Sofa
For at behandle de unge ens, må vi behandle dem forskelligt
På døgninstitutionen Josephine Schneiders Ungdomsboliger fik Christina Campos Tophøj tillid til andre igen. Socialpædagogerne gav hende ro, et hjem og fjernede vreden – og derfor indstillede hun dem i år til Politikens Pædagogpris
10. januar 2023
Forfatter: Sara Marie Dynesen
Foto: Ricky John Molloy
Jesper Nielsen og Susanne Marker har været ansat som socialpædagoger hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger i Gentofte Kommune i henholdsvis 25 og 19 år. De er blandt årets vindere af Politikens Pædagogpris.
Christina Campos Tophøj er socialpædagogstuderende og praktikant på et bosted for borgere med senhjerneskade. Hun boede hos Josephine Schneiders Ungdomsboliger fra 2007-2008, med efterfølgende efterværn, til hun var 23.
Christina:
Jeg var 17, da jeg flyttede ind her. Før det boede jeg på gaden. Jeg havde en rotte med, og jeg var skidesur og så meget i forsvarsposition. Jeg kom fra et gadeliv, hvor jeg næsten skulle slås for at overleve, så jeg skulle lige finde ud af, at jeg godt kunne lægge nitterne væk. Jeg kom jo ind med hættetrøje og solbriller og gjorde, hvad jeg kunne for at skærme mig.
Susanne:
Da du flyttede ind, skulle du have ro på. Du skulle have noget stabilitet og vide, at dit værelse, det var dit værelse. Og det fik lov til at være rodet, det var sådan, det måtte være i en periode. Der var ikke noget med, at du blev tvunget til at rydde op, for du skulle have lov at have dit værelse og din rotte i den tid, det nu måtte tage dig at få tillid til os.
Jesper:
Hvis vi nu havde snuppet rotten, det øjeblik du flyttede ind, ville det have fjernet en tryghed, som var det eneste, du havde på det tidspunkt. Hver ung har sin historie, og det er forskelligt fra ung til ung, hvor man står, når man flytter ind. Vi forsøgte at aflæse og imødekomme de behov, du havde lige der, og du skulle have lov at gennemgå en proces, hvor du blev klar til at skille dig af med din rotte.
Christina:
Da jeg flyttede ud, havde jeg tillid til andre mennesker. Det havde jeg virkelig ikke før. Den Christina, der flyttede ud herfra, var heller ikke lige så vred som hende, der flyttede ind. Temperamentet var der stadig, men jeg blev bedre til at håndtere det. Jeg lærte mig selv og mine grænser bedre at kende og fandt ud af, at det er okay at sige fra og til.
Susanne:
For at behandle de unge ens må vi behandle dem forskelligt. Sådan er vores tilgang generelt med de unge. Her er faste rammer og et dagsprogram, der skal overholdes, men ud over det griber vi de unge ud fra deres udgangspunkt og starter med at skabe en god relation.
Christina:
Jeg var del af et kæmpe fællesskab her. Os, der boede her, var meget sammen. Og her var unge, som havde nogle af de samme udfordringer som mig med forældre og skole. Før følte jeg mig alene i verden med mine problemer, og lige pludselig var jeg ikke så mærkelig mere. Det gav mig samtidig håb for, at der måske var en løsning på de problemer, jeg havde.
Jesper:
Det fællesskab, vi tilbyder, kan de unge identificere sig med, fordi deres udfordringer minder om hinanden. Vi gør meget for, at de unge har nogen, de kan spejle sig i. Vi kan også godt finde på at invitere tidligere beboere på besøg, så de unge kan se, at der er et liv på den anden side. De kan vise dem, at man ikke bare ryger tilbage til det, man kommer fra, når man flytter ud.
Christina:
Jeg har taget flere ting fra min tid her med ind i mit studie som socialpædagog. Jeg er meget opsat på, at der skal være tid til borgerne, og at borgerne ikke bare er et nummer. De er individer med hver deres historie, behov og traumer. Det tager jeg med ind i arbejdet. For hvis man føler, at man bare er en sag, der skal overstås, så trives man ikke.