Skal personalekontoret nedlægges?

JA

Mie Findsen Vestergaard Pedersen, socialpædagog på Østergården, Center for Socialpsykiatri, Slagelse

Vi nedlagde personalekontoret, da to afdelinger skulle lægges sammen, og det giver supergod mening. Nu har vi et mobilt kontor i form af en bærbar under armen, som vi har med, når vi fx udfylder dokumentation sammen med borgeren. Det foregår i det åbne eller i borgerens egen bolig. Baggrunden var bl.a., at vi ville gøre op med en kultur, hvor vi holdt møder uden borgerne, for de bekymrede sig meget om, hvad der skete på den anden side af døren: ’Snakker de nu om mig?’, ’Hvad siger de om mig?’ Så nedlæggelsen af personalekontoret har været en kulturændring, hvor alle er gået med på præmissen: Vi snakker ikke om borgerne, uden at de er med. Det fungerer megagodt. Vi har stadig mulighed for at gå fra eller sætte os i et rum, hvis vi har behov for at tale sammen. Borgerne ved, hvor vi er, og accepterer, når vi har brug for at koncentrere os. Det har givet en anden ro i huset.

NEJ

Mai-Britt Denning, socialpædagog i socialpsykiatrien

Jeg arbejdede tidligere på et bosted uden personalekontor, og det fungerede virkelig dårligt. Det går ud over den faglige kvalitet, hvis man ikke har et sted at gå hen og drøfte de faglige mellemregninger. Man kan fx have noget vigtig information om en sårbar borger, som man skal give videre til næste vagtlag, hvor man har brug for at kunne snakke i faglige termer, som borgerne ikke nødvendigvis skal eller kan forholde sig til. På den måde kan det også gå ud over borgerne, hvis den faglige kvalitet daler, fordi man ikke har et fortroligt rum medarbejderne imellem. Jeg arbejder altid med borgeren i centrum, men der er så mange mellemstationer i det arbejde, vi udfører i forhold til borgerne, at vi har brug for et sparringsrum, hvor vi taler om borgerne for deres bedste. Men et kontor skal selvfølgelig ikke bruges til at fjerne sig fra borgerne. Det kræver selvdisciplin, men det må man så tage ansvar for.