Gå til indhold

Guide

Nye karriereveje: Følg 5 enkle trin hen mod drømmejobbet

Er du ledig eller bare på jagt efter nye karriereveje? Så får du her fem gode råd fra jobkonsulent Maria Hesselberg til, hvordan du lander dit næste job

22. oktober 2024

Artikel
For at få drømmejobbet, skal du selvfølgelig skrive en god ansøgning – men hvad skal der ellers til? Få svar og gode råd her.

Forfatter: Maria Rørbæk

Foto: Colourbox

Hvad vil være et godt, nyt job for mig? Hvordan kommer jeg til samtale på mit drømmejob? Og hvad er en god ansøgning?

Hvis du søger nyt arbejde, er dit hoved måske fyldt med den type spørgsmål. Her får du fem gode råd af jobkonsulent Maria Hesselberg fra Socialpædagogernes a-kasse:

LÆS OGSÅ: Sådan fik Tine nyt job efter 23 år samme sted – uden at sige op

Råd nr. 1

Afklar dine ønsker

Først og fremmest er det vigtigt at blive afklaret om dine værdier og prioriteter. Hvad er vigtigt for dig i dit arbejdsliv? Hvad vil du gerne have mere af? Og hvad vil du gerne have mindre af? Det kan være i forhold til alt lige fra borgergruppe, arbejdsopgaver, kollegaer, arbejdstider og afstand til jobbet. Dernæst skal du prioritere, så du ved, hvad du kan gå på kompromis med, og hvad du absolut ikke kan/vil gå på kompromis med.

Når du kigger på stillingsopslag, er til jobsamtale osv., skal du nemlig lade dig guide af dine egne værdier og prioriteter, så du ikke bliver styret af tilfældigheder, men af et bevidst valg.

Råd nr. 2

Skaf viden om jobbet

Når du har fundet en stilling, du gerne vil søge, skal du vente lidt med at gå til tasterne. Skaf først mere viden om jobbet. Læs jobannoncen rigtig godt igennem, så du ved, hvad de efterspørger. Søg viden om arbejdspladsen på nettet, via sociale medier og gennem dit netværk, hvis du kender nogen, der arbejder der. Ring gerne til arbejdspladsen med nogle gode, velforberedte spørgsmål, som du ikke bare kunne have fundet svar på i jobannoncen. Et godt kendskab til arbejdspladsen og jobbet vil nemlig give dig et forspring i forhold til de andre, der også søger stillingen.

Råd nr. 3

Lav et knivskarpt og målrettet CV

Langt de flest arbejdsgivere kigger først på CV’et og bruger tit længere tid på det end på at læse selve ansøgningen. Lav derfor et knivskarpt CV på max 4 sider, der skaber overblik, er læsevenligt og fyldestgørende. Brug gerne en emneopdelt skabelon i punktform, hvor du redegør for de erfaringer, du allerede har erhvervet gennem fx jobs, praktikker og uddannelse. Og indled med et lille resume eller en faglig profil, hvor du opsummerer, hvorfor dine erfaringer er relevante i forhold til det job, du søger. Du skal ikke nødvendigvis sende det samme CV hver gang, du søger job, men sørg for at fremhæve de arbejdsopgaver, uddannelseselementer etc., der er særligt relevante.

Råd nr. 4

Skriv en god ansøgning

Modsat CV’et skal ansøgningen være fremadrettet og handle om, hvordan du vil bestride det nye job. Det er vigtigt, at ansøgningen er let at læse og max fylder en side. Skriv i et aktivt sprog med korte sætninger og afsnit ud fra mottoet: Show it, don’t tell it. Det betyder fx, at fremfor at skrive, at du er struktureret, skal du illustrere det med et eksempel.

Råd nr. 5

Søg sparring

Få altid en anden til at læse dit materiale igennem, inden du sender det afsted. Slåfejl og stavefejl giver de fleste arbejdsgivere et dårligt indtryk. Det kan også være, at du selv tager noget for givet, som andre ikke forstår, og så er det godt med et par friske øjne. Din sparringspartner kan også hjælpe med at tjekke, at du får fortalt om alle de kvalifikationer, du har, og som arbejdsgiveren efterspørger.

Find alt om job- og karriere

Socialpædagogerne hjælper dig videre i karrieren, hvis du står uden arbejde eller kigger efter nyt. Få flere tips til jobsøgningen, hør podcast om jobsøgning og mød socialpædagoger, der har taget springet – og meget andet på sl.dk.

Gå til side

Få gratis rådgivning

Har du brug for sparring og rådgivning om din karriere? Så book Socialpædagogernes gratis Job- og Karriererådgivning

Book rådgivning
Bliv medlem