Gå til indhold

Portræt

Der er brug for jeres faglighed

Nina Smith voksede op under trange kår – indtil betydningsfulde voksne og velfærdsprofessionelle så hende. I dag er hun professor i økonomi og har været med til at foreslå nogle af de mest gennemgribende reformer af det danske velfærdssystem – bl.a. et løft af pædagoguddannelsen, fordi socialpæda­goger er ’sindssygt vigtige’, mener hun.

3. september 2023

Artikel
Nina Smith .png
Nina Smith kunne selv have endt som en del af det problem, som hun har brugt en stor del af sit voksne liv på at finde gode løsninger på. Mød et barn af velfærdsstaten, der endte som topøkonom, og læs hvorfor hun mener, der er brug for socialpædagogers faglighed.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Tor Birk Trads

Et leben af børn på ethjulede cykler drøner forbi. ’Hej,’ råber de til delegationen af fremmede voksne med pæne sko og pressefolder på bukserne. Nina Smith og hendes medkommissærer fra Reformkommissionen går ind i bydelscaféen, hvor en gruppe kvinder fortæller, hvordan det har ændret deres liv, at de nu kommer her og laver mad.

Rundt om den lille café i Holstebro tårner det sociale boligbyggeri sig op. Det myldrer ud og ind af en af bygningerne, hvor det lokale jobcenter er rykket ind.

– Jeg kendte ikke til boligsociale løsninger. Det gjorde virkelig indtryk, fortæller professor Nina Smith med en begejstring, der får det ellers velordnede pagehår til at gynge i takt.

Det er tre år siden, at den nu 67-årige professor i nationaløkonomi besøgte kvinderne – og startede sin rejse rundt til alt fra boligsociale indsatser til bistandskontorer. For at forstå menneskene bag tallene, som hun siger. Det var også dengang, at hun tog hul på et maraton af møder med praksisfolk, forskere og udsatte unge, der kunne fortælle om at blive tabt i systemet, indtil en af samfundets velfærdsprofessionelle rent faktisk begyndte at tro på dem, lytte til dem og føre dem videre ad livets nogle gange snørklede vej mod uddannelse og job.

I oktober 2020 satte Nina Smith sig i spidsen for Reformkommissionen, der blev nedsat af den forrige regering og videreført af den nuværende for at komme med anbefalinger til reformer af uddannelses- og beskæftigelsessystemet.

Siden har kommissionen præsenteret sine anbefalinger – fx et kvalitetsløft af uddannelsen til socialpædagog og almen pædagog og en helt ny måde at tænke beskæftigelses- og socialpolitik på. Hvorfor det landede dér, vender vi tilbage til.

En skrap madamme

Målet med kommissionens arbejde har kort fortalt været at løse komplekse problemer, som årtiers reformer ikke formåede at løse – bl.a. at for få hænder presser velfærden. Den udlægning bliver imidlertid for forsimplet, indskyder Nina Smith prompte og uddyber:

– Det må være velfærdsstatens målsætning, at folk skal have et godt liv. Et liv, hvor børn og unge ikke falder ud af uddannelsessystemet, bliver marginaliseret og kommer langt væk fra arbejdsmarkedet, men hvor de er en del af et fællesskab. Det blev jeg ved med at insistere på, fastslår hun og markerer sin pointe med en fast hånd i bordet.

Samme faste hånd har hun haft, når hun har ført kniven i bl.a. reformer af dagpenge og efterløn med det fælles tema: ’Hvem har ret til hvilke ydelser, hvornår og hvor længe?’

– Jeg har været en skrap madamme, konkluderer hun uden at tøve.

– Og det har jeg haft det supergodt med. For jeg mener, vi skabte en velfærdsstat i 70’erne, der ikke var holdbar i længden – den var mere generøs, end hvad mennesker kan leve op til. At tage sig af de mest udsatte er da det vigtigste i vores velfærdssamfund. Det skal der være råd til. Men jeg har ikke en skid respekt for folk, der er dovne og reelt tager fra fællesskabet.

Et komplekst område

Efter de mange hårde reformer, der øgede arbejdsudbuddet og nedbragte ledigheden, stod samfundet stadig tilbage med komplekse problemer. Og tanken med den nye Reformkommission var, at de problemer skulle håndteres med en ny type reformer, hvor pisk og stramninger er skiftet ud med fx uddannelse og opkvalificering.

Undervejs har det været en øjenåbner for Nina Smith at opleve, hvor komplekst socialområdet er. For det første fordi det selvsagt er svært at lægge effekt af sociale indsatser ind i økonomiske regnemodeller og oversætte håb og drømme til kolde tal. Men også fordi borgerne typisk ikke slås med ét, men flere komplekse problemer på en gang, som velfærdssamfundet har svært ved at løse.

– Vi har prøvet at dykke ned dér, hvor vores system har svært ved at tage sig af borgerne. Og at hæfte os ved alle de ting, hvor man faktisk prøver noget og lykkes – som jeg fx oplevede det hos kvinderne, hvor der var en boligsocial helhedsplan, forklarer hun.

Nina Smith bliver træt, når hun hører politikere, der tror, at problemer kan løses ved at effektivisere med 2 procent-besparelser. ’I stedet har vi været nødt til at grave os dybt ned i, hvordan den offentlige sektor egentlig fungerer og kan forbedres,’ fortæller hun om sit arbejde som formand for Reformkommissionen.

At tage sig af de mest udsatte er da det vigtigste i vores velfærdssamfund. Det skal der være råd til.

Nina Smidt, økonom og formand for Reformkommissionen

Fra trange kår

Kimen til Nina Smiths eget virke som reformator – og topøkonom – blev lagt for mange år siden. Hun voksede op på Fyn under trange kår i en indremissionsk familie med forældre, der af forskellige grunde hverken kunne se, at hun ikke trivedes, eller formåede at give hende den hjælp og støtte, hun havde brug for.

Men på den lokale landsbyskole så lærerinden fru Haastrup, at lille Nina kom i skole i beskidt tøj. Så hun lærte hende at vaske, strikke og reparere sit tøj som otteårig.

– Hun gjorde det på en sød og omsorgsfuld måde. Her var der venlige mennesker, der så mig og anerkendte mig for at være dygtig i skolen. Det var afgørende, for jeg havde det virkelig svært i de år, siger hun og sænker stemmen i berøringen med de mørke kapitler af sit liv.

Ved siden af skolen tog Nina Smidt arbejde i en jordbærplantage – og blev rigtig dygtig til det – fordi hun så den lille indtægt som et bevis på, at hun kunne klare sig selv. Desuden fandt hun et frirum hjemme hos Karen og Tage, som var forældre til hendes nære veninde og nærmest blev som en plejefamilie for hende.

– Her blev jeg en del af en helt almindelig, kærlig familie, hvor jeg for første gang følte mig værdsat og respekteret. Og selvom jeg mistede kontakten med veninden senere hen, er jeg kommet hos Karen og Tage gennem de sidste 53 år.

Da Nina Smith senere insisterede på at gå i gymnasiet, blev hun endegyldigt smidt ud hjemmefra af sine forældre.

– Havde jeg ikke kunnet få SU, havde jeg slet ikke været, hvor jeg er i dag. Så jeg er selv udpræget barn af velfærdsstaten. Og havde jeg ikke mødt fru Haastrup, Karen og Tage, tror jeg heller ikke, at jeg var endt her. Måske var jeg blevet en del af det problem, som jeg har brugt en del af mit voksne liv på at finde gode løsninger på, siger hun.

Giv noget tilbage

Som ung flyttede Nina Smith i kollektiv og læste Karl Marx for at passe ind i fællesskabet og få det netværk, hun ikke havde med sig hjemmefra.

– Men jeg kom hurtigt til at stille kritiske spørgsmål til deres standpunkter, og så gik det op for mig, at nu var jeg sgu kommet ind i Indre Mission igen, siger hun og griner.

Allerede som 22-årig mødte Nina Smith sin nuværende mand, Valdemar Smith, og hun flyttede efter et par uger ind hos ham og fødte snart det første af parrets fire børn.

– Jeg har været meget bevidst om at bygge min egen familie op – en familie, der på mange måder lignede den plejefamilie, jeg var i. De var også landmænd, siger Nina Smith med reference til hende og ægtemandens nedlagte landbrug på Djursland, hvor de dyrker vin og holder får.

Nina Smith var egentlig mest interesseret i historie og tysk, men valgte at studere økonomi på universitetet. Det var ganske vist kedeligt, som hun siger, men gav muligheder og indflydelse.

– Det har været en enorm drivkraft for mig at prøve at give noget tilbage. Og at arbejde med, hvordan vi fik en velfærdsstat, der var langtidsholdbar, så den også er der for mine børn og børnebørn. Og som vi aldrig må tage for givet, siger hun.

Når Nina Smith stempler ud fra sit job som topøkonom, tager hun hjem til sit nedlagte landbrug på Djursland, hvor flaskelammet i øjeblikket bringes godt i vej – uden at det dog giver anledning til at blive oversentimental. – Altså hos os hedder de ikke længere noget – de skal jo spises, som hun siger.

Nina Smith

  • Født i 1955
  • Uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1981 og i dag professor i nationaløkonomi samme sted
  • Blev Danmarks første kvindelige vismand, da hun i 1995 indtrådte i Det Økonomiske Råds formandskab
  • Har været formand for Det Frie Forskningsråd, er tidligere økonomisk vismand og har været udpeget til en lang række kommissioner – senest som formand for Reformkommissionen
  • Har desuden haft en række bestyrelsesposter i bl.a. PFA og Nykredit og er i dag formand for Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVEs bestyrelse
  • Privat er hun gift med professor Valdemar Smith, med hvem hun har fire børn og ni børnebørn.

Styrk fagligheden

Som formand for Reformkommissionen har Nina Smith været med til at lande en række anbefalinger – bl.a. at pædagoguddannelsen skal styrkes for at løfte kvaliteten og gøre faget mere attraktivt.

Fx peger kommissionen på, at der skal være høj kvalitet og faglighed i undervisningen, der skal bygges på aktuel og relevant pædagogisk forskning og viden. Desuden skal koblingen til praksis i undervisningen styrkes, fx ved at underviserne har praksiserfaring og har fokus på at omsætte stoffet til god adfærd og metoder i praksis, eller ved at de er ansat i kombinations­stillinger, hvor de er i både praksis og i forsknings- og undervisningsstillinger samtidig.

Endelig anbefaler kommissionen en bedre praktik, hvor der er et stærkere samarbejde mellem professionshøjskoler og praktiksteder.

– Socialpædagoger er en sindssygt vigtig del af det, der sker med vores udsatte i forhold til at give dem den bedst mulige støtte. Og det kræver nogle stærke faglige redskaber – det har jeg enormt stor respekt for, siger Nina Smith.

Tal faget op

For hende at se er rekrutteringsproblemerne til velfærdsfagene – herunder pædagoguddannelsen – et ’kæmpe problem’, der skal tages alvorligt.

– Den store opgave er at løfte fagligheden og få gjort det til en rigtig attraktiv uddannelse igen. Og så skal vi simpelthen holde op med at tale faget ned. Det går bare ikke. For så vælger de dygtige unge ikke den vej, siger hun.

Desuden foreslår kommissionen, at arbejdsmarkedets parter etablerer introforløb for nyuddannede på det pædagogiske og sociale område, så de får en god start på arbejdslivet – fx med fokus på faglig sparring, mentorordninger og ret til supervision. En anden anbefaling går på, at der skabes bedre alternative veje ind i faget ved at styrke meritpædagoguddannelsen – og bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder, så de unge også kan se flere karriereveje.

– Vi har alle sammen brug for at kunne se, at der kan ske noget nyt og spændende på vores karrierevej. Derfor foreslår vi også flere specialiststillinger, som man kan uddanne sig ind i. Og sikkert også få en højere løn. Simpelthen for at anerkende fagligheden i det her fag. Vi har brug for, at det igen bliver et fag, der har en klar faglighed, og som folk har respekt for og ikke bare tror, at alle og enhver ved noget om, siger hun.

Arbejde er middel, ikke mål

I kommissionens tredje og sidste rapport har de taget livtag med indsatsen over for nogle af de borgere, socialpædagogerne arbejder med hver dag – nemlig de udsatte unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet og deres vej henimod at få et job. Ikke som et mål, men som et middel til ’det gode liv’.

Det kræver ifølge Nina Smith, at man møder dem på en helt anden måde i jobcentrene.

– I dag er vi hårde i filten, når vi fortæller udsatte mennesker om rådighedskrav. Den form for mistillid er ikke den bedste kur, hvis du sidder med store sociale problemer. Samtidig prøver man måske i socialforvaltningen at beskytte lidt mod ’de grimme’ ovre i beskæftigelsesforvaltningen. Vi har brug for, at man arbejder sammen om borgerne. Så kan borgeren måske være i småjob fem-ti timer om ugen med en social hånd i ryggen, siger hun.

Kommissionen har anbefalet, at kontakten til arbejdsmarkedet bliver et fælles mål for både beskæftigelsesindsatsen og den socialpolitiske indsats, og at proceskrav og regler skal fylde mindre i borgerens møde med det offentlige. I stedet skal flere løntimer på arbejdsmarkedet være det bærende princip i beskæftigelsesindsatsen, og unødvendigt bureaukrati skal skæres væk.

– Og så er systemet nødt til også at have en vis tålmodighed med de unge, så de har deres motivation med. Så kan det sagtens lykkes for rigtig mange – det er det, der er pointen. At det ikke er håbløst.

Om Reformkommissionen

Reformkommissionen blev nedsat af regeringen i efteråret 2020 for at foreslå reformer, der tager hånd om komplekse udfordringer. Kommissionens medlemmer er udpeget af finansministeren og består af en formand, Nina Smith og seks medlemmer.

Kommissionens arbejde har haft fokus på tre temaer: ’Bedre uddannelser for alle’. ’Flere i job.’ Og ’Flere og bedre job.’

Læs mere om kommissionen og dens anbefalinger på reformkommissionen.dk

Det vigtigste arbejde

Siden Reformkommissionen afleverede sine sidste anbefalinger, har politikerne præsenteret en ny kandidatreform, hvor en del af udbyttet skal gå til en reform af velfærdsprofessionsuddannelserne – herunder en ny pædagoguddannelse. Desuden har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nedsat en ekspertgruppe, der skal arbejde videre med at luge ud i proces- og dokumentationskrav inden for beskæftigelsesområdet.

Men derudover venter endnu mange og lange politiske tovtrækkerier om fremtidens velfærdssystem ret forude.

Selv er Nina Smith tilbage ved sin forskning i kvinder i topledelse. Når hun ser tilbage på kommissionsarbejdet, har det kort og godt været det sværeste og mest betydningsfulde, hun har været med til i sin karriere.

– Jeg har aldrig arbejdet så meget i mit liv som de sidste tre år. Jeg lovede ellers min familie, at jeg ville arbejde mindre, da jeg blev 65. Og jeg står i kæmpe gæld til mine børnebørn, siger hun og holder inde lidt.

– Men de bærer over med mig. Fordi de kan se, hvor vigtigt jeg har syntes, det har været.

Når Nina Smith i dag bliver bedt om at se tilbage på sit arbejdsliv og liv i øvrigt – og skal forestille sig, at hun møder sig selv som lille pige – har hun ét budskab: at hun er god nok.

– Det var ikke mit eget selvbillede. Men det er det, udsatte børn og unge har brug for at vide. Det betyder så meget, at der er nogen, der ser hvert enkelt barn.

Bliv medlem