Gå til indhold

Plejefamilie

Plejeforældre skal rumme voksne biobørns følelse af svigt

Når plejeforældres biologiske børn bliver voksne og selv får børn, kan der opstå konflikter. For her kan de nu voksne biobørn genopleve et svigt fra barndommen, fortæller Lennart Kiel fra Center for Mentalisering. Her er hans råd til at håndtere det

15. august 2023

Artikel
Lennart Kiel (1).png
Det er vigtigt også at have øje på de biologiske børns trivsel i plejefamilien, fortæller Lennart Kiel, der er psykolog og tilknyttet Center for mentalisering, hvor han bl.a. arbejder med plejefamilier.

Forfatter: Jannie Søgaard Iwankow

Foto: Privat

De fleste børn, der er vokset op med forældre, som er familieplejere, fortæller som voksne, at de har været glade for det. Nogle siger sågar, at de opfatter plejebørnene som en slags bonussøskende. Men der er også børn, for hvem det har omkostninger at vokse op i en familie, hvor der er plejebørn.

Det fortæller Lennart Kiel, der er psykolog og ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet og tilknyttet Center for mentalisering, hvor han bl.a. arbejder med plejefamilier. Tidligere på året holdt han oplæg på Socialpædagogernes Landskonference for familieplejere.

HØR MERE om mentalisering i Socialpædagogernes Podcast

– Vi ved, at selv deres forældre trods forberedelser ofte overraskes over de problemstillinger, det medfører at have et plejebarn. Derfor er det selvfølgelig endnu sværere for børn, og derfor er det så vigtigt også at have øje på de biologiske børns trivsel i plejefamilier, siger han.

Biobørn under lup

Det er tidligere ved flere lejligheder blevet undersøgt, hvordan det påvirker de biologiske børn, når der flytter plejebørn ind. Et svensk studie fra 2016, hvor man interviewede biologiske børn i plejefamilier, viste fx, at biologiske børn ofte føler et stort ansvar for plejebørnene, fortæller Lennart Kiel.

– Det problematiske er, at ét ud af fire biologiske børn siger, at de også føler, at de har et følelsesmæssigt ansvar for plejebarnet. Dermed påtager de sig en skjult funktion, som egentlig alene bør være plejeforældrenes. Det kan fx vise sig ved, at de vænner sig til at undskylde den adfærd, som plejebarnet har, siger han.

Andre kan retrospektivt se, at de har delt mindre med deres forældre, efter der kom plejebørn til. Har der fx været en konflikt i skolen, så er de ikke gået hjem og har fortalt om den, fordi de har kunnet se, at deres forældre havde rigeligt andet at se til, fortæller Lennart Kiel. Her har forældre med plejebørn en stor opgave i forhold til deres biologiske børn, mener han.

– Forældre skal insistere på, at der skal være tid til fortrolige snakke med deres

biologiske barn, hvor plejebarnet ikke er der. Det kan fx være i puttesituationer, hvor de får spurgt ind til barnets dag og er opmærksomme på, om der er noget specielt, barnet har brug for at tale om, siger han.

Plejebarn kontra barnebarn

De potentielle udfordringer for biologiske børn i en plejefamilie slutter ikke nødvendigvis, når de bliver voksne, flytter hjemmefra og får egne børn. Tværtimod er det en særlig sårbar periode, når de biologiske børn gør deres forældre til bedsteforældre.

Her opstår der nemt konflikter, der kan handle om, at bedsteforældrene har to svært forenelige roller, når de er sammen med både plejebørn og børnebørn, fortæller Lennart Kiel. Det kan være svært på én og samme tid både at være den forkælende bedsteforælder over for ét barn og den grænsesættende plejeforælder over for et andet barn, mener han.

– Er man fx på tur med både plejebarn, biobørn og børnebørn, så er man nødt til først og fremmest at være plejeforælder, fordi det jo er et professionelt ansvar, man har. Men så står ens voksne biobarn og siger: ’Hvorfor har du aldrig tid til at være bedsteforælder? Hvorfor kan du aldrig ses med dit barnebarn, uden plejebarnet også er til stede?’ Og så har vi konflikten, fortæller Lennart Kiel.

Han har flere gange oplevet plejeforældre fortælle, at deres voksne biologiske barn har trukket sig, og at det ikke længere vil ses med sine forældre, når plejebarnet er med. En ulykkelig situation for alle parter.

– Der sker det, at man som voksent biobarn oplever det, man selv oplevede som barn,

gennem sine egne børn. Man ser, hvordan ens forældre aldrig kan hengive sig 100 pct. til samværet med børnebørnene, fordi der hele tiden er et plejebarn at tage hensyn til, siger Lennart Kiel.

Rum biobørns følelse af svigt

Lennart Kiel anerkender, at det er ubehageligt for plejeforældre, når de efterlades med følelsen af, at deres plejebarn ikke er velkomment hos deres biologiske barn, og at det er følelsesmæssigt belastende hele tiden at skulle vælge mellem plejebarn og barnebarn. Men det er ifølge ham en situation, man som familieplejer med biologiske børn skal være klar til at kunne tackle.

– Mit råd er, at man skal få talt om det. Plejeforældre skal spørge ind til, hvad det voksne biobarn oplever, og hvordan det kunne ønske sig det anderledes. Og så skal man sørge for at skabe tidspunkter, hvor man kun er bedsteforældre for egne børnebørn, siger Lennart Kiel.

Biologiske børn i en plejefamilie ved oftest godt, at deres forældre har valgt at have et plejebarn, fordi de gerne vil gøre noget godt for et andet barn. Men det ændrer ikke på, at de alligevel godt kan føle sig svigtet og tilsidesat. Og selvom det kan gøre ondt at høre som forælder, så er det et kors, man må bære, når man har valgt også at være plejefamilie, understreger Lennart Kiel.

– Man skal huske på, at man altid er forælder – uanset børnenes alder. Og man har som

forælder ansvaret for at kunne stå med det svære og rumme at høre, hvad ens børn synes, man har gjort forkert. Muligvis bliver man ked af det, men den ked-af-det-hed må man ikke lægge over på sine børn. Man skal lytte til dem. Det er den eneste vej til at løse det, der kan virke svært, siger han.

Få 4 gode råd fra Lennart Kiel:

  1. Tag ansvar som forælder, uanset dit biologiske barns alder
  2. Spørg oprigtigt og nysgerrigt ind til, hvad dit barn kunne tænke sig anderledes
  3. Vær opmærksom på ikke at belaste dit barn med din ked-af-det-hed, selvom du bliver ked af at høre, at dit barn føler, du har svigtet som enten forælder eller bedsteforælder
  4. Prioriter tid med dine børn og børnebørn, hvor plejebarnet ikke er med

Man skal huske på, at man altid er forælder – uanset børnenes alder. Og man har som forælder ansvaret for at kunne stå med det svære og rumme at høre, hvad ens børn synes, man har gjort forkert.

Lennart Kiel, psykolog

BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
  • Gratis krisehjælp hos Healthcare.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

Bliv medlem
Bliv medlem