Hullet i hækken

Billedet er fra Simrishamn i Skåne og blev taget af Håkans far 1963, da jeg var 5 år gammel. Jeg kan tydeligt huske tilblivelsen af billedet og omstændighederne omkring det. Det store villatelt blev luftet, og vi legede i solen på græsplænen i Håkans have. Kerstin med barnevogn og cowboyhat, Håkan i midten med hjelm og riddersværd, og jeg selv med indiansk hovedbeklædning. Et sammensurium af outfit, der sagtens kunne gå an i førskolealderen i starten af 60'erne.

Kerstin var genbo, og Håkan boede i huset ved siden af vores hus. Der var et hul i hækken, som Håkan og jeg brugte til at kravle igennem, når vi skulle besøge hinanden. Først gennem vores hæk i hjørnet af haven og over en lille mur og derefter kravle over endnu en lille mur og ind gennem hækken til Håkan, hvor kompostbunken også skulle forceres som en forhøjning i alpelignende dimensioner. "Hullet i hækken" har siden dengang været et magisk sted. Det er integreret i mine tanker og drømme, forbundet med noget positivt, og hvor jeg legede og trivedes. Det er en tilgang til min barndom, hvor mange andre minder har været knyttet til, og som for en stor del i mit voksne liv har været kilde til de ressourcer, jeg som socialpædagog har kunnet fremkalde gennem 38 år. Jeg elskede "hullet i hækken" og mine legekammerater.

Skolestart og migration til Danmark

1965 blev relationerne brudt. Kerstin og jeg startede i skole i hver vores klasse, og Håkan, som var et år yngre, måtte blive hjemme. Et år senere splittes det yderligere, idet min familie skulle migrere til Danmark. Da jeg i 1966 kom til Danmark, forstod jeg ikke et ord dansk i skolegården. Mange gange tænkte jeg på at forsvinde i et ”hul i hækken”, men en det var også der, jeg fandt glæde og kræfter til at være den glade dreng, jeg var i udgangspunktet, når jeg legede med de danske børn, som jeg blev integreret med. Jeg har siden hen altid som socialpædagog forstået og taget hånd om de mennesker, jeg har mødt i mit arbejde, der også har prøvet at stå i skolegården og ikke forstå et ord af, hvad der blev sagt til dem. Året efter vi kom til Danmark, døde min mor. Det er en lang og sørgelig historie, men det mærkelige er, at jeg overlevede, og jeg kan langt hen ad vejen tænke tilbage på alle de gode ting, jeg har oplevet og erfaret gennem livet. Det er sådan en hel perlerække af gode minder, der egentlig starter med "hullet i hækken" i Simrishamn i Sverige.

Klatrer hekse i bjerge?

Som uddannet socialpædagog 1985 skrev jeg "Klatrer hekse i bjerge?" (Mallings Forlag, 1985). Den handler om to drenge, der leger bjergbestigere, og som kravler igennem "hullet i hækken" og opdager en heks, der går ude på vejen i det farlige bjerglandskab. Den bog skrev jeg til min datter, der var 5 på det tidspunkt, samme alder som jeg er på billedet. Men mange børn har haft glæde af den bog.

Min socialpædagogiske identitet gennem mit lange arbejdsliv har gennem "hullet i hækken" været forbundet til en evig ressourcekilde i min egen personlige biografi. En kilde hvorfra jeg fik min energi og min undren og min ukuelige optimisme, der har givet mig kræfter i mange svære stunder. Jeg er kommet igennem med skindet på næsen. For 15 år siden skrev jeg et speciale på kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi om, hvordan positive oplevelser i barndommen kunne danne grobund for videre personlig som faglig udvikling. Jeg interviewede fem andre jævnaldrende socialpædagoger for at høre, om de havde episodiske øjeblikke af fascination i barndommen, der havde været med til at forme deres valg, mål, værdier og deres udvikling gennem livet. Alt det for at undersøge, om de kunne hente ressourcer både personligt og fagligt fra egne erfaringer i barndommen. Det kunne de sagtens. De fortalte løs.

Fortæl om din livstråd

Nu har jeg skrevet en bog om min barndom, hvor jeg har dykket ned i "hullet i hækken" og beskrevet mine oplevelser dengang. Formålet med at skrive bogen er at fortælle livshistorien og den fine skrøbelige livstråd. Både for vedkommende, der taler, men også for dem, der hører på. Livshistorien kan være med til at skabe klarhed. Livshistorien hjælper minder på vej ned ad memory lane. Det kan være inspirerende at høre andre fortælle deres livshistorie. Det er spændende at høre om gamle dage, ens sejre og nederlag. Jeg vil gerne med den livserfaring, jeg har, ud og fortælle og dele min livshistorie med andre, på steder hvor folk mødes i forsamlingshuse og biblioteker osv. Hvis ikke livstråden og hele dens bagtæppe af mange andre livstråde var der, ja så var der ingenting. Det er min vision for den tredje alder. Du kan overleve næsten hvad som helst, hvis du kan fortælle om det. Jeg vil ud og fortælle i sognene og forsamlingshuse, så mange steder som muligt, hvor der er mennesker, som gerne vil en tur gennem "hullet i hækken" til memory lane.

Job crafting

Mit erindringsværk med fokus på barndommen, der blev skrevet under corona, og mens alt alligevel var lukket ned, er et eksempel på job crafting. Job crafting-begrebet er rigtig spændende, men eftersom det vil være svært for mange at afkode, hvad begrebet egentlig dækker over, må jeg hellere forklare lidt om det. Du kan gå ind i et rum eller på en arbejdsplads, hvor du enten går i et med tapetet eller du kan blomstre, fordi arbejdet giver mening for dig. Du kan udføre jobbeskrivelsen til punkt og prikke, men du kan også bringe din identitet i spil og tilgå arbejdet med arbejdsglæde ved selv at være med til at forme det og give dit arbejde mening for dig selv og til glæde for andre. Med min bog, hvor jeg bringer mig selv i spil, er jeg også en rollemodel. Jeg viser, hvordan jeg har gjort, og hvordan jeg fandt min ukuelige optimisme og nogle af de tilgange til livet, der har gjort, at jeg overlevede og senere har blomstret i livet og på mit arbejde som socialpædagog. Jeg ved godt, at jeg sommetider bliver for meget, når jeg ikke vil nøjes med at gå i et med tapetet, men i stedet stiller mig ud i rummet for at blomstre. Men det er gjort i en god mening. Det var også det min leder på bostøtten ikke kunne døje i sin tid for 12 år siden, da jeg højlydt gik rundt og sagde at Jeg elsker mit arbejde som mentor, for jeg får ros fra både sagsbehandlere og borgere om, at jeg er god til det. Jeg var deltidsansat som bostøtte, og havde uopfordret og på egen hånd skaffet mig timer som mentor på et jobcenter i 2011, som jeg trivedes vældig fint med og var glad for. Min lederen for bostøtten dengang forsøgte med forskellige måder at gøre arbejdslivet surt for mig, når nu jeg alligevel var så glad for arbejdet som mentor. Jeg blev fuldtidsansat som mentor på Aarhus jobcenter.

Detronisering

Jeg er stolt af mit erindringsværk ”Pelles lørdagfortællinger – en svensk dreng i Hjortespring” (Skriveforlaget, 2023). Jeg bralrede op om min bog på Facebook og alle steder, hvor jeg kunne komme til. Nogen må have være blevet træt af mig og min bog, og de må med janteloven indenfor rækkevidde have overvejet om, jeg i det hele taget kunne passe mit arbejde, når jeg havde tid til skrive sådan en bog. Bogen blev skrevet under Corona, hvor alt var lukket ned. Jeg har været mentor i godt 12 år, både som organiseret SL ansat og som selvstændig. Det sidste kan jeg klart ikke anbefale. Vilkårene er alt for ringe og sammenlignelige med de arbejdsforhold, som et Wolt-bud har. Hvis jobcentret ser sig sur på dig som selvstændig mentor, henholder de sig ansigt til ansigt til tid som norm for aflønning på den mest paragrafrytteragtige måde, der kan tænkes. Mine 12 års erfaring som mentor plus hele mit værdisæt omkring min socialpædagogiske identitet er på ingen tid nul og nix værd. Pludselig bliver der lukket for det varme vand, og på under tre minutter lires der en smøre af om, at samarbejdsaftalen ophører. Senere erfarede jeg, at nogle af mine bevillinger alligevel godt kunne forlænges. Men arbejdsmarkedet slipper ikke for mig foreløbig. Jeg har to år igen og er kommet lykkeligt videre.