Hvordan kan vi bruge kunstig intelligens i pædagogisk arbejde?

Kronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

I dagens moderne samfund spiller kunstig intelligens (KI) en stadig større rolle. Ofte hører man om KI i nyheder eller i radioen, for eksempel når det drejer sig om KI's evne til at bestå lægeeksamener*, overgå mennesker i diagnosticering**, modtage kunstpriser og forfatte bøger.

Udover at være pædagog, er jeg også teknisk interesseret og har en nysgerrig natur. Det faldt mig derfor naturligt at overveje at introducere KI i mit arbejde. Jeg mener ikke, at pædagoger er immune over for denne samfundsmæssige udvikling og desuden, at vi kan i vores pædagogiske praksis drage fordel af de muligheder, som KI tilbyder.
Ved hjælp af konkrete eksempler, håber jeg at inspirere og vække nysgerrighed hos læseren – til at reflektere over din egen praksis og mulighederne for at implementere KI i dit arbejde. Samtidig er det vigtigt at påpege nogle af de risici, der er forbundet med brugen af KI fra et socialkonstruktivistisk perspektiv. Disse vil jeg derfor også komme ind på.

Hvad er kunstig intelligens?

Først er det nødvendigt at definere begrebet ’kunstig intelligens’. Her vil jeg fokusere på en del-disciplin inden for KI, nemlig store sprogmodeller som ChatGPT, der genererer tekst, eller Midjourney, der skaber billeder.
Emily Bender, en førende ekspert inden for sprogteknologi, beskriver denne kunstige intelligens som en ’stokastisk papegøje’ – et statistisk og sandsynlighedsbaseret program uden egen bevidsthed eller forståelse for, hvad programmet producerer. Man kan sammenligne det med, da de første mennesker oplevede en lommeregner – vi var begejstrede for de nye muligheder, men forstod ikke helt, hvad der foregik i baggrunden, når vi fik svar på noget, vi ikke selv kunne regne ud. Det havde en vis magisk effekt, og vi spekulerede på, om maskinen kunne have en form for intelligens – men vi fik kun svar på det, vi spurgte om, uden at lommeregneren forstod vores beregninger.

I forhold til moderne KI, er det ikke så forskelligt. Den kunstige intelligens’ svar repræsenterer den information, som brugeren sandsynligvis forventer; baseret på det, andre har skrevet på nettet. Man kan tænke på det som en GPS, der sender dig ned ad de veje, som alle andre kører på, og hvis du bare siger ’jeg vil til Netto’, ender du muligvis i Randers, hvor Danmarks største Netto ligger.

Kunstig intelligens i pædagogisk arbejde

I min pædagogiske hverdag arbejder jeg med aktivt misbrugende borgere, der får tilbudt terapeutiske samtaler af det pædagogiske personale. Mit forskningsprojekt viste, at mange af de borgere, jeg arbejder med, muligvis ikke kan profitere optimalt af vores tilgang pga. lette kognitive svækkelser.

Min idé var at udvide de samtaler, vi skal gennemføre, med en bottom up tilgang*** som KI kunne være del af. Fordi KI er trænet på enorme datamængder produceret af mennesker, og dermed præsenterer en universel forståelse af verden, vil den kunne repræsentere eksempelvis følelser i et billede, som vil kunne forstås af alle. Neuroæstetisk forskning har vist, at en bottom up reaktion på kunst er ufrivillig og målbart. Det vil sige, at mennesker altid reagerer på kunst med følelser, og det i højere grad, når man oplever kunsten som æstetisk.

På dette grundlag eksperimenterede jeg med samtalekort, som jeg udviklede med Midjourney (en KI, der omsætter tekst til billeder). Kortene kombinerer billeder skabt ved hjælp af KI og spørgsmål til at fremme refleksion og dialog med borgere, som har en let kognitiv svækkelse.

Kortene kom i brug i en ramme inspireret af Helle Marie Skovbjergs ’Play Tarot’, hvor det æstetiske er i fokus, og kortenes metaforer kan udfolde sig. Borgeren kan sætte ord på det, som ikke nødvendigvis ellers vil kunne fremkaldes. I praksis har jeg samlet god erfaring med anvendelsen af disse billeder med borgere, som ellers ikke udtrykker indre tilstande og følelser, men som lige pludselig er i stand til at sætte ord på, hvad der bevæger dem. Fordi disse billeder er nemme at fremstille, er det muligt at individualisere kortene og tage udgangspunkt i den enkeltes sociale baggrund og æstetiske forståelse uden at være kunstner.

Jeg har brugt kortene med borgere, der i vores klassiske tilgang enten ikke kunne deltage i samtalerne, eller havde svært ved at udtrykke deres indre tilstande. Kortene kunne tilpasses hurtigt til borgernes interesse, sociale baggrund og æstetiske fornemmelse (eksempelvis gangster-symbolik, esoterisk abstrakte stile, osv.). Billederne repræsenterer i mine øjne ikke altid det, de skulle, men jeg printede kerneordet med på kortet, hvilket gav et ekstra lag i samtalen, når man kunne udforske denne dissonans. Nogle borgere blev i stand til at sætte ord på indre konflikter, og jeg er sikker på, at KI spillede en afgørende rolle i denne sammenhæng.

Mine undersøgelser har også vist, at det ikke kan være tilfældige billeder. Man kan sikkert opnå et lignende resultat med at finde passende, eksisterende kunst, men det vil kræve langt flere ressourcer.

Sideløbende har jeg brugt Midjourney til at kreere kunst sammen med de kognitivt bedre fungerende borgere. Vi sad sammen ved hver vores computer og prøvede at kreere billeder først ude fra små opgaver (eksempelvis: kreer et robotdyr) senere frit for at kreere noget, som sagde noget om os uden begrænsninger.