Gå til indhold

Ledighed

Ny aftale giver a-kassen mere ansvar

Nu får socialpædagoger hjælp i a-kassen fra starten, hvis de skulle blive ledige. Et forsøg, som Socialpædagogernes A-kasse har deltaget i, er gået så godt, at det bliver gjort permanent.

27. juni 2022

Artikel
a-kasseforsoeg-rapport.gif

Forfatter: Marie Dissing Sandahl

Foto: Robert Wengler

Der er godt nyt til socialpædagoger, der skulle være uheldige at miste arbejdet. For en ny politisk aftale betyder nemlig, at ledige kun skal til samtaler i a-kassen i de første tre måneder. Faktisk er det allerede sådan i dag, fordi Socialpædagogernes A-kasse har deltaget i et a-kasseforsøg med netop denne ordning – men nu bliver ordningen altså gjort permanent.

Desuden reduceres antallet af jobsamtaler mellem den ledige og a-kassen, og det bliver muligt at afholde alle undtagen den første jobsamtale med a-kassen digitalt eller over telefonen.

Det betyder også, at medlemmerne af Socialpædagogernes A-kasse får råd og vejledning fra jobkonsulenterne, der kender både den socialpædagogiske faglighed og socialpædagogernes arbejdsmarked. A-kassen er til stede lokalt og arbejder tæt sammen med vores lokale fagforeningskontorer, og det giver et solidt netværk blandt arbejdspladserne, som de ledige kan få gavn af.

LÆS OGSÅ: Tine blev ledig efter konkurs: ’A-kassen var med til at fastholde min identitet’

Formand for Socialpædagogernes a-kasse Michael Madsen er glad for aftalen.

”Det er godt nyt til vores ledige medlemmer, for de kommer også i fremtiden til at møde jobkonsulenter, der kender deres fag og faglighed og har et stort netværk på arbejdspladserne. Og det er jo det, det handler om: at få skabt kontakt mellem de ledige og arbejdspladserne. Evalueringer har vist, at tilfredsheden er høj, og det høje niveau vil vi fortsætte med også i fremtiden"

Michael Madsen, formand for Socialpædagogernes a-kasse

En midtvejsevaluering af a-kasseforsøget fra Rambøll har vist, at de ledige i forløb hos a-kasserne er mere tilfredse end de ledige i forløb i jobcentrene.

Det betyder aftalen for dig

  • Kontaktforløb i a-kasserne i de første tre måneder. Fordi SL-A har deltaget i et forsøg sammen med en række andre a-kasser, så gælder dette allerede for medlemmer af SL-A. For andre a-kasser træder det i kraft fra 1. januar 2024
  • Forenkling af kontaktforløbet – alle samtaler får betegnelsen 'jobsamtaler', og antallet i de første seks måneder reduceres fra ni til seks. A-kassen afholder de første tre og jobcenteret de efterfølgende.
  • A-kassen kan deltage i første samtale i jobcentret, 'hvis medlem ønsker det'
  • Mulighed for digitale eller telefoniske samtaler udvides til at gælde alle samtaler undtagen den første (for sygemeldte, der har en arbejdsgiver, kan denne også afholdes digitalt eller telefonisk). Forventet ikrafttræden d. 1. januar 2023
Bliv medlem