FOTOREPORTAGE
Et kreativt frirum
I Aarhus mødes mennesker med psykisk sårbarhed i det kreative værksted Frirummet. Socialpædagog og projektleder Maria Rosengaard står for at skabe rammerne for kreativiteten – men det er brugernes rolle at fylde rammerne ud
12. april 2023

Forfatter: Tekst og foto: Simon Jeppesen





Frirummet
De kreative værksteder Frirummet fandt deres form fra 70’erne og frem. Først som et terapeutisk tilbud i forbindelse med Psykiatrisk Hospital i Risskov uden for Aarhus og siden som et kreativt frirum, hvor brugerne frit kan skabe kunst og udtrykke sig i form af fx keramik, tekstildesign, malerier, skulpturer, strik og tekst.
I 2016 lå værkstederne stille og blev genoplivet af socialpædagog Maria Rosengaard, som i dag er lønnet af Aarhus Kommune og udlånt til Frirummet.
Frirummet fungerer som et ikke-visiteret tilbud til psykisk sårbare i tilknytning til Museum Ovartaci, der blev grundlagt i 1951 med kunst lavet af indlagte på psykiatrisk hospital – og som i dag udstiller værker skabt af kunstnere med sindslidelser.




