Vi har ikke længere noget, vi skal nå

Nura Subasic rev sig år efter år i håret, når Arbejdspladsvurderingen kom tilbage fra hendes afdeling på Vordingborg Center for Socialpædagogik, et botilbud under §108. Det fysiske arbejdsmiljø var en udfordring for stort set alle de ansatte. Derfor besluttede hun sig som arbejdsmiljøkoordinator for at gøre noget ved det.

Hjælp udefra

Nura Subasic ringede til BFA (BrancheFællesskaberne for Arbejdsmiljø, red.) for at få hjælp til de ergonomisk udfordrende bespændinger i bussen, når borgerne skulle til beskæftigelse, på tur eller løbe ærinder. Det udviklede sig til en aha-oplevelse og en ændring af tankegangen på arbejdspladsen.

Samarbejdet med BFA åbnede for en samtale, der ikke før var blevet holdt. Dialogen drejede sig hen i retning af de ressourcer, de havde internt i huset, men som ikke før var tænkt ind i ligningen. Det skulle der gøres noget ved.

Træk på de interne ressourcer

Forflytningsvejledere og arbejdsmiljørepræsentanter blev inviteret med til møder og tænkt ind i dagligdagen på bostedet.

– Før har de ikke altid været synlige. Hvis medarbejderne har haft et spørgsmål, er det ikke sikkert de vidste, hvor de kunne gå hen, siger Nura Subasic.

Men det er der ændret på nu. Til hvert personalemøde er der sat tid af til forflytningsvejlederne, der enten holder oplæg eller svarer på spørgsmål. Og så er der også åbnet for at bruge en anden, essentiel, intern ressource – nemlig borgerne selv. Og det har båret frugt. For den seneste APV på det fysiske arbejdsmiljø var gået fra 90% til 20% af udfordrende arbejdsstillinger.

Vi skal ikke nå noget

En anden vigtig løsning har ligget i at have tålmodighed, fortæller Nura Subasic. For i en travl hverdag kan det føles nemmere at åbne døren, hjælpe med at tage t-shirten af eller køre borgeren i kørestol fremfor at vente på, de går selv. Men i mange tilfælde kan borgeren faktisk selv, erfarede Nura Subasic og hendes medarbejdere, hvis bare de bliver mødt med tålmodighed.

– Vi har ændret hele vores tankegang. Der er ikke længere noget, vi skal nå, siger hun.

De dygtige medarbejdere kan blive fortabt i en travl hverdag, hvor der både skal hjælpes med bad, påklædning og morgenmad, inden de skal videre til den næste og den næste og… Og før skulle alt det nås før borgerne skulle videre til deres tilbud om socialt samvær. Men i dag er det ændret til, at det sociale samvær starter, når personalet banker på døren og siger godmorgen.

Her tager man sig god tid og lader borgeren gøre de ting, de kan med vejledning og støtte fra personalet, og hjælp til de ting, de ikke kan. Og som Nura Subasic siger, drejer det sig ofte blot om få sekunder eller minutter.

– Tingene går i det tempo, det kræver for, at borgeren får en rar oplevelse og får lov at gøre tingene selv, og medarbejderen også får passet på sig selv, sin krop og det gode arbejdsmiljø.

Kravler ikke længere hjem

Socialpædagog på stedet, Linda Roden, har mærket den positive forandring og siger:

– Vi har stadig udfordringer, men vi har fået øjnene op for, hvor meget det betyder, at borgerne selv gør deres del af arbejdet. Jeg har nogle rygproblemer, så tidligere kunne jeg kravle hjem fra arbejde, når jeg havde fri. Sådan er det slet ikke længere.

Ændringen har ikke kun hjulpet på medarbejdernes rygge, men har givet borgerne en bedre livskvalitet, som er kernen i det socialpædagogiske arbejde, forklarer Linda Roden:

– Jeg har lagt mærke til, at nogle af borgernes motorik er blevet bedre. De husker bedre at bruge deres kroppe, og jo længere vi kommer i forløbet, jo mindre skal de motiveres til selv at gøre tingene, men gør det på automatik.

Imens vi passer på os selv

Og lige netop de to ting er hele pointen med omlægningen af arbejdsgangen i Vordingborg.

– Personalet skal jo arbejde i rigtig mange år, og det er dem, der er borgerens arme, ben og nogle gange hoved. Derfor er det vigtigt, at de holder sig sunde og raske. Det giver både bedre oplevelser når man er på arbejde og bedre energi i hele personalegruppen, siger Nura Subasic.

Ændringen har også været med til at styrke og udvikle borgerens ressourcer og giver dem en bedre livskvalitet.

– Det er vores socialpædagogiske kerneopgave, at borgerne skal have et godt liv, og det her er en af de måder, vi kan understøtte det på, imens vi også passer på os selv, siger Nura Subasic.