Gå til indhold

Sofa

Merit gav kamp til stregen

Som 53-årig vendte Jane Sophie Klitsgaard tilbage til skolebænken for at tage en meritpædagoguddannelse. Men det var ikke uden tvivl på egne studieevner. Poul-Erik, der er socialpædagog, blev hendes mentor, og det var redningen, fortæller de

29. september 2023

Artikel
Sofa.png

Forfatter: Signe Jacobsen

Foto: Tor Birk Trads

Poul-Erik Juhl, 61 år, har været mentor for sin tidligere kollega Jane Sophie Klitsgaard gennem hendes meritpædagoguddannelse. Han tog selv uddannelsen i 2020 og er i dag socialpædagog på Børne- og Ungecenter Norddjurs.

Jane Sophie Klitsgaard, 53 år, har arbejdet inden for socialpsykiatrien i otte år og blev i sommer færdig med meritpædagoguddannelsen. Men det var aldrig gået uden Poul-Erik Juhl som mentor.


Jane:

For mig var det nyt at studere. Pædagoguddannelsen stiller ret store krav til det at kunne læse og strukturere, have overblik og aflevere skriftlige opgaver. Jeg havde et andet udgangspunkt til at studere end dig. Du er it-uddannet og har ret godt styr på teknik.

Poul-Erik:

Jeg var aldrig i tvivl om, at du nok skulle blive en god socialpædagog. Men jeg var godt klar over, at hvis du ikke fik støtte til de akademiske opgaver, ville du måske gå kold i det.

Jane:

Jeg var til samtale for at komme ind på uddannelsen, fordi jeg ikke har en studentereksamen. Der spurgte de, om jeg havde en, der kunne støtte mig, og der tænkte jeg straks på dig. Og det skal jeg lige love for, at jeg fik brug for. Jeg fik kamp til stregen.

Poul-Erik:

Men du fik jo 10 i din bachelor.

Jane:

Ja, men jeg tvivlede hele vejen. Det er ikke en uddannelse, jeg er kommet sovende til. De første dage, jeg skulle møde fysisk op, græd jeg hele vejen derhen og hele vejen tilbage. Det handlede om krav, APA-standarder og tekster, der skulle læses. Jeg tænkte bare, at det når jeg aldrig igennem.

Poul-Erik:

Jeg synes, det er væsentligt, at de mennesker, som skal ud at være socialpædagoger, får hjælp til det akademiske stof. Derfor ville jeg gerne være mentor for Jane. Vi vil jo gerne have nogle flere gode socialpædagoger. Så skal de ikke brænde sammen på det akademiske.

Jane:

Du har et godt overblik og er struktureret, og det var en kæmpe støtte. Du tog selv meritpædagoguddannelsen for få år siden og havde den friskt i erindring, så jeg kunne sparre fagligt med dig om de borgere, vi havde, eller om opgaverne på studiet.

Poul-Erik:

Jeg kunne tydeligt mærke den faglige forandring, der skete med dig. Dine pædagogiske redskaber blev mere og mere integreret. Når du snakkede, så begyndte du at snakke ud fra teorier.

Jane:

Vi er enige om, at jeg er blevet en bedre socialpædagog af at have dig som mentor – og du er blevet en bedre socialpædagog af at hjælpe mig. Vi har hjulpet hinanden med at optimere udbyttet af vores uddannelser.

Skriv til os

Har du en særlig relation til en borger, kollega, din leder eller en anden i dit arbejdsliv, som du gerne vil fortælle om, så skriv til: nyhedsrum@sl.dk

Bliv medlem
Bliv medlem