Gå til indhold

OK24

Jeg drømmer om flere uddannede kollegaer

Der mangler faglig sparring, når for lille en andel af kollegerne er uddannede socialpædagoger, mener TR Dorthe Holm – og så skal lønnen afspejle ansvaret, tilføjer hun.

23. august 2023

Artikel
Dorthe Holm_1128x600.jpg
Hvad er vigtigst at bære med ind til forhandlingsbordet ved de kommende overenskomstforhandlinger? Dorthe Holm savner flere uddannede kolleger og bedre efteruddannelse.

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Privat

– Når færre af mine kollegaer er uddannede socialpædagoger, kan jeg nogle gange savne de pædagogiske snakke og forståelsen af, at et bad eller et måltid ikke bare skal overstås, men faktisk rummer et stykke pædagogisk arbejde. Det handler jo i sidste ende både om borgerens livskvalitet og selvhjulpenhed, som kan gå tabt.

Sådan siger 58-årige Dorthe Holm, der er socialpædagog og TR ved botilbuddet Nexøhuset på Bornholm. Hun er en af dem, der har sendt et digitalt postkort til Socialpædagogerne med sine ønsker til de kommende overenskomstforhandlinger.

 

Jeg skal grundlæggende have styr på rigtig mange ting og lærer hele tiden, selvom jeg har været 33 år i faget. Derfor skal lønnen også følge med

Dorthe Holm

Ud over flere uddannede kolleger fremhæver Dorthe Holm højere løn og anciennitetsstigning efter det 10. år – vel at mærke en løn, der afspejler det ansvar, man har som socialpædagog.

– Vi står jo med et menneskes liv i hænderne. Jeg arbejder med borgere med udviklingshæmning, der har ganske lidt verbalt sprog, så jeg skal ned og forstå mange ting i detaljen for at kunne give den rette støtte. Jeg arbejder tværfagligt med læger, kostvejledere og mange andre faggrupper. Jeg skal grundlæggende have styr på rigtig mange ting og lærer hele tiden, selvom jeg har været 33 år i faget. Derfor skal lønnen også følge med, siger hun.

Dorthe Holm opsøger selv ny teoretisk viden, deltager i faglige oplæg og konferencer gennem Socialpædagogerne – og hvad hun ellers kan støve op for at holde sig up to date.

– Men jeg synes ikke, jeg kommer nok på efteruddannelse set i forhold til, hvad jobbet kræver. Verden udvikler sig, og det gør borgerne også. Og vi skal hele tiden være et skridt foran dem for at kunne løfte opgaven, siger hun.

Hvad er vigtigst for dig?

Når vi sætter os ved forhandlingsbordet til OK24, er det med udgangspunkt i en række krav, som Socialpædagogerne har vedtaget er de centrale mål for forhandlingen. Hvad er det vigtigste for dig? Udfyld dine ønsker i et digitalt postkort.

 

Bliv medlem