PTSD skal ikke styre mit liv

– Du kan se et meget synligt bevis på, at jeg dyrker haveterapi, siger Jeanette Skov Nielsen og peger ud på resterne af et gammelt æbletræ, der fylder godt i den lille have bag rækkehuset i Odense.

– Da jeg havde det allerværst, fandt jeg ro i at grave. Så jeg har selv gravet træet op med rodnet og det hele.

Havearbejdet og trangen til at rode i jord har ellers aldrig stået højt på den 34–årige socialpædagogs to-do-liste. Men en årrække med adskillige voldsomme hændelser på flere arbejdspladser inden for socialpsykiatrien har givet hende diagnosen PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion). Og når angsten, tankemylderet og følelsen af panik tager over, er haven det allerbedste sted at være for Jeanette Skov Nielsen.

Ud over haven er gruppeterapi, åndedrætsøvelser og en såkaldt triggerdagbog, hvor hun skriver ned, hvad der fremprovokerer flashbacks, i dag blevet en nødvendig del af hverdagen.

– Jeg bliver især trigget af uventede høje lyde. Fx tabte min datter et glas på gulvet forleden. På et splitsekund gik hele min krop i forsvarsposition med flashbacks til, at jeg er i fare. Men så har jeg en øvelse, der hjælper mig, hvor jeg spørger mig selv: Hvor er jeg? Hvad er klokken? Hvad dag er det? Hvem er jeg sammen med? Med den øvelse bliver jeg i stand til at tænke, at jeg ikke reelt er i fare, når jeg står hjemme i mit køkken, fortæller hun.

Læs også: 'Ny forskning viser, at de mange små slag øger risikoen for PTSD' 

Et bevidst valg

Da Jeanette Skov Nielsen for otte år siden blev færdiguddannet, gik hun målrettet efter et job inden for psykiatrien og dermed en målgruppe, der ofte indebærer høj uforudsigelighed, misbrug og udadreagerende adfærd.

– Jeg synes, det er fantastisk at arbejde med de her skæve eksistenser – og jeg er dygtig til mit arbejde, fordi jeg formår at skabe en relation til udsatte mennesker, selv når de har det svært.

De første fem år var hun på et forsorgshjem med aktive misbrugere, hvor hun blev udsat for adskillige trusler fra borgerne.

– ’Jeg slår dig ihjel, din møgso.’ ’Jeg hugger dit hoved af og sætter det på en hegnspæl.’ ’Din fucking pædagog, du skal bare dø’ er bare nogle af dem. Men selvom det på mange måder var en farlig arbejdsplads, følte jeg mig faktisk ret tryg. For hver eneste gang en beboer gik over grænsen, blev det håndteret af ledelsen, indberettet og fulgt op på, ligesom jeg også fik god supervision, fortæller Jeanette Skov Nielsen.

Elskede adrenalinrusen

Når hun skal beskrive sig selv, siger hun gerne, at hun er en kvinde beklædt med et solidt lag teflon:

– Jeg må erkende, at jeg nok har set vold og trusler som et vilkår i arbejdet og noget, man ikke skulle brokke sig over. Og jeg følte virkelig, at selv de værste ukvemsord og voldsomme hændelser prellede af på mig. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget, fortæller hun og erkender samtidig, at hun i høj grad var drevet af adrenalin:

– De fedeste dage var dem, hvor adrenalinen bare pumpede fra vagtstart, til man fik fri. Det var, når jeg hele tiden skulle handle hurtigt, at jeg følte, at jeg slog til og havde kontrol over tingene. Men i dag ved jeg jo godt, at den adrenalinrus også betød, at jeg glemte at mærke efter, hvordan jeg havde det indvendigt. Om jeg fx var vred eller bange, siger Jeanette Skov Nielsen.

Men det ellers så tykke lag teflon skulle vise sig ikke at være ubrydeligt. Og i dag ærgrer Jeanette Skov Nielsen sig over, at hun ikke lyttede til dem, der udfordrede hendes beslutning om at søge mod et nyt job på et botilbud inden for psykiatri og misbrug.

– Jeg følte mig draget af det, der var lidt farligt, og et job, hvor jeg blev udfordret. Og det blev jeg. Målgruppen var borgere med svære psykiatriske diagnoser og et aktivt misbrug – og det var et sted med et virkeligt hårdt arbejdsmiljø, både psykisk og fysisk, hvor der var stor udskiftning, bl.a. fordi dygtige kolleger gik ned med stress, PTSD eller skader pga. fysisk vold. Det var voldsomt at være i.

Lyden af panserglas der revner

Jeanette Skov Nielsen er ikke i tvivl om, at det var de to år på det psykiatriske botilbud, der blev kimen til den PTSD, hun siden fik konstateret. For det var to år, hvor hun efter eget udsagn ikke var på arbejde – men på vagt.

– Selvfølgelig havde vi faglige metoder og tilgange, der skulle forebygge vold og trusler. Men jeg oplevede forråelsen snige sig ind i form af, at aftaler og procedurer skred, når kolleger fx sagde, jeg kan da godt gå rundt i huset alene, for jeg har en god relation til borgerne. Ofte stod jeg reelt alene med nogle potentielt virkelig farlige borgere, og jeg følte, at jeg var i et konstant alarmberedskab, fortæller hun.

Det gik da også galt flere gange, hvor Jeanette Skov Nielsen og hendes kolleger blev udsat for voldsomme trusler, både fysisk og psykisk, og hvor hun selv oplevede at stå i situationer, hvor hun ikke troede, hun skulle se sine børn igen.

– Jeg kan stadig høre mig selv skrige til politiet, at ’jeg skal have hjælp nu, ellers dør jeg’. Jeg kan stadig se den umbrakonøgle, der kom flyvende direkte imod mig. Jeg kan stadig høre beboeren, der skød med bue og pil mod en pude, sige: ’Du bliver den næste.’ Og jeg hører stadig den skærende lyd af panserglas, der revner, da en beboer prøvede at trænge ind i det sikkerhedsrum, hvor jeg havde forskanset mig.

Ændrede adfærd

Fem voldsomme episoder på relativt kort tid fik Jeanette Skov Nielsen til at sige op. Ikke mindst fordi hun kunne mærke, at hun havde ændret adfærd.

– Min lunte var kortere, jeg blev hurtigt aggressiv og havde i det hele taget svært ved at kende mig selv. Så jeg skiftede til et job som bostøtte i Odense, og der mærkede jeg ret hurtigt, at jeg igen kunne sænke skuldrene – og paraderne, fortæller hun.

Men sandheden var, at der nok var gået hul i laget af teflon, som hun selv udtrykker det. Det stod klart for Jeanette Skov Nielsen, da hun blev udsat for en række trusler fra en af de borgere, hun var bostøtte for.

– Hun truede mig med, at jeg aldrig skulle se mine børn igen, fordi de skulle gives til pædofile – og hun håbede, at de fik stor glæde af dem. Ordet ’aldrig’ triggede al min gamle frygt for at skulle miste mine børn, og det blev dråben for mig. Jeg gik totalt i fosterstilling og kunne slet ikke styre det følelsesmæssigt. Hver en lille muskel og sene i min krop gjorde ondt, jeg græd helt ukontrollerbart – og jeg fik sat videokameraer op i vores hjem og gik og så mig over skulderen hele tiden.

En reel identitetskrise

På otte år havde Jeanette Skov Nielsen registeret 38 voldsomme hændelser. Trusler om vold, trusler om, at hun skulle dø, og situationer, hvor hun var blevet truet på sit liv med våben. Dertil kom alle de mange episoder, der aldrig blev indberettet – alle hverdagens skub, spark og slag. Til sidst måtte Jeanette Skov Nielsen erkende, at hendes grænse var nået.

– Selvfølgelig har det sat sig i mig, selvom jeg var rigtig god til at ignorere faresignalerne,
siger hun.

Et besøg hos lægen førte til en akut sygemelding og en henvisning til lokalpsykiatrien, hvor Jeanette Skov Nielsen fik besked om, at alle hendes symptomer kun pegede i én retning: PTSD.

– For mig er PTSD noget, soldater får, når de har været i krig. Jeg har følt det som et personligt nederlag at få den diagnose. For hvorfor er det lige min hjerne, der har taget skade? Er det mig, der er svag? Kan jeg så ikke arbejde mere med det, jeg elsker og er god til? Og hvad er jeg, hvis ikke jeg er socialpædagog? Den slags tanker kæmper jeg stadig med, fortæller hun.

Hverdag uden arousal

I dag øver Jeanette Skov Nielsen sig hver eneste dag i at leve et så normalt liv som muligt med PTSD. Selvom ingenting føles normalt.

– Jeg får stadig mange flashbacks, også i vågen tilstand, og jeg har dårlige dage, hvor jeg bare skal sove. Jeg har svært ved høje, pludselige lyde, store forsamlinger og for mange sanseindtryk. Men jeg har mine øvelser, som får pulsen ned – og jeg går altid rundt med to sten i lommen. Når jeg klemmer hårdt om dem, mærker jeg, at jeg er lige her – lige nu. Uden for fare.

Det er vigtigt for hende at vise omverdenen, at man som socialpædagog også kan blive ramt af PTSD, men at det ikke er ensbetydende med, at man skal lade sygdommen overtage sit liv.

– Jeg ser ikke PTSD som min fjende. Jeg er nødt til at have den som min ven og lære at leve med den. Og ja, jeg sover dårligt, og jeg ryger tit ned i et sort hul – men jeg øver mig i at mærke efter, om jeg føler vrede, glæde eller er ked af det. Efter så mange år, hvor jeg ikke har mærket efter, vil jeg gerne kunne favne det, der kommer, siger hun.

I sit nye job, som Jeanette Skov Nielsen tog hul på i marts, er hun bostøtte i Odense Kommune og har nu et arbejdsliv, hvor hun ikke møder trusler, og hvor der tages hensyn til hendes tilstand:

– Jeg har fleksible arbejdstider og kan også lave en del af arbejdet hjemmefra, og den frihed betyder rigtig meget for mig. Selvom jeg har PTSD, er jeg jo stadig Jeanette – og jeg øver mig i at fokusere på det, der giver mig energi, og i at lære, at man altså godt kan være en dygtig socialpædagog, uden at ens nerve­system skal stå og sitre konstant.