Fotoreportage
Her er vi alle nørder
I Nørdeklubben er spil og leg som pædagogisk metode nøglen til fællesskabet. Når unge mødes fredag eftermiddag, parkerer de lavt selvværd og social isolation ved døren – og bruger brætspil og rollespil til at skabe nye venskaber
4. september 2023
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Nørdeklubben
Som et tilbud under Tønder Kommunes socialforvaltning er Nørdeklubben målrettet unge, der har udfordringer med fx skolevægring, social isolation eller autismespektrumforstyrrelser.
I Nørdeklubben kommer både unge henvist på handleplan og unge, der bare gerne vil nørde og spille. Tanken er, at ingen er specielle i klubben. De er bare nørder, som hellere vil være pirater, mutantjægere og troldmænd, end de vil spille håndbold eller gå til svømning.