Gå til indhold

Kommentar

Sundhed – det skaber vi sammen

Ulighed i sundhed er desværre stadig alt for udbredt i Danmark. Men på #SundSammen i Vejle i maj blev 300 deltagere inspireret til, hvordan et sundt liv også kan være et sjovt liv, siger forbundsnæstformand Marie Sonne

15. juni 2023

Artikel
Marie Sonne.png

Forfattere: Marie Sonne og forbundsnæstformand

Foto: Nils Lund Pedersen

Som I kan læse i dette blad, afholdt vi 16. maj en ’sundhedscamp’ sammen med LEV og ULF. Baggrunden for arrangementet #SundSammen er trist: Ulighed i sundhed er desværre stadig alt for udbredt i Danmark. Mennesker med udviklingshandicap og andre funktionsnedsættelser lever betydeligt kortere, har en markant overdødelighed, er oftere overvægtige og har dårligere mental sundhed end befolkningen generelt.

Men campen i DGI Huset i Vejle var alt andet end trist. 300 deltagere afsatte en dag til sundhed og fællesskab – unge og ældre med udviklingshandicap, deres pårørende, socialpædagoger fra botilbuddene og andre ressourcepersoner. Campen blev et stærkt vidnesbyrd om, at et sundt liv også kan være et sjovt liv.

Læs reportagen 'Et godt grin er vejen til et sundt liv' fra #SundSammen

Vi hørte bl.a. om idræts- og træningstilbud specifikt for mennesker med udviklingshandicap og om, hvordan botilbud får idrætscertificering gennem uddannelse af både medarbejdere og borgere. Det er livsbekræftende at se, hvordan vi kan skabe sundhed sammen.  

Socialpædagoger er ikke sundhedspersonale. Men når sundhedsudfordringer og medicinhåndtering er en del af hverdagen hos de borgere, vi arbejder med, skal vi selvfølgelig være fagligt klædt på til opgaven. Men mindst lige så vigtigt er det, at alle sociale tilbud finder den rette balance mellem det sundhedsfaglige fokus og den socialpædagogiske kerneopgave. Bosteder må ikke blive til mini-hospitaler, og borgerne må aldrig blive reduceret til patienter.

Det er os socialpædagoger, der ser det enkelte menneske og giver støtten til at leve et liv ud fra egne håb og drømme og så vidt muligt på egne præmisser. Handicapområdets fantastiske historiske udvikling væk fra centralinstitutionerne og diagnose­fokusset og henimod normalisering, selvbestemmelse og ligeværdighed må vi ikke sætte over styr. Og vi skal huske, at borgernes sundhed og trivsel også hænger sammen med det botilbud, de får, de fagpersoner, de møder – og de valgmuligheder, de har i deres hverdag.

Bliv medlem
Bliv medlem