Kronik: Trøst som greb og begreb

Trøst: så småt og alligevel så stort

Voksnes trøst af børn er vel ellers et så trivielt indslag i hverdagen, at den aktivitet aldrig kan blive et selvstændigt forskningsemne? Sådan kan man se på det, eftersom trøst ikke har nogen synlig bevågenhed inden for hverken pædagogisk forskning eller pædagogisk uddannelse. Op imod denne skæbne kunne man gævt hævde, at trøst også er pædagogikkens suverænt væsentligste greb og begreb: For de allerfleste af os er nemlig både blevet og har selv trøstet. I vores kulturkreds hersker der tilmed den udbredte opfattelse, at vi ikke tåler at se et andet menneske med trang til trøst stå alene tilbage uden den trøstende opmærksomhed.

Magien der mildner

Set på afstand er trøst den rene magi: I løbet af bare syv minutter lykkes det Trine – hun er en af pædagogerne ude på legepladsen – at trylle al smerten ud af Bjørns krop og sind, efter han faldt af gyngen og slog sit knæ til blods. Dermed opviser hun en magisk styrke og effektivitet, som kunne minde om en vellykket djævleuddrivelse. Femårige Bjørn kommer med dagens sidste snøft, spjætter ned fra Trines skød og humper tilbage til de andre på legepladsen. Gyngen får dog lov til at forblive gynge for i dag. Trine for hendes del kan nu, lettet og tilfreds, konstatere, at ”nu er han vist færdigtrøstet”. Trøstescenariet fremstår som den fuldendt lykkelige forløsning, hvor Bjørn ved Trines mellemkomst sagte, men sikkert, vender tilbage i den komfortable tilstand af balance, healet – eller bare helet.

Trøst kan noget, nemlig bibringe lindring, opmuntring og husvalelse. Trøsten er målrettet, da den hjælper med at lindre en smerte, mildne en sorg eller anden slem ufordragelighed, og så finde det frem, der kan opmuntre den ramte. Smerten kan komme af hvad som helst og være af fysisk som psykisk karakter. Hus-hva’-for-noget?! ’Husvalelse’ er et gammelt dansk ord for den lette og lysere sindstilstand, lindringen og opmuntringen afstedkommer – den trøstede er nu blevet ’god igen’.

I den forstand skelner trøstens pædagogik ikke mellem børn, unge eller voksne og den tilbyder sig også til alle uanset deres fysiske eller psykiske væren. De socialpædagogiske miljøer imellem kan have nok så forskellige måder at yde trøsten på, også selv om man måske ikke lige har ’trøst’ i sit daglige faglige sprog. – Her er der virkelig et emne at kaste sig over til den næste faglige temadag,  bacheloropgaven, specialet eller det næste forskningsprojekt.

For enkelhedens og genkendelighedens skyld forlægger jeg nu scenen til børnehavens legeplads:

Kroppens virtuos

Hvor har hun det fra? Spiloppernes stuepædagog Trine, for hun får udfrielsen af Bjørn til at fremstå som den allerenkleste ting i verden. Men det er det ikke. Trøsten er så sammensat et væv af kropslige, emotionelle, mentale og kommunikerende samspil mellem Trine og Bjørn, at det forskende blik næppe klarer at komme helt til bunds i denne trøstesag. Der kommer mere endnu, for samspillet mellem Trine og Bjørn har ingen af dem kontrol over. Trine kan ikke ty til instruktionerne fra ’Trøstens metodebog’ for den er ikke slet ikke skrevet. Og hvis manualen virkelig fandtes, ville den alligevel være nytteløs: For Trines virtuose måde at afstemme sig med det uforudsigelige i situationen og med egen og Bjørns krop på kan ikke følge en regel, en forskrift, uden at der går ged i den. Så heller ikke trøst bliver til noget ved at følge et koncepts forskrifter.

Det ligger i rytmen

Trøstens effektivitet beror på den voksnes opøvede sans for rytmen i samspillet. Rytmen er en praktisk og særdeles sammensat måde at mestre situationen på, fordi kroppe, tid og tempo skal finde sammen og spille sammen. Rytmen kan ikke udtænkes på forhånd og derpå føres ud i livet.

Trine må på virtuos vis opfinde en brugbar trøsterytme undervejs. Det er også rytmen i brudens tale til gommen, der afslører, om hun virkelig elsker ham. I den oprigtige tale er alle kunstpauserne smidigt afstemte med dens indhold, intonationer og hele situationen. På samme måde kan de stille pauser i trøsten, hvor der tilsyneladende ingenting sker, være helt afgørende for, om Bjørn virkelig føler sig ordentligt trøstet af Trine.

Det er med andre ord i Kairos, trøsten fuldbyrdes. Kairos betyder ’det gunstige øjeblik’, og er det ene af det antikke Grækenlands ord for tid. Kronos er det andet. Kronos beskriver sekvens og rækkefølge som bevægelse over en lige linje som er typisk for de mest gængse opfattelser af pædagogik. Hemmeligheden bag trøstens effektivitet kan altså findes i Kairos. Egentlig kan man vel sige at effektiviteten i al pædagogisk virksomhed netop bygger på pædagogens praktiske mestring af rytmens krop, tid og tempo.

Trøst er tillært

Trøsterelationens hele forløb og udfald er lige så håbefuldt som det er uforudsigeligt. Bjørn skal lære at blive ’trøstbar’, lidt ligesom fodboldspilleren, der skal gøre sig ’spilbar’. Og Trine skal lære at ’spille trøstebolden’ over til Bjørn, ikke hvor han er, men hvor han er på vej hen.

Men hvor, hvornår og hvordan har Trine lært det repertoire af trøstende fremgangsmåder, hun råder over? Hun har det så afgjort ikke fra bacheloropgaven, for den omhandlede noget helt andet. Ligesom for hendes medstuderende har hun heller ikke ’læst’ sig til ’trøst’ på pædagoguddannelsen eller blevet undervist i det.

Trine og alle andre lærer trøsten i en praktisk tilstand gennem titusindvis af praktiske øvelser og prøvelser. På den måde står alle i trøstelære, men uden at have en egentlig mester at efterligne; læretiden løber hele livet ud og begynder allerede der, hvor Trine som det lille barn får øje på den anden. Trøst læres ikke ved at kopiere nogen, men i det praktiske mesterskab ved at fornemme, være, mime, prøve, prøve om og om igen. Her er vi fuldt og helt på situationens og kroppens niveau og ikke på refleksionens og teoriens. Det er ligesom med modersmålet, det læres også først i en praktisk tilstand. Grammatikken som det symbolske mesterskab støder først til mange år senere i livet, skolelivet. Også trøstens symbolske mesterskab følger efter det praktiske. Ligesom vi kan og har lært at tale med hinanden uden grammatikkens mellemkomst, er også trøst altså gået under refleksionens radar.

Pædagogens dobbelte arbejdsliv

Også den trøstende kunnen er altså tillært uden ord og kan dermed også fungere uden ord i det praktisk pædagogiske mesterskab, der går forud for det symbolske. Det er derfor både forskerne, underviserne på de pædagogiske uddannelser og så mange andre kan blive så rundforvirrede at de taber kampen om at give den egenartede pædagogiske praksis et vedkommende og levende sprog.

Alligevel skal Trine leve to præstationsliv i hendes arbejde: Det kropsligt-praktiske og det refleksive, hvor hun skal tænke og tale med faglig autoritet. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har udtrykt dobbeltheden på den måde, at den verden, vi tænker i, ikke er den samme som den verden, vi lever i. Og det er fordi, Trine aldrig helt ved, hvad hun gør, at det, som hun gør, har en større mening, end hun selv ved af.

Indlægget er skrevet i anledning af forfatterens bog: T R Ø S T. Bidrag til en jordnær, kropsnær og omtænksom pædagogik. Akademisk Forlag, 2020.