Gå til indhold

Springet

Min faglighed er mit fundament

Han startede som praktikant og blev som nyuddannet fastansat. Siden blev han teamleder – og siden januar har Jesper Halkjær Kronbæk været afdelingsleder på Ulfborghus, et autismetilbud til børn og unge. Et job, hvor han tager afsæt i sin socialpædagogiske faglighed

29. juli 2022

Artikel
Jesper Halkjær Kronbæk_6.jpg
34-årige Jesper Halkjær Kronbæk har siden januar været afdelingsleder på Ulfborghus, et autismetilbud til børn og unge.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Astrid Dalum

Hvorfor har du valgt at blive leder?

Jeg blev socialpædagog, fordi jeg ville gøre en forskel for andre mennesker. Hurtigt mærkede jeg, at jeg blev drevet af at inspirere og udvikle – og stille og roligt kom interessen for at lede snigende. Lysten til at sætte ramme og retning. Jeg synes, det er helt vildt spændende at bevæge mig ind på det her felt og få lov til at være leder med afsæt i den socialpædagogiske faglighed, jeg har med mig.

Hvordan traf du beslutningen?

Som teamleder var jeg med til at starte afdelingen Ulfborghus og havde et tæt samarbejde med min afdelingsleder. Alt, hvad jeg ved om ledelse, har jeg fra hende – og jeg har haft mulighed for at være nysgerrig, træde ved siden af og lære af mine fejl. Vi havde mange gode reflektionsrunder. Så da hun gik på pension, faldt det helt naturligt for mig at søge stillingen som afdelingsleder. Det var den vej, jeg skulle.

Hvordan har skiftet været?

Den helt store forskel er selvfølgelig, at det nu er mig, der sidder med det store ansvar, når der fx kommer tilsyn. Jeg har mindre at gøre med det praksis­nære i hverdagen og har så til gengæld mere fokus på det overordnede, det strategiske, personaleledelsen og kontakten udadtil. Min mission er, at vi hver dag leverer den faglige kvalitet, vi har sat os for. Og nu er det så mit job at sikre, at rammerne er der, at fagligheden er på plads – og at Ulfborghus er et trygt og godt sted at gå på arbejde for medarbejderne.

Hvordan bruger du din faglighed?

Fordi jeg har været studerende, menig medarbejder og teamleder samme sted, har jeg alle facetter med mig. Jeg kender hverdagen på gulvet. Og når en medarbejder oplever, at et eller andet udfordrer i arbejdet, så forstår jeg det godt. Det giver en tryghed for både mig og medarbejderen, at jeg selv er bærer af den faglighed, vi udøver, og kender praksis. Det gør mig til en bedre sparringspartner – og det kvalificerer mine beslutninger som leder.

Hvad har udfordret dig?

For det første skal jeg blive bedre til at hvile på mine hænder. Når en medarbejder står med et problem, er det jo ikke nødvendigvis mig, der skal løse det, fordi jeg kender huset og praksis. Så jeg øver mig i at lytte og motivere den enkelte til selv at finde en løsning. For det andet skal jeg vænne mig til at være mere alene. Før havde jeg en stor kollegagruppe, jeg kunne mødes med. Som leder træder jeg ind i et alene-rum og har kun få lederkolleger spredt ud over et stort område, som jeg ikke ser så ofte.

Hvad motiverer dig?

Jeg er nu leder for over 60 medarbejdere med mange forskellige fagligheder, og jeg er nysgerrig på alt omkring tværfaglighed og den helhedsorienterede indsats. Jeg tror på, at hvis vi hjælper hinanden til en fælles forståelse på tværs af det social- og sundhedsfaglige, så opnår vi bedre resultater.

Hvad er dit bedste råd?

Stik fingeren i jorden, før du søger lederjobbet på den arbejdsplads, hvor du er socialpædagog. Det er ikke nok, at du selv har lyst til at blive leder – du skal også sikre dig, at du har opbakning fra de kolleger, du om lidt skal være leder for. Deres opbakning giver dig så meget bedre forudsætninger for at lykkes som leder.

CV

Jesper Halkjær Kronbæk, 34 år

  • 2022
    Afdelingsleder på Ulfborghus, et specialiseret autismetilbud til børn og unge i Region Midtjylland

  • 2019
    Teamleder på Ulfborghus

  • 2013
    Fastansat som social­pædagog på Ulfborghus

  • 2013
    Uddannet pædagog VIA University College
Bliv medlem
Bliv medlem