Arbejdet med senfølger efter overgreb kræver afklaring af din egen seksualitet

Sommersolen varmede i den fine, gamle have omkring den herskabelige patriciervilla, der nu var opholdssted for anbragte børn og unge. Den weekend var der kun et enkelt barn tilbage på opholdsstedet sammen med den 24-årige socialpædagog Marianne Gutte. En syvårig pige, som ikke var hjemme i weekenden, fordi personalet mistænkte, hun blev udsat for seksuelle overgreb i hjemmet.

Nu lå de to i haven på to solstole og solede sig. Det ville Marianne Gutte også have gjort hjemme på sådan en varm sommerdag, og sammen med pigen ville hun skabe en god stemning. Men nu mærkede hun alligevel en lille tvivl gnave. Pigen rykkede tættere på.

’Sikke nogle lækre underhylere, du har på,’ sagde hun og kiggede på Marianne Guttes skridt.

– Jeg fór op med det samme. Tankerne røg gennem mit hoved. Hvorfor siger hun det? Hvad ville kollegerne sige? Det føltes intimiderende, fordi det kom til at føles som en seksuel situation, fortæller Marianne Gutte i dag om episoden, der fandt sted, da hun var nyuddannet i 1980’erne.

Hun husker tydeligt følelsen af at afvise pigen, fordi hun selv blev usikker.

– Måske ville hun fortælle mig, at hun kunne lide mig, og at der var en rar stemning, husker jeg, at jeg tænkte som nyuddannet pædagog. Men faktisk forstod jeg ikke hendes signaler. Jeg manglede den nødvendige viden om, hvordan børn, der har været udsat for seksuelt overgreb, kan reagere, lyder refleksionen i dag.

Genklang af traume

Marianne Gutte har siden uddannet sig til psykoterapeut og behandler bl.a. personer med senfølger af overgreb, ligesom hun også underviser og superviserer professionelle på KKUC Udviklings- og Behandlingscenter, en nonprofit socialøkonomisk virksomhed.

Når hun tænker på episoden i dag, står den for hende som et eksempel på, at børn og unge kan virke seksualiserende og grænseoverskridende, når der opstår situationer, som for dem vækker genklang af et traume. En mestringsstrategi kan derfor være at seksualisere kontakt med andre mennesker som forsøg på at skabe kontrol over en utryg situation.

Episoden tjener også som et eksempel på, at adfærden hos de børn og unge er mere grænseløs, fordi de kun har lært og forstået den seksuelle tone som en ’almindelig kontakt i nære relationer’.

– Når jeg tænker tilbage på den syvårige pige i haven i dag, får jeg en stor omsorg for det lille barn, der på bedste vis forsøgte at være med en ung uerfaren pædagog og sine egne forvirrede følelser omkring situationen, siger Marianne Gutte.

Kend dig selv

Som underviser og supervisor har hun et vigtigt budskab til socialpædagoger: Børn, der ikke kender til almene grænser, vil komme til at udfordre omgivelserne. Og når man arbejder med mennesker udsat for overgreb, så kender de ikke de almene grænser omkring seksualitet og intimitet. Derfor skal en socialpædagog også være bevidst om egne grænser og holdninger til seksuelle emner.

LÆS OGSÅ: Seksualvejledere: Sådan håndterer du svære situationer

– Når vi kommer i spil som pædagoger i en situation, vi har svært ved at forstå og takle, så vil der ofte ske det, at vi forsvinder i kontakten. Og det kan børn og unge mærke med det samme, siger hun.

Gennem sit arbejde med undervisning og supervision af bl.a. socialpædagoger er Marianne Guttes erfaring, at den professionelles egen blufærdighed og generthed omkring sin egen seksualitet kan betyde, at temaet bliver tabubelagt.

– Fordi man kommer i kontakt med følelser, som hører til det mere private, som jo egentlig ikke skal blandes ind i arbejdet. Men der er forskel på at kende sig selv og at dele ud af sig selv. Børnene og de unge kan mærke, når kontakten er mere automatisk end nærværende. Jo mere den fagprofessionelle er i kontakt med sig selv, jo mere autentisk kan man være, når barnet eller den unge udfordrer med personlige spørgsmål, som handler mere om noget inde i den unge selv end om pædagogen, siger hun.

Seksualpolitik på plads

Marianne Gutte anbefaler derfor, at personalegruppen aktivt arbejder med temaet seksualitet og fx har fælles retningslinjer, en seksualpolitik og har temaet som fast punkt på personalemødet. På den måde kan der skabes et fundament for fælles faglige refleksioner med et fælles sprog og en åbenhed om emnet.

En seksualpolitik kunne indeholde en målsætning om, at personalet er ansvarlige for børnenes udvikling og dermed også deres seksuelle udvikling.

– Børn og unge, der har været udsat for svigt og overgreb, har om nogen endnu mere brug for, at der bliver talt om, at man fx er herre over sin egen krop, har lov at sige nej og om, hvordan man har kærester, siger hun.

På Marianne Guttes kurser er det fx et fast punkt at arbejde med sin egen seksualitet: Hvad er min egen barneseksualitet? Hvad er min ungdomsseksualitet? Hvor er mine grænser og hvorfor? Og hvordan forholder jeg mig til det som fagprofessionel?

– Når personalegruppen sammen afstemmer grænser og regler omkring temaet seksuel dannelse i bred forstand, så har vi et fælles fagligt grundlag at arbejde og reflektere ud fra, og så kan vi arbejde med at kigge bagom og forstå, hvad der ligger til grund for adfærden, pointerer hun.

Følelsesmæssig skade

Men fundamentet er altid relationsarbejdet:

– Du står måske med en ung på 16 år, som er så skadet, at den kognitive og følelsesmæssige udvikling ikke er alderssvarende. Min tilgang er at kigge omkring det hele barn. Vi kan ikke udstikke nogle ensartede huskeregler for kontakten eller adfærden, men huske på den følelsesmæssige skade hos børnene. Vi skal lære dem at afstemme sig selv og at regulere sig selv. For det kan de børn ikke, siger Marianne Gutte.

Det kan man gøre ved fx at skabe leg eller aktiviteter, der fremmer samhørighed med andre mennesker eller styrker evnen til at mærke og sætte grænser – eller gennem lege, hvor man møder børnene på det følelsesmæssige udviklingstrin, hvor de faktisk befinder sig – uanset alder.

Her mener Marianne Gutte, at man med fordel kan skele til udviklingspsykolog Susan Hart og den neuro­affektive forståelse af tidlige skader, der kan hjælpe til at udvikle ethvert ’lille barn’ – altså genbesøge og genudvikle de tidligere udviklingstrin, der ikke er blevet udfoldet på grund af omsorgssvigt.

Traumeorienteret tilgang

Når et menneske bliver udsat for noget så dramatisk som et seksuelt overgreb – eller andre overgreb – sætter det fundamentale tillidssvigt sig i kroppen, forklarer Marianne Gutte. Når man ikke bearbejder traumet, bliver man trigget af traumet og overvældet af sine følelser, når man står i situationer, der minder om traumet. Det kan være fx lyde, lugte, stemninger eller bevægelser.

LÆS OGSÅ: Norsk undersøgelse: Børn har flere traumer, end de voksne tror

Derfor er et andet vigtigt budskab, at det er nødvendigt at have viden om traumer, når man møder mennesker, som har været udsat for overgreb. Derfor skal man spørge: Hvad er hændt dig?

– Mennesket agerer, som det gør, fordi der er sket os noget. Og man laver mestringsstrategier for at håndtere det, der er hændt en. Vi kan møde mennesker, hvor vi umiddelbart tager afstand fra den destruktive adfærd. Men vi skal prøve at forstå den adfærd sådan, at et menneske altid vil forsøge at skabe en form for balance og kontrol over en situation, uanset hvordan det vil se ud for os, der ser på, siger hun og fortsætter:

– Det er utrolig vigtig for os, der arbejder med sårbare mennesker, at vi anerkender deres forsøg på at håndtere noget smerteligt. Og at vi dermed forhåbentlig skaber så meget tillid, at vi kan hjælpe med at se og tåle andre mulige skridt i livet. Og så skal vi huske, at vi som fagprofessionelle har ansvaret for at skabe rammerne og rummet for at åbne op om overgreb og seksualitet, når vi får mistanken.

Rammen for nysgerrighed

Som underviser og supervisor oplever Marianne Gutte, at mange socialpædagoger er bange for at re-traumatisere ved at spørge til overgreb. Men det skal man som udgangspunkt ikke være.

– Men man skal selvfølgelig have så meget kontakt til sig selv, at man kan holde til at sidde i stolen og høre på det, som bliver fortalt, siger hun.

Det vigtigste er, at rammen for spørgsmålene bliver sat ved en fælles faglig drøftelse i personalegruppen. Er det kontaktpædagogen, der skal spørge? Er det under hyggesnakken på sengekanten? Eller skal rammen være en helt anden?

– Man kan også sætte rammen, første gang man møder en person, der kan have været udsat for overgreb, ved at forklare i generaliserende vendinger, at ’her hos os kommer der unge, som har været udsat for seksuelle overgreb. Er det også sket for dig, er du altid velkommen til at tale med os om det.’ Så er døren på klem. For mange tror jo, at de er de eneste, der har været udsat for seksuelle overgreb, siger hun.

Men uanset rammer og politikker vil fagprofessionelle opleve at blive udfordret følelsesmæssigt og måske føle sig fagligt utilstrækkelige, pointerer Marianne Gutte.

– Det kan medvirke til, at man enten benægter, normaliserer, bagatelliserer eller dramatiserer en situation. Her skal vi som kolleger have omsorg både for os selv og hinanden i arbejdet med udsatte mennesker. For det er et vilkår, at vi bliver ramt følelsesmæssigt. Og vi kan kun blive de bedste hjælpere, når vi ikke skal være perfekte, men kontinuerligt forsøger at forstå og udvikle vores egen praksis.