Jeg giver børnene smilet tilbage

Socialpædagog Heidi Juhl husker tydeligt, da hun blev ansat på Esbjerg Krisecenter – og egentlig var i tvivl, om det var noget for hende på den lange bane. For kunne hun holde til at være i alle de tunge historier, når mødre med deres børn ankom efter at have været udsat for fysisk eller psykisk vold?

Svaret kom til hende, da hun fik det første barn i armene. Drengen på seks måneder var helt ude af den, og hans mor, der skulle ind til en længere samtale med en af Heidis kolleger, blev mere og mere frustreret over ikke at kunne få drengen i ro.

– Må jeg ikke holde dit barn? Jeg kan godt se, at han er rigtig ked af det – det er okay, sagde Heidi til kvinden.

Der gik ikke mere end 30 sekunder, før den lille dreng kiggede op på hende, faldt til ro og faldt i søvn.

– Der blev jeg virkelig opmærksom på, hvor vigtigt vores nervesystem er i arbejdet med børnene. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Her kan jeg godt gøre en forskel,’ fortæller hun.

I dag er det ni år siden, at Heidi Juhl fik det første af mange kriseramte børn i sine arme. Og en forskel må man sige, at hun har gjort – i en grad, så hun som én ud af fire blev nomineret til Politikens Pædagogpris 2023 i kategorien ’Social- eller specialpædagogik’.

– Det er jo en helt fantastisk anerkendelse, og jeg føler mig enormt beæret. Det er bare fedt, at der bliver sat fokus på det socialpædagogiske arbejde og den store indsats, der gøres på krisecentre, siger hun.

Gennem Bos ansigt

På Esbjerg Krisecenter finder seks kvinder og deres børn ro for en stund og en ny vej videre. Heidi blev i sin tid ansat til at opstarte og drive børnetilbuddet ’Friklubben’, hvor hun som socialpædagog og børnefaglig medarbejder laver aktiviteter med børnene og taler med dem om det, der er allersværest.

Udgangspunktet for snakken er, hvordan børnene har det lige nu. Eller hvordan ’Bo’ har det. For Bo bor også på krisecentret og er grundfortællingen i det pædagogiske og terapeutiske materiale ’Bo på krisecenter’, som Heidi Juhl har udviklet sammen med billedkunstner Niels Rahbek og lærer og terapeut Carsten Møller, som ejer virksomheden FACE:IT.

Bo er illustreret som et metalansigt med flytbare magneter, så børnene kan forme forskellige ansigtsudtryk alt efter, hvilket humør de – eller Bo – er i. For børnene har svært ved at tale om deres oplevelser. Men materialet giver dem mulighed for at tale om det gennem Bo.

– Jeg har oplevet børn, der bruger Bo til at vise, hvordan de er glade uden på, men kede af det inden i, eller at de har øjne på stilke i hele hovedet. Det, der fylder for dem, kommer ud som Bo. Det kan være, at Bo er ked af det, fordi mor og far har skændtes. Så snakker vi om, hvordan han har det, når det sker, og hvad der mon kunne hjælpe ham. På den måde bevidner jeg deres historie, uden de behøver at udlevere sig selv, og så har de Bo at dele følelserne med, siger hun.

SE hvordan Heidi Juhl arbejder i denne fotoreportage fra fagbladet

Plads til reaktioner

Når børnene først træder ind ad døren på krisecentret, ligner de børn, som børn er flest. Men når mor efter noget tid falder til ro, bliver der plads til børnenes reaktioner – de er typisk enten stærkt udadreagerende eller overtilpassede og stille, fortæller Heidi Juhl.

– De kommer med et ureguleret nervesystem, og det kan vi hjælpe dem med. Flere af børnene står til at skulle udredes for ADHD. Men når mor falder til ro, og vi arbejder med den adfærd, børnene har på baggrund af det liv, de har levet, og giver dem nogle andre handlemuligheder, sker der en fantastisk udvikling, siger Heidi Juhl.

Det oplevede hun fx med en dreng på seks år, der flyttede ind med sin mor og søster. Drengen var meget udadreagerende – hans øjenbryn var trukket helt sammen og kropssproget låst.

– Han var så ramt, den lille dreng, at jeg var oprigtigt i tvivl, om jeg kunne nå ham. Men det lykkedes med rigtig meget leg – og Bo, fortæller Heidi Juhl.

På børnenes præmisser

Ud over ansigtet med de flytbare magneter består ’Bo på krisecenter’ også af spillet ’Kulør på humør’, som Heidi Juhl spiller med børnene for at give dem mulighed for at tale om det, der er svært, på en legende måde. Hvis et barn trækker kortet ’Jeg savner…’, kan det åbne op for en snak om, at barnet savner sin far eller den bamse, han ikke fik med sig.

– Jeg får en fornemmelse af, hvad der sker i barnet, så vi kan arbejde med det. Jeg har ikke en dagsorden, men har et værktøj, der møder børnene på deres præmisser – så gælder det for mig om at være nysgerrig på, hvad det er, de viser og fortæller, siger hun.

Det er også vigtigt for Heidi Juhl at vide, hvilke følelser børnene kender og kan benævne, og hvordan de reagerer på dem.

– Vi skal træne dem i at mærke efter og forstå, hvad de føler, være i de forskellige følelser og give dem styrken til at sætte grænser. Det er vigtigt for at udvikle sig til hele mennesker, siger hun.

Træner nervesystemet

Børnene kan ikke være i de svære samtaler i ret lang tid ad gangen, men har brug for et frirum til at lege og være kreative, fortæller Heidi Juhl.

Men også i leg kan der være træning af børnenes nervesystem – fx en simpel fangeleg. For børnene skal erfare, at selvom legen er uforudsigelig og spændingen høj, sker der ikke noget farligt. Nogle børn har brug for at holde en voksen i hånden eller lave en regel om, at de ikke kan fanges. Undervejs stopper de op og mærker efter, hvordan de har det. 

Og når børnene mærker uro i kroppen eller har svært ved at sove, kan en vejrtrækningsøvelse være en måde at genfinde roen. Derfor lærer Heidi Juhl dem at trække vejret ind, som om de dufter til noget dejligt, mens deres øjne vandrer op langs en finger – og puste ud, som om de puster sæbebobler, mens deres øjne vandrer ned igen og videre til den næste finger.

På samme måde arbejdede Heidi Juhl med den seks-årige dreng.

Kan vi hjælpe Bo?

En dag kom drengen hjem fra skole – rasende og ulykkelig efter en konflikt i et frikvarter. Drengens mor fortalte Heidi Juhl, hvad der var sket, og at Heidi hellere måtte sløjfe sin daglige samtale med drengen. Men Heidi bad alligevel om lov til at tale lidt med ham.

– Jeg havde Bo med mig, og jeg satte hans ansigt på ’ked af det’. Jeg spurgte drengen, om jeg måtte fortælle ham en historie, og det måtte jeg godt. Jeg fortalte, at Bo havde været i SFO, hvor han og en kammerat legede med sværd, men at Bo var kommet til at ramme kammeraten og havde fået skæld ud af en voksen. Bo syntes, det var hans skyld og var løbet væk. Så kiggede drengen på Bo og sagde: Jeg har også haft en oplevelse henne i skolen i dag,’ fortæller Heidi Juhl.

Heidi Juhl og drengen fik en snak om, hvad han havde oplevet – og at det var lidt ligesom Bo. Og hun spurgte ham, hvordan de mon kunne hjælpe Bo.

– Så sagde han: ’Jeg tror faktisk, vi kan hjælpe Bo, hvis han ved, at han har en hule, han kan gå hen til, når han bliver rigtig vred eller ked af det. Sådan en kan være rar at have.’ Og så aftalte vi at tage fat i mor og i skolen, så drengen kunne få sig sådan et sted, når han havde behov for at trække sig. Det var ikke altid, han brugte det, men det hjalp ham at vide, at han havde muligheden, fortæller hun.

En styrket familie

Som socialpædagog på krisecentret bruger Heidi Juhl sin narrative tilgang og neuropædagogiske viden i sit arbejde med børnenes nervesystem. Sammen med den seks-årige dreng – og Bo – fandt hun også frem til, hvordan hans mor bedst kunne støtte ham, når han blev vred derhjemme – at hun ikke skulle holde om ham, men være i nærheden, og at de derfor kunne sidde ryg mod ryg op.

FÅ MERE VIDEN om narrativ praksis i det her faglige tema

– Mit arbejde består også i at støtte børnenes mødre. For efter et voldeligt forhold kan det være svært for en mor at sætte grænser. Hun har gjort, hvad hun kunne, og har brug for støtte til at hjælpe børnene i at være i følelserne og forstå, hvad der sker i dem, siger hun.

I dag har Heidi Juhl været med til at udbrede ’Bo på krisecenter’ til 30 krisecentre landet over. Målet for hende er grundlæggende at sende en styrket familie ud af krisecentret igen efter 3-4 måneder.

– Vi giver børnene gode oplevelser og smilet og roen tilbage – og skriver en ny historie med dem. Når det sker, giver det virkelig en følelse af at lykkes, siger Heidi Juhl.