Socialpædagoger verden over: Sammen er vi stærkere

– Hvis man skal tage sig af udsatte børn, skal man da have en uddannelse. Socialpædagoger har den specifikke faglighed, der skal til.

Så enkelt kan det siges, når man spørger Jean Marc Pignat, hvorfor stort set alle hans ansatte er uddannede socialpædagoger på den døgninstitution i den schweiziske by Lausanne, som han er leder af.

Socialpædagoger fra Danmark, Norge, Færøerne og Uruguay besøgte arbejdspladsen i forbindelse med Aiejis verdenskongres for socialpædagoger, der fandt sted i Schweiz i begyndelsen af september. Og Jean Marc Pignat viste rundt, så de kunne lade sig inspirere af praksis og dele egne erfaringer med hinanden.

– I Schweiz er det et krav at have 75 pct. socialpædagoger ansat inden for anbringelsesområdet. Hvis jeg ikke lever op til det uddannelseskrav, mister jeg støtte fra staten, fortalte han.

Mødet med praksis

På døgninstitutionen bor børn og unge mellem 6 og 16 år. Nogle af dem er her hver dag, andre kun et par dage om ugen – alt efter behov. Her pynter børnetegninger på væggene, der er legetøj i reolerne og dynger af vasketøj ligger på spisebordet.

– Vi prøver jo egentlig at gøre det samme som i en familie. Børnene har ikke nødvendigvis nogen problematisk adfærd. Det er forældrene, der har problemer med fx stoffer og vold. Vi beskytter børnene ved at fjerne dem fra hjemmet i en periode, imens vi arbejder med hele familien. Forældrene vil altid være børnenes forældre, så vi skal hjælpe dem med deres forældrekompetencer, forklarer socialpædagog Silvi Pellegria, der har arbejdet her i seks år.

Børnene bor her i gennemsnit i to år, men socialpædagogerne afprøver undervejs, om børnene kan komme hjem – og de følger med for at observere.

– Nogle gange har børnene brug for at komme tilbage til os i en periode. Men perioderne, hvor de er her, bliver kortere og kortere, fortæller Silvi Pellegria.

De minder om os

Stedet og socialpædagogernes tilgang gør indtryk på de besøgende. Blandt andre Gitte Klausholm, der til daglig arbejder som socialpædagog ved familiehuset Kløvergården i Nordjylland.

– Når de er færdige med et barn her, slipper de ikke barnet. Så er det hjem og arbejde videre i familien. Og så er jeg vild med, at de tager barnets perspektiv. Der er et helhedsperspektiv her med en meget beskyttende omsorgstanke, sagde hun og understregede, at det samtidig var bekræftende at opleve, at socialpædagogerne her i Schweiz lavede prøvebehandlinger som derhjemme.

– Det minder meget om den socialpædagogiske tankegang i Danmark. Der er bare et længere tidsperspektiv, sagde hun.

Vi kan lære af hinanden

Efter rundvisningen delte socialpædagogerne karakteristika ved den sociale indsats i deres respektive lande – og undrende spørgsmål – med hinanden.

Og netop udvekslingen af viden, inspiration og erfaring er hele humlen med verdenskongressen, sagde forbundsformand Benny Andersen, der er præsident for Aieji, da han åbnede verdenskongressen.

– Der er så meget viden og erfaring samlet i det her rum, at taget er ved at lette. Og det fantastiske er, at vores kongres vil forandre liv, fordi vores faglighed forandrer liv. Vi har alle det til fælles, at vi giver udsatte mennesker muligheden for et værdigt, meningsfuldt liv med selvbestemmelse. Men der er så meget, vi kan lære af hinanden ved at lytte til hinanden og blive inspireret, sagde han.

Det særlige ved jer

Den fire dage lange kongres samlede godt og vel 300 socialpædagoger fra hele verden. Ud over at besøge lokale arbejdspladser skulle de bl.a. også høre oplæg af førende fagfolk. En af dem var Bertrand Ravon, der er professor i sociologi ved Lyon Universitet.

– Socialpædagoger ser mennesket og tænker: Hvilke ressourcer er der, og hvordan kan borgeren blive aktør i sin egen forandring. En af de største kvaliteter ved socialpædagoger er, at I prøver jer frem og drøfter og overvejer undervejs. Det betyder, at I arbejder med den største omsorg og tålmodigt former mange små skridt, sagde han og tilføjede:

– I det arbejde vil jeg anbefale jer at bruge jeres kolleger for ikke at brænde ud. Det er jeres refleksionsrum og giver en kollektiv tænkning.

Danskere holdt workshop

Socialpædagogerne havde inviteret 22 medlemmer med på verdenskongressen og desuden fem arbejdspladser – med to medlemmer fra hver – der skulle holde en workshop på kongressen om den faglighed, de arbejder med hver dag.

En af dem var Bofællesskaberne Inge og Sofie Marie, der er et botilbud for unge med autisme i Ringsted. Med herfra var socialpædagogerne Mie Broustbo og Michell Varenholt Nejad, der holdt workshop om et empowerment-projekt, de har haft de sidste fem år, hvor de har sat fokus på de unges rettigheder.

På workshoppen fortalte de to socialpædagoger, hvordan de unge som en del af projektet er blevet undervist i deres rettigheder og har besøgt Christiansborg og den lokale borgmester. Og så har socialpædagogerne interviewet dem enkeltvis om, hvor de er i deres liv, og hvad de drømmer om. Svarene er blevet ført ind i ’Min plan’, som er visualiseret for de unge, og hvor der er opstillet delmål, som løbende bliver evalueret.

– De unge har tidligere i deres liv ofte fået at vide, at de var forkerte og har lært at følge autoriteter. Vi ønsker at give dem kontrol over eget liv. Så forandrer de deres liv, vi forandrer det ikke for dem, forklarede Mie Broustbo workshopdeltagerne.

Workshoppen inspirerede deltagerne til at dele deres erfaringer med empowerment med hinanden, så Mie og Michell også fik faglig inspiration med hjem til deres videre arbejde.

– Det var en interessant proces at skulle formidle min egen faglighed. Det er svært – særligt på engelsk – fordi vores arbejde er så komplekst. Det var en fed oplevelse og gjorde mig stolt af mit fag, sagde Michell Varenholt Nejad efterfølgende.

Socialpædagog til socialpædagog

I det hele taget var det mest givende ved verdenskongressen at møde og sparre med andre socialpædagoger – på tværs af målgrupper, tilgange og landegrænser – fortalte Michell og et par af de andre danske socialpædagoger, da verdenskongressen lakkede mod enden.

– Vi er slet ikke så forskellige fra land til land, som vi går og tror. Vi trækker på de samme ting og er stærkere, hvis vi bruger hinandens viden, sagde Michell.

Samme oplevelse havde Søren Vaupell Christensen, der er leder af dagtilbuddet Sandemandsgården på Bornholm.

– Jeg er blevet bekræftet i, at vi aldrig må stå stille. Vi skal hele tiden reflektere over vores dagligdag – uanset om man er nyuddannet, eller som jeg har været i faget i 25 år. Når man kommer ud i andre omgivelser, bliver snakken en anden: Hvad kan vi gøre anderledes? Gør vi det godt nok i dag? Det gør vi, men vi skal altid undre os over det, vi gør.