Gå til indhold

studerende i praktik

En god start på praktikken

Når de studerende starter i praktik, sikrer socialpædagog og AMR Kevan Emil Singleton, at de kommer godt fra start. Det gør han bl.a. ved at fortælle dem, hvem og hvor de kan søge hen, hvis de oplever udfordringer i arbejdet

15. august 2023

Artikel
Kevan Singleton.png
Kevan Emil Singleton

Forfatter: Malene Dreyer

– De studerende er mine kommende kolleger. Derfor er det vigtigt at få dem godt med fra starten.

Sådan siger Kevan Emil Singleton, som er AMR i socialpsykiatrien Hedensted. Når der kommer nye til – studerende såvel som nyansatte – sørger han for at aftale et møde med de, som en del af et introforløb, hvor han fortæller dem om, hvordan de kan bruge deres AMR. Her gennemgår han bl.a. et powerpoint-oplæg om arbejdsmiljø – et oplæg, han også har præsenteret for alle sine kolleger, så der på den måde er fælles fodslag om arbejdsmiljøet.

– Jeg fortæller den studerende, hvordan jeg som AMR kan være med til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, og hvordan de kan bruge mig, hvis de skulle få brug for det. Jeg bruger også mødet til, at de kan få sat et ansigt på mig og høre, hvad min rolle er, siger Kevan Emil Singleton.

Fremtidens kollega
Som AMR på en større arbejdsplads forsøger han at komme rundt i hele organisationen ved fx at spise frokost forskellige steder eller benytte kontorer i forskellige bygninger, så han får lejlighed til at tage både de formelle og mere uformelle snakke - og dermed også lære nye kolleger at kende. Han ser de studerende som en ressource for arbejdspladsen.

– De studerende er vigtige. De stiller undrende spørgsmål, og det er guld værd. Og om få år bliver det forhåbentlig en kollega, så det at ruste dem til opgaven for alles bedste, siger Kevan Emil Singleton.

Det er praktikvejlederen, der tager sig af de studerendes praktikforløb. Men Kevan Emil Singleton bakker op om processen ved at stille sig til rådighed for spørgsmål og fx ved at tage snakke om, hvordan man forholder sig, hvis man står i en vanskelig situation.

– Vi har en voldsforebyggelsespolitik med retningslinjer for, hvordan vi skal konfliktnedtrappe, og hvordan man forholder sig ved utilsigtede hændelser. Den udleverer jeg også til de studerende, fortæller han.

Sætte sig selv i spil
Kevan Emil Singleton aftaler gerne et nyt møde med de studerende ca. tre uger efter det første. Her får han lejlighed til at følge op og høre, hvordan det går, og om den studerende fx har fået en supervisionsgruppe.

– Jeg opfordrer også de studerende til at sætte sig selv i spil. Vores arbejde er meget relationsbåret, og vi arbejder meget selvkørende, så det er vigtigt, at de kan sætte sig selv i spil, hvis de har været i en problemstilling i mødet med borgerne, siger han og tilføjer:

– Jeg taler også med dem om, at det er individuelt fra person til person, hvad man fx oplever som grænseoverskridende adfærd, og jeg opfordrer dem til at komme til mig, hvis de mærker, at der er noget, der føles grænseoverskridende for dem.

Han fortæller også om det system, han er en del af som AMR, hvor han indgår i TRIO’en på arbejdspladsen og lokal MED-repræsentant – at han dermed er en del af maskinrummet, hvor man kan sætte arbejdsmiljøproblemer på dagsorden og i de regi, hvor der er indflydelse.

– Vi har en alle en fælles interesse i at have en god organisation, slutter Kevan Emil Singleton.

e-læring til dig

Socialpædagogerne har udviklet et e-læringsforløb med gode råd til din rolle i fbm. studerende. Det er målrettet TR og AMR.

Find det her: Sådan tager du godt imod studerende i praktik

Bliv medlem
Bliv medlem