende, hvorfor hun ofrede sig sådan for en enkelt pige, og så svarede hun: Lige nu er det dig, som har mest brug for mig’ (s. 37).

Da Sofia efter fire år begynder at blive rask, skriver hun: ’Mia var på ferie nu, den første ferie hun havde haft fra mig i de år, jeg havde konsulteret hende. I hendes tidligere ferier havde jeg enten fået lov til at bo hos hende, eller også havde hun måttet sætte ekstra timer af til mig. Jeg kunne godt lide at mødes med Mia, men jeg følte ikke længere, at jeg ikke kunne overleve uden hende’ (s. 259)

Mia var medvirkende til Sofias helbredelse. Men kun fordi Sofia selv som modtager, var villig til at slippe kontrollen, åbne sig og ’bare’ modtage Mias kærligheds-gave.

Men det behøver ikke at være så meget. Det kan være et smil, et klem, en lille gave eller et opkald. Afgørende er, at det er kærligheden i samspillet med den anden, der bestemmer handlingen.

Løgstrup siger det meget tankevækkende i Den etiske fordring:

’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en optagethed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte om den andens liv lykkes eller ej’.

Afslutningsvis vil jeg opsummere med endnu et Kierkegaard citat:

’Det mest kærlige, vi kan gøre, er at hjælpe den anden til at blive fri, stå alene, blive sin egen person og blive selvstændig. Den kærlige er således ikke interesseret i at omskabe den anden. Hun ønsker ikke at tvinge den anden – er ikke ivrigt optaget af at redde den anden eller overtale den anden. Den kærlige lægger ikke egne følelser eller synspunkter ind i den anden, formaner ikke. Vi har ingen dagsorden på vegne af den anden. Med udgangspunkt i Højsangen siger Kierkegaard at kærlighed skal gives på sådan en måde, at den bliver modtagerens ejendom’ (Relationer s. 240 af Annelise Løvlie Schibbye).