Gå til indhold

Mentorordning

Kenneth mødte mig, hvor jeg var, da tingene så sort ud

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den unge Tony skulle ende på pædagogstudiet. Men efter et ophold i Vestre Fængsel og mødet med en mentor og socialpædagog, der kunne rumme ham og hans udfordringer, blev han inspireret til selv at tage springet.

10. november 2023

Artikel
Design uden navn - 2023-11-10T110804.978.png
Vi ved godt vi har en asymmetrisk relation, men det er ikke det, der behøver skinne igennem, siger socialpædagog Kenneth Lund Ludvigsen

Forfatter: Signe Jacobsen

Foto: Rikke Rhein-Knudsen

Da Tony var 13 år, tog han et billede med en yngre dreng på den døgninstitution, hvor han boede. På billedet havde de skøre briller på og så fjollede ud. Tony viste billedet til de andre børn, der grinede og sagde: 

-Du ligner en pædagog, Tony! 

-Ej, det er godt nok tarveligt sagt, kvitterede han. 

Årene efter gik langt fra snorlige, og Tonys dagligdag blev i en periode set fra indersiden af Vestre Fængsel.  

-Og nu sidder vi så her, siger Tony med tilbagestrøget hår og en afslappet attitude. 

Der er gået 12 år og i dag er den 25-årige Tony Lashari startet på pædagogstudiet på Københavns Professionshøjskole. At han er kommet så langt, tilskriver han sin mentor, socialpædagog Kenneth Lund Ludvigsen, der i t-shirt og klipklapper sidder storsmilende ved siden ad ham.  

-Hvis jeg ikke havde mødt Kenneth, havde jeg ikke været her i dag. Det ved jeg. Han har fået noget frem i mig, som jeg ikke vidste, jeg havde, siger Tony. 

Socialrådgiverne spotter potentiale 

Man kan få tilknyttet en mentor hos Kriminalforsorgen, hvis man som Tony er tidligere dømt, og det vurderes, at der er en mellem til høj risiko for, at man vil begå kriminalitet igen. Hvis mentorforløbet har en positiv virkning, kan det forlænges.  

Mentorerne indgår i et samarbejde med klienterne om det, de behøver hjælp til. Dette kan indebære alt fra kontakt med kommunen, misbrugsbehandling eller fastholdelse af uddannelse.  

-Der ligger et stort ansvar hos socialrådgiverne i Kriminalforsorgen for at spotte potentialet i vores klienter og tilbyde dem en mentor. Det er dem, der har kompetencerne til at tildele en mentor ved behov, så det er et redskab, vi skal benytte meget mere, siger Maria Christoffersen, tidligere socialrådgiver og nu enhedsleder i Kriminalforsorgen. 

Mentor

Mentorordningen har regi under Kriminalforsorgen i Frihed (KiF). Alle kan blive mentor, såfremt de er fyldt 18 år, forstår og taler dansk. Mentorforløbene er for dømte, der er tæt på løsladelse, er prøveløsladt eller er i tilsyn i KiF efter en dom.  

Mentorordningens kerneindhold er at tilbyde den dømte støtte fra en person, der følger den dømte gennem udslusnings- og/eller tilsynsperioden mod et mål om et liv uden kriminalitet. 

Kilde: Kriminalforsorgen 

Hvis jeg ikke havde mødt Kenneth, havde jeg ikke været her i dag. Det ved jeg.

Tony Lashari

Det første møde 

Tony har boet på mange forskellige døgninstitutioner gennem sin barndom. Farens liv var præget af kriminalitet og hårde miljøer, som Tony voksede op i periferien af. Tony troede, det var den vej, han skulle gå for at gøre sin far stolt. Derfor endte han som 22-årig i Vestre Fængsel.  

Grundlæggende stolede Tony ikke på, at de voksne omkring ham ville ham det bedste. Derfor var han heller ikke ligefrem åben overfor idéen om at invitere Kenneth ind i sit liv. De to mødte hinanden, da Tony blev prøveløsladt.  

Tony blev tilbudt at få tilknyttet en mentor, som han kunne sparre med, og som kunne hjælpe ham videre mod et liv uden kriminalitet. Han tænkte ikke meget over det, men takkede ja til tilbuddet, for hvad kunne det skade.  

-Da vi mødte hinanden første gang, tænkte jeg: ’Hvad fanden er det for en civilbetjent, jeg skal snakke med her’, siger Tony.  

I starten gav han Kenneth en fiktiv adresse et par huse væk fra, hvor han boede. Kenneth måtte fysisk opsøge Tony og var meget insisterende på deres kontakt. 

-Jeg kan godt forstå, at han har tænkt, hvad fanden skal jeg med ham, siger Kenneth.  

Man bliver nødt til at tage imod 

Men med vedholdenhed, imødekommenhed og nysgerrighed lykkedes det socialpædagogen at skabe en relation til den unge Tony. 

Kenneth stillede åbne spørgsmål, så Tony ikke bare kunne svare ja eller nej og slå samtalen ned. I stedet for at spørge: ’Har du det godt’, spurgte Kenneth: ’Hvilken følelse har du i dag’ eller: ’Hvad tænker du om det, vi snakkede om sidst.’ På den måde blev Tony nødt til at tænke over et tilfredsstillende svar og give noget mere af sig selv end bare et ja eller nej.  

Kenneths nysgerrighed og faglighed virkede efter hensigten, og Tony åbnede sig langsomt overfor den 55-årige socialpædagog. 

-Når man har en, der bliver ved, og bliver ved og bliver ved med at ringe, siger Tony og griner lidt til Kenneth. 

-Så føler man også et ansvar for at svare. Når folk prøver at hjælpe en, så bliver man også nødt til at tage imod det, siger Tony.  

Jeg kan godt forstå, han har tænkt, hvad fanden skal jeg med ham, siger Kenneth.

Mentor-mode 

Kenneth brugte sin socialpædagogiske faglighed til at komme tæt på Tony. Han mener samtidig, at man kommer langt med en generel nysgerrighed på mennesker og en lyst til at bruge tid sammen.  

-Jeg vil gerne have, at det er hyggeligt at være sammen med mig, så vi har spist utroligt mange nachos og gået mange ture i Frederiksberg Have. Vi griner også meget sammen. Det piller mystikken ud af ting. Jeg får sagt nogle åndssvage ting, ellers gør Tony, men vi får stadig snakket om de ting, der er ømtålelige, siger Kenneth. 

De to vender både byture og weekendplaner, men slår hurtigt over i mentor-mode, når Tony har brug for at vende tanker og idéer, som da han var bange for at starte på HF, fordi han ikke vidste om han kunne være med fagligt, eller da han overvejede at droppe planerne om pædagogstudiet. 

Vi griner meget sammen. Det piller mystikken ud af ting, siger Kenneth.

Tænk, hvor anderledes mit liv ville være, hvis jeg gik der.

Tony Lashari

På den anden side af vejen 

Det gav derimod mening, da Tony startede på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole i sensommeren 2023. 

-Indtil videre er det gået helt fantastisk. Jeg kan mærke, at de ting jeg har været udsat for, kan hjælpe mig til at hjælpe andre med samme udfordringer, selvom det lyder som en kliché, siger Tony. 

Fra vinduet i et klasselokale kan Tony i dag se over på Vestre fængsel, ovre på den anden side af vejen. Han husker tilbage på timerne i fængslet, hvor blikket gik den modsatte vej. 

-Jeg overvejede slet ikke, at det var en mulighed for mig at starte på studiet. Jeg tænkte bare ’Tænk, hvor anderledes mit liv ville være, hvis jeg gik der.’ 

Men det var først, da Kenneth gjorde ham opmærksom på, hvilke kvaliteter han besad, som fx at være omstillingsparat og empatisk, at han seriøst overvejede at søge ind på studiet.  

-Pædagog er ikke noget, jeg har tænkt på førhen. Overhovedet. Det var et skældsord. Det er sjovt at tænke på, siger Tony.  

Historien er ikke slut 

Tony tog den såkaldte ’Pædagogpakke’ på HF med intentionen om at søge ind på pædagogstudiet. Men derefter overvejede han at droppe sine videre planer.  

-Der havde jeg jo gjort noget godt, så måtte det være det.  

Men Kenneth holdt ham i gang og mindede ham om, at den langsigtede belønning ville være langt større end den midlertidige tilfredsstillelse.  

Da Tony fortalte sin far, at han var kommet ind på pædagogstudiet, blev faren stolt. Og skønt Tony stadig ser op til sin far, har han lært, at han ikke behøver at efterligne de ting, han engang har gjort.  

-Men historien er ikke slut endnu. Jeg er langt fra, hvor jeg gerne vil være. Og det er helt fint. Kenneth mødte mig, hvor jeg var, da tingene så sort ud. Det samme gør han i dag. Vi tager udfordringerne som de kommer.  

Bliv medlem