Mit faglige fokus: Jeg mentaliserer barnets følelser gennem musik og leg

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Tanya Yasmin Sørensen

Uddannet socialpædagog i 2020. Arbejder i Camillehusene i Gentofte Kommune, som er et døgntilbud til børn og unge med kognitive og mentale funktionsnedsættelser, hvor nogle ligger indenfor autismespektret.

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg arbejder med børn og unge med forskellige kognitive og mentale funktionsnedsættelser, og bruger leg og musik til at hjælpe børnene med at regulere deres følelser og kommunikere med hinanden og omverdenen.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

Børnene har ikke et verbalt sprog og kan blive selvskadende eller begynde at rive ting ned fra hylderne for at gøre sig forståelige. Ligesom i en almindelig institution, imiterer børnene hinanden, og derfor er det vigtigt at hjælpe dem med at italesætte og mentalisere deres følelsestilstand. Det kan for eksempel være når et barn har haft kvalitetstid med en forælder og er ked af det, fordi mor eller far er gået. Så kan jeg sætte mig hos barnet med min guitar og mentalisere barnets følelsestilstand ved at spille og synge en kendt børnesang med en selvopfunden tekst om, at det kan være svært at sige farvel.

Med afsæt i min viden om neuropædagogik og spejlneuroner viser jeg, at jeg anerkender og respekterer barnets følelser, og de imiterer min energi og handlinger. Det er min erfaring fra både tilspidsede situationer og dagligdagens gøremål som medicinhåndtering, at musik kan give ro på, fordi jeg samtidig med sangen italesætter årsagen til barnets high arousal.  

Lyt til Socialpædagogernes podcast om mentalisering

Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel?

Vi har en dreng på syv år, som er alderssvarende med et barn på 1½-2 år. Da jeg begyndte i Camillehusene var han meget udadreagerende, slog og sparkede. Hans eneste verbale sprog var ’ja’ og ’juice’. Jeg havde lært Tegn Til Tale, da jeg arbejdede på en aflastningsinstitution under mit studie, og sad i timevis med drengen i sandkassen og forsøgte at lære ham tegnene for spise, drikke, hjælp, mere og lege gennem lad-som-om-lege. Hver dag fyldte drengen en kop med sand og smed sandet ud bagefter. Men efter et halvt år rakte han mig pludselig en dag koppen med sand. Jeg spurgte, ’leger vi, at der er kakao i koppen?’ og viste ham tegnene for lege og drikke. Han svarede ’ja!’ med et stort smil og brugte selv tegnene for lege og drikke. Siden har han lært flere tegn og er blevet langt mindre udadreagerende. Når han ser mig i dag, viser han tegnet for ’leg’.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

Vi er børnenes nærmeste omsorgspersoner, men når de fylder 18 år, skal de videre. Så det betyder meget, at vi understøtter deres mulighed for at blive selvstændige, udvikle egen identitet og evne til at begå sig i sociale sammenhænge. Lige nu er den 7-årige dreng for eksempel ved at få kindtænder, og det gør rigtig ondt, så vi øver tegnet for ’ondt’ og ’hjælp’, så han kan udtrykke sig både nu og senere, når han har brug for hjælp.

Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

Alle i Camillehusene har lige været på kursus i Tegn Til Tale, og når vi er på tur, og et barn peger på for eksempel et træ, slår vi tegnet for træ op i en app. Derudover læser jeg meget om musik som pædagogisk redskab for eksempel Jon Roar Bjørgvolds ’Det musiske menneske’, Elsebeth Kirks ’Musik som udtryksform’ og Wolfgang Klafkis dannelsesteorier om musik som udtryksform. Jeg hverken spiller eller synger særlig godt, men børn er et taknemmeligt publikum – de er ligeglade med, om tonerne er rigtige - og sætter tværtimod pris på, at jeg klovner lidt.