Jeg føler mig som en idiot ti gange om dagen

’Jeg håber, dine børn dør,’ råbte Johannes.

Den tiårige dreng havde ry for at være udadreagerende, verbalt grov og med meget lidt empati. Han og en lidt ældre dreng på døgninstitutionen Magnoliegården i Stevns Kommune var kommet i håndgemæng på trampolinen ude i haven. En medarbejder havde skyndt sig over for at skille dem ad. Men så havde Johannes vendt sin vrede mod medarbejderen. Og truslerne udviklede sig til udsagn om, hvordan Johannes håbede, at medarbejderens børn ville blive voldtaget, og hvordan de skulle dø.

Lige dér følte medarbejderen afmagt som aldrig før.

’Min empati for Johannes forsvandt, og jeg sad pludselig og ærgrede mig over, at jeg stoppede ’slåskampen’ med den større dreng. Jeg tænkte, at jeg ikke gad have noget med ham at gøre mere (…) At jeg nogensinde skulle kunne komme derud, hvor fornuften forsvandt, var skamfuldt og svært at rumme for mig selv.’

Sådan beskriver medarbejderen situationen i bogen ’Low Arousal og veje ud af afmagt – Bedre begrundet praksis på Behandlingsinstitutionen Magnoliegården’ – en bog, der er kulminationen på et langt udviklingsprojekt.

Tag ansvar

Episoden har gjort indtryk på den 35-årige socialpædagog Benjamin Vestbo, som også arbejder på Magnoliegården. For godt nok har de fleste nok prøvet at få impulser til at hæve stemmen, ignorere, straffe, skælde ud eller konfrontere i situationer, hvor de har følt sig handlingslammede, rådvilde eller overrumplede. Men har alle haft modet til at sige det højt?

Det havde medarbejderen ved trampolinen gjort – til sine kolleger på døgninstitutionen. Det skete i forbindelse med, at de gennem halvandet år havde arbejdet systematisk med at udvikle Magnoliegårdens arbejde med Low Arousal (en pædagogisk tilgang, som har fokus på at forebygge, håndtere og evaluere konflikter, red.) og Bedre begrundet praksis gennem undervisning, fælles diskussioner og supervision med psykolog Sune Bjørn Larsen som konsulent.

LÆS MERE: Du kan få mere viden og inspiration om low arousal i dette faglige tema

Undervejs har medarbejderne på Magnoliegården nedskrevet oplæg, prøvehandlinger og erfaringer fra prøvehandlingerne – og til sidst samlet dem i en bog.

– Vi kom vi hurtigt frem til, at vores fokus skulle være på den del af Low Arousal, der handler om, hvordan vi tager ansvar for det høje stressniveau hos børnene ved at kigge på os selv og vores følelser af afmagt, fortæller Benjamin Vestbo.

Følelser er data

På Magnoliegården bor der 22 omsorgssvigtede og behandlingskrævende børn. Før udviklingsprojektets begyndelse var nogle af udfordringerne på arbejdspladsen, at afdelingerne fandt fejl hos hinanden, og at der var for meget uro blandt børnene og frustrationer over det blandt personalet.

Det fælles faglige sprog havde brug for at blive styrket. Og socialtilsynet havde noteret et stigende antal magtanvendelser. Men der var en lyst til at gøre noget ved det.

Udviklingsprojektet blev skudt i gang i sommeren 2021 med en temadag, hvor Sune Bjørn Larsen underviste dem i Low Arousal som pædagogisk metode. Herefter fulgte månedlige supervisioner i hver enkelt afdeling, hvor afdelingslederen også deltog. De blev ledet af Sune Bjørn Larsen, der koblede teori og praksis sammen. Og psykologen introducerede dem hurtigt for idéen om at bruge deres følelser som data.

– Allerførst syntes jeg, det var virkelig irriterende at høre på, siger Benjamin Vestbo, lægger armene over kors og griner lidt genert.

– Hvad skulle de bruge mine følelser til? Jeg er jo professionel – ikke nogen føle-føle-pædagog og meget rationelt tænkende. Jeg ser det som en ressource at adskille mine følelser fra mit arbejde – også for ikke at brænde ud. Så det var virkelig ambivalent og angstprovokerende for mig, fortæller han.

LÆS OGSÅ interviewet med Rikke Smedegaard Hansen: Vi skal gøre op med idéen om, at følelser i relationsarbejde ikke er professionelt 

Fra afmagt til handling

Men afmagt er data, der fortæller, at man skal kigge en ekstra gang på sin pædagogiske praksis og den pædagogiske opgave, forklarede Sune Bjørne Larsen. Og de svære følelser kan netop vendes til faglig refleksion og dermed et løft af praksis, hvis man har modet til at dele med hinanden.

Dét kunne Benjamin godt se fidusen i.

– Jeg har set mange eksempler på, at man lægger ansvaret over på barnet: ’Han gør jo også sådan, fordi han er irriterende.’ Dermed er man ikke nysgerrig på, hvad der ligger bag barnets adfærd, og så bliver den faglige kvalitet simpelthen lavere, siger han og uddyber:

– Det skal ikke forstås sådan, at ved at bruge den rette metode går afmagtsfølelsen væk. I stedet skal man registrere følelsen, så man kan reflektere over, hvad barnet gør ved os, og særligt hvorfor barnet gør det, hvad barnet i virkeligheden søger, og hvad vi kan gøre bedre for at komme videre. Det starter altså som noget negativt i os, men ender med at blive noget, vi kan bruge positivt.

Benjamin Vestbo er ikke bleg for at indrømme, at han oplever at føle sig mere eller mindre rådvild, hver gang han er på arbejde. Og han er ikke i tvivl om, at det samme gælder for alle andre socialpædagoger – sådan er det, når man arbejder med udsatte mennesker med så komplekse udfordringer.

– Det kan godt være, det ser ud, som om jeg har styr på en situation. Men oppe i mit hoved buldrer usikkerheden derudad, bare på vejen hen til ’stik-bold’ – jeg genovervejer reglerne, hvem skal være med, hvad hvis ham der bliver skudt i hovedet osv.? Jeg føler mig da som en idiot ti gange om dagen eller får sagt noget, hvor jeg bagefter tænker, at der var jeg ikke den bedste udgave af mig selv, siger han.

Og det kan man lære af, fandt medarbejderne på Magnoliegården ud af.

Læring i det små

Én ting er at få øje på og dele de voldsomme episoder – som håndgemænget på trampolinen, eller da Benjamin måtte lave en magtanvendelse, fordi et barn slog ham i hovedet. Det giver sig selv.

Men den vigtigste læring ligger i de mange små situationer i det daglige, mener Benjamin Vestbo.

– Jeg kan føle afmagt, når der sidder seks børn rundt om bordet og råber i munden på hinanden. Når et barn er meget intens i kontakten. Eller når et barn ikke vil have børstet tænder af mig, men gerne af min kollega. De små episoder kan være skamfulde. Du kan ende med ikke at bryde dig om et barn – eller om dig selv, fordi du føler dig utilstrækkelig.

I forbindelse med projektet delte Benjamin og kollegerne på hans afdeling bl.a. frustrationen over en dreng, som Benjamin ikke syntes, de rykkede nok. Snakken gjorde det mere synligt, hvor udfordret drengen egentlig var, og at hans generelle stressniveau dermed er højt og hans ressourcer begrænsede. Det gav en accept af situationen og forståelse for drengen – og det blev tydeligt for kollegerne, at de havde det med at modellere deres krav til ham ud af omsorg.

– Vi skulle ensarte vores praksis langt mere, så det også blev mere forudsigeligt for ham. Fx skulle vi ikke tilbyde ham mad på alle mulige tidspunkter af døgnet, selvom vi var bekymrede for, at han ikke spiste nok, siger Benjamin Vestbo og tilføjer, at det i virkeligheden er irriterende banalt, men samtidig øjenåbnende og forløsende at opleve fælles fodslag og en legalisering af negative følelser.

Kvalificerede gætterier

Tilgangen er en af grundstenene i det, der kaldes Bedre begrundet praksis, som er et opgør med idéen om, at man inden for socialområdet kan arbejde evidensbaseret og finde frem til én rigtig viden i så komplekst et felt.

I stedet skal man have tillid til de fagprofessionelles dømmekraft og tilstræbe en bedre begrundet praksis ved, at socialpædagogerne igen og igen opsøger feedback, indrømmer fejl og beder om hjælp. Og hvor de kan bruge nyeste viden, deres faglighed og specifikke situationer med børnene til at diskutere erfaringer op mod hinanden – og hele tiden beskrive og begrunde, hvad de gør, og hvorfor de gør det.

– Vi laver kvalificerede gætterier og tilpasser vores praksis – ikke ud fra mavefornemmelser og synsninger, men teoretiske modeller og metoder. Efter en periode bliver vi afmægtige igen og starter forfra. På den lange bane reducerer det frustrationerne, og det er vanvittigt tilfredsstillende, siger Benjamin Vestbo.

Ti minutter om dagen

Ud over supervision og personalemøder var Benjamin Vestbo med til at udvikle en samtalemodel. Hver aften skulle medarbejderne, efter at børnene var lagt, tage et lamineret papir med fire spørgsmål ned fra tavlen og bruge ti minutter på at besvare dem (se fakta­boks, red.).

Spørgsmålene hjalp dem til at få øje på situationer, hvor de følte afmagt – og om de havde været i stand til at skifte fra det røde perspektiv, hvor man placerer ansvaret hos børnene, til det grønne, hvor man placerer det hos sig selv og er nysgerrig på, hvad der ligger bag adfærden.

– Det er nemt bare at sige, at det har været en god dag. Det her tvang os til at tale om de svære følelser på en faglig og ikke-personlig måde og legaliserede, at følelserne er der. Det var sindssygt vigtigt, siger han og fortsætter:

– Og det lærte os meget om hinanden: Jeg kunne fx sige: ’Kan du huske, da jeg spurgte, om du ville tage Andreas i bad? Det var, fordi jeg var fyldt op.’ Så kan kollegaen bedre genkende signalerne næste gang og tilbyde et skift. Har man ikke snakket om det, kan det være provokerende, at kollegaen pludselig lægger en hånd på ens skulder og siger: ’Tror du ikke, jeg skal tage over her?’

Personligt har udviklingsprojektet gjort, at Benjamin Vestbo i højere grad anerkender negative følelser. Men det kræver et trygt rum, hvor alle følelser er OK. For det er angstprovokerende at stille dem til skue.

– Jeg tror, der er mange, der ikke ved, at de faktisk er rigtig dygtige socialpædagoger – også selvom de har skamfulde følelser i løbet af arbejdsdagen, siger han.

Derudover er det svært at få de gode intentioner ind i praksis, når hverdagen buldrer videre, understreger han. Der er fx nu gået en rum tid, hvor det laminerede ark med de fire spørgsmål ikke er blevet taget ned fra tavlen.

– Vi har udviklet os og er blevet en lille smule bedre til at tale om det, der er svært. Det gør mig nærmest lykkelig. Men vi kan dele meget mere med hinanden og blive bedre til at være professionelt uenige. Så vi er slet ikke i mål endnu.