Lønpres endte i et sammenbrud: ’Det burde ikke kunne ske’

– Det er virkelig trist, sagde plejemor ’Pia Jensen’ til sagsbehandleren i den anden ende af telefonrøret.

Pia var blevet ringet op med beskeden om, at kommunen fastholdt planen om at sætte hende ned i vederlag – hvis ikke nu så om et år. Og da Pia ikke ville gå med til det – men tværtimod mente, at hun burde sættes op i vederlag, fordi plejeopgaven havde udviklet sig til at være mere kompleks og krævende – besluttede kommunen at flytte barnet.

– Jeg blev faktisk ikke overrasket, for kommunen skulle spare. Men det var virkelig synd for barnet, der havde boet her, siden det var to år og endelig var faldet til – og nu endnu en gang blev revet op med rode. Det er virkelig sørgeligt og skræmmende, at man kan gøre sådan, siger Pia Jensen.

Forud for kommunens konklusion og varsel om lønnedgang havde Pia sendt en skriftlig beskrivelse af plejeopgaven. Her havde hun fortalt, hvordan barnet pga. massivt omsorgssvigt var tiltagende udadreagerende, grænsesøgende, behøvede konstant 1:1 støtte og guidning samt faste rammer. Det stillede store krav til Pia Jensen og hendes mand.

– Børnehaven og PPR var enige i vores beskrivelse af barnet. Samtidig var det et barn, der havde udviklet sig hos os fra stort set ikke at have sprog og mimik, være motorisk udfordret og have svært ved at knytte sig til nogen – til at være aldersvarende sprogligt og motorisk, søge os meget og kramme os helhjertet. Men jeg oplevede, at man valgte at kigge på tal frem for på barnets tarv og tilknytning, fortæller Pia Jensen.

En krammer, og det var det

Én ting var kommunens beslutning om at flytte barnet. Noget andet var måden det skete, fortæller Pia Jensen.

Familieplejekonsulenten og sagsbehandleren kom hjem til Pia, hvor de gav barnet beskeden om flytning. Fem dage senere hentede de barnet og kørte det til en anden plejefamilie.

– Der var ikke noget med lige at besøge det nye sted eller overlevere vores viden om barnet til den nye plejefamilie. Jeg spurgte, om vi måtte komme på indkøringsbesøg, men det var ikke en mulighed. Så barnet fik et farvelkram, og det var så det, fortæller Pia Jensen.

Pia Jensen havde sørget for at lave en mappe med laminerede billeder af barnets godt tre år i plejefamilien, som det fik med sig. Dagene op til flytningen skulle barnets ejendele desuden pakkes.

– Vi prøvede at tale positivt om den forestående flytning. Det var et tynget kriseramt barn, der sørgmodigt hjalp med at få det hele med. Grundlæggende tror jeg ikke, det forstod, hvad der skulle ske. Og det var jo også en bombe for de andre plejebørn, som var bekymrede for, om det samme kunne ske med dem – den ene af dem sover nu i vores seng, da barnet har mareridt om, at jeg bliver væk, siger Pia Jensen.

En plejemors lod

I dag håber Pia, at plejebarnet er landet et godt sted. Når hun går og rydder op i legetøjet, kommer hun ofte til at tænke på deres tid sammen.

– Men jeg kan også mærke, at jeg bliver nødt til at lægge det fra mig. Det er jo en plejemors lod, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Nu må vi finde ud af at være en familie på ny, fortæller Pia, der har to råd til andre plejefamilier, som bliver involveret i noget lignende:

For det første vil hun råde andre familieplejere til at bede om, at der er en indkøringsperiode samt en dialog med den nye plejefamilie, som bør vide, hvorfor barnet skal flytte, og hvad barnet har med i bagagen.

– Det vil også gøre overgangen mere nænsom for barnet. For det andet skal man være tro mod sig selv: Stå fast ved dine krav. Det er virkelig hårdt, og det er det jo, fordi vi har følelserne med i det her arbejde, siger Pia Jensen.

En aftale er det eneste rigtige

Forbundsnæstformand Verne Pedersen bliver forarget, når hun hører om sager som Pias. For kommunens økonomi må aldrig gå forud for barnets behov, understreger hun.

– Jeg kender selvfølgelig ikke nuancerne i den konkrete sag, men det er uansvarligt og et kæmpe svigt fra kommunens side, hvis man flytter et barn pga. uenighed om vederlag. Og det er jo derfor, vi igen og igen siger, at det eneste rigtige er, at man laver en overenskomstlignende aftale med os, der sikrer plejefamilier nogle rimelige, forudsigelige og gennemsigtige vilkår, siger hun.

Desuden skal skift i anbringelsen kun ske, når det er til gavn for barnet – og da skal det ske nænsomt, tilføjer Verne Pedersen.

– Barnet skal have tid til at forberede sig sammen med plejefamilien og familiens øvrige børn. Uanset om relationen skal bevares eller udfases, skal det afklares, hvordan det skal ske. Der skal være en grundig overlevering mellem alle parter, herunder en kontakt til den nye familie. Alt sammen skal ske sammen med den nuværende plejefamilie, som der er opbygget en tæt relation til, og ikke med sagsbehandler. Det er jo helt utilstedeligt.

Af hensyn til de tilbageværende plejebørn og det fremadrettede samarbejde med kommunen ønsker Pia ikke at stå frem med navn. Hendes virkelig identitet er kendt af redaktionen.