Gå til indhold

Sårbare unge

Nørdeklubben giver Benjamin et fællesskab

Han blev voldsomt mobbet i skolen, og som 14-årig var Benjamin fuldstændig isoleret. Men ungekonsulent Henrik Garde Hansen opdagede, at Benjamin gennem brætspil og rollespil kunne indgå i nye fællesskaber. Det blev startskuddet til ’Nørdeklubben’ – og på et nyt liv for Benjamin

5. september 2023

Artikel
Nørdegruppe_049_1128x600.jpg
Benjamin på 19 blev udsat for voldsom mobning i sin folkeskoletid. Men Nørdeklubben, hvor brætspil og rollespil bruges som pædagogisk metode til at få udsatte børn og unge ind i et fællesskab, har givet Benjamin selvtillid og fået ham ud af sin sociale isolation.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

– Da jeg første gang mødte Benjamin, oplevede jeg en 14-årig dreng, som var fuldstændig socialt isoleret. Han kunne slet ikke holde ud af være sammen med andre børn og havde det rigtig svært, fortæller ungekonsulent i Tønder Kommune Henrik Garde Hansen.

Forklaringen på, at Benjamin helt var holdt op med at gå i skole og med at omgås andre unge, var, at han var udsat for mobning og gruppedrillerier i folkeskolen.

– Vi taler voldsom mobning, hvor det kulminerede med overfald og forsøg på at drukne Benjamin i svømmehallen. Det har været dybt traumatisk for ham, og selvom Benjamin undervejs skiftede skole, så kom han sig aldrig over det. Det sad så dybt i ham, at han oplevede volds- og hævnfantasier og ikke kunne sove om natten, siger Henrik Garde Hansen.

Når vi spiller, har vi et fællesskab med regler, der gør det lettere for de unge at samarbejde og regulere hinanden – og her tæller Benjamin lige så meget som de andre.

Henrik Garde Hansen, ungekonsulent Tønder Kommune

Nørdeklubben

Som et tilbud under Tønder Kommunes socialforvaltning er Nørdeklubben målrettet unge, der har udfordringer med fx skolevægring, autismespektrumforstyrrelser eller social isolation.

I Nørdeklubben kommer både unge henvist på handleplan og unge, der bare gerne vil nørde og spille. Tanken er, at ingen er specielle i klubben. De er bare nørder, som hellere vil være pirater, mutantjægere og troldmænd, end de vil spille håndbold eller gå til svømning.

Læs reportagen 'Her er vi alle nørder'

Trolde og krigere

I samtalerne med Benjamin opdagede Henrik Garde Hansen hurtigt, at han var rigtig glad for brætspil og rollespil. I spillet kunne han nemmere holde ud af være sammen med andre børn.

– Først spillede vi bare os to. Men siden tog vi initiativ til at etablere Nørdeklubben, som i dag er et tilbud i Tønder Kommune til unge, der har svært ved at indgå i fællesskaber, og som måske ikke lige har lyst til at spille fodbold eller gå til spejder. Her bruger vi spil som pædagogisk metode, siger Henrik Garde Hansen.

Læs fotoreportagen 'Her er vi alle nørder', hvor vi har besøgt Benjamin og Nørdeklubben

I spillet får Benjamin og de andre unge nogle andre roller end det at være et sårbart barn.

– De er troldmænd, krigere, præster og orker – og de indgår i en struktureret leg, hvor der ikke er smalltalk og drillerier, som fx Benjamin slet ikke kan være i. Når vi spiller, har vi et fællesskab med regler, der gør det lettere for de unge at samarbejde og regulere hinanden – og her tæller Benjamin lige så meget som de andre.

Find det, de brænder for

I dag er Benjamin 19 år og har stadig sin faste gang i Nørdeklubben hver fredag eftermiddag. Men nu i en ny rolle, fortæller Henrik Garde Hansen:

– Han har udviklet sig til i dag at være den store, som tager sig af de andre. Når der fx kommer nye børn ind, er det Benjamin, der forklarer, hvad det er for nogle spil, vi har – og lærer de nye om de forskellige regler. Det er også Benjamin, der af eget initiativ tager kage med til de andre i klubben og i øvrigt har helt styr på, hvem der har allergier osv.

Selvom Benjamin endnu ikke er begyndt at få venner uden for Nørdeklubben, så nærmer han sig det punkt, hvor han føler sig klar til det. Han vil gerne være en del af et større fællesskab.

– Han er flyttet hjemmefra, er kommet i uddannelse og har senest fundet en læreplads som kok i nabobyen. Alt sammen fordi, vi fik ham ind i et rum, hvor der var noget, han brændte for og havde lyst til. Man kan sige, at Nørdeklubben skabte rammerne for den socialpædagogiske indsats, der hjalp Benjamin ud af sin isolation, siger Henrik Garde Hansen.

 

Bliv medlem